Læsetid: 3 min.

Det globale proletariat i respirator

Efter sidste års mørke migrantroman ’Silfo’ viderefører Jesper Brygger i sin tredje digtsamling sin særlige desorienterede globaliseringsdystopi i endnu mere splintret form. Det er, som om digtene én gang for alle vil afsløre et verdensomspændende bluffnummer
Jesper Bryggers digte befolkes af mennesker på flugt eller i transit, skikkelser som befinder sig i en form for ’udenfor’, men ubehageligt nok, optræder der aldrig et ’indenfor’, som ikke er forladt og tømt for indhold.

 

Jesper Bryggers digte befolkes af mennesker på flugt eller i transit, skikkelser som befinder sig i en form for ’udenfor’, men ubehageligt nok, optræder der aldrig et ’indenfor’, som ikke er forladt og tømt for indhold.

 

Fadi Khattab

19. august 2017

Der er en afgrænset, og på en måde intim, situation, som både optager de titelløse rammedigte og drypvist bryder ind i de øvrige ni flossede forløb i Jesper Bryggers tredje digtsamling, Transporterne, der ellers bevæger sig påfaldende vidt omkring, fra containerfragt over forstadsdesperation til folkedrab.

I situationen er en person beskæftiget med pleje af en respiratorpatient.

Med nøgtern præcision og et fagsprog, som får en distancerende effekt, i hvert fald i mine lægmandsører, redegøres for vedligeholdelsen af respiratorens mekanik, hvordan man forhindrer tilstopning af rør og slanger og sikrer at transporten af luft, næring, blod og affaldsstoffer holdes i gang i en krop, der er for syg til at klare det selv, og senere hvordan de samme processer afvikles da »klienten« – som den syge konsekvent, forretningsmæssigt, benævnes – er død og kan overlades til sine pårørende, mens apparaterne renses og klargøres til næste klient.

Jesper Brygger: 'Transporterne'

Kompositorisk er det en fortællesituation, men selvom der opridses et forløb fra sygdom til død, sker ingen fremadskridende følelsesopbygning.

Klienten tegnes næsten udelukkende af sine strømmende kropssekreter og en forvrænget røst fra en talemaskine, mens plejeren aldrig bliver et indfølt digterjeg, knapt et jeg overhovedet: »hver gang der står jeg her, er det i mangel på et mindre ord // hver gang er det som at have solgt sin hud«, som det hedder et sted.

Situationen forankrer den synsvinkel, hvorfra vi, med det gennemgående transportmotiv som ramme, kan følge en række mere eller mindre mørklagte ruter på tværs af det globale samfunds steder, genstande og kroppe.

Brygger benytter en splintret form, som overrasker med tilsyneladende umotiverede sammenstillinger og spring, jeg ikke havde forudset. I et nedfrossent vintersceneri pågår en ustandselig trafik frem og tilbage over et sund, hvor drivis truer bevægelsesfriheden i en spejling af det koagulerende blod og puds, der stopper den frie passage i respiratoren.

Således er de adskilte planer, som digtene springer mellem hele tiden indføjet i hinanden, ikke ved metaforisk lignelse, men ved en form for strukturel afsmitning.

Intet når frem

Det er stærkt foruroligende læsning. Uanset om transporterne materialiserer sig som lastvognstrafik, fragtskibe, it-processer, nødhjælpskonvojer eller mere mentale bevægelser, så er der en intens rastløshed forbundet med dem. Det er, som om intet nogensinde når frem, transporten er mere en tilstand end en målrettet bevægelse. Der loves ingen udfrielse for enden af næste lastvognstog.

Digtene befolkes af mennesker på flugt eller i transit, skikkelser, som befinder sig i en form for ’udenfor’, men ubehageligt nok, uden at der optræder et ’indenfor’, der ikke er forladt og tømt for indhold. Det gælder for socialiteten og familieidyllen i »Aften blandt fjendebillederne« og i »Den borgerlige offentlighed« for de frie demokratiske samfunds universalistiske begreber.

Det globale proletariat, angiveligt bemyndiget af de kapitalistiske demokratier, optræder som forrådt og forrået: »her har vi hængt i katastrofens ekkodale / i et genskær fra den arbejderklasse vi kom fra / vi har aldrig turdet tale ærligt ud / om det her, at vi aldrig satte vores væren / igennem, men løj og pralede, løj og pralede // følte os nådigt udvalgte når vi blev lukket ind / for at forsvare vores fjenders billeder og sprog.«

Læs også

I sin helhed kredser Transporterne om denne løgn, der synes forbundet med enhver social såvel som geografisk mobilitet, som vil digtene én gang for alle afsløre et verdensomspændende bluffnummer. En række historiske skæbner fra Tupac og Michael Jackson til Paul Celan og Ingeborg Bachmann iscenesættes alle som en slags dissidenter, der kun kunne komme til orde ved at iklæde sig overmagtens ansigter og tage dens sprog til sig, hvilket i sidste ende kom til at koste dem livet.

Opløsningen af digter-jeg’et som samlende udsigelsesposition er en uundgåelig konsekvens af dette kritiske projekt.

Det er sin sag at gabe over en bog som Transporterne, og Brygger drypper ingen honning på skeen, for at få det til at glide lettere ned. Digtene excellerer ikke i prægnante billeder eller pointerede forløb, men fremstår snarere som en slags centrumløst, ’ambient’ væv af løsrevne brokker fra den globaliserede og teknologiserede virkeligheds tyste vrangside.

Selvom det er en bog drevet af en indignation, som er stærkt politisk, så føles den samtidig en smule resigneret. Måske fordi objektet for dens vrede ikke lader sig snævre tilstrækkeligt ind til, at vreden for alvor kan udlades og katarsis indtræffe.

På den måde rammer den måske faktisk tidsånden lige på kornet.

Jesper Brygger: ’Transporterne’, Forlaget Kronstork, 132 sider, 169 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu