Der var så stille, publikum lyttede så intenst, at jeg næsten kunne høre hårene rejse sig på mine arme, da den canadiske banjospiller med caribiske rødder Kaia Kater sang sin intime familiesang om den racisme, hun mødte, da hun studerede musik i West Virginia.
Ligesom publikum lyttede så intenst, at de ikke kunne andet end at trække op imod scenen, da en af musikerne i grønlandske Nive Nielsens orkester, The Deer Children, spillede en solo på sav og lod sin klagesang vokse til et kælvende isbjerg af lyd.
Ja, fandme om ikke publikum også formåede at klappe i stram modtakt, mens Glasgow-orkestret Ímar, der bestod af folkemusikere fra Irland, England og Skotland, beskød de mange hundrede mennesker, der var mødt op til koncerten, med et lykkeligt virvar af rytmiske synkoperinger.
Det var med andre ord et helt særligt publikum, der var mødt op til dette års Tønder Festival, et publikum med gyldne ører (og indimellem et par grå hår), med nysgerrighed og med et attention span, der rakte langt ud over det normale. Og med de kaskader af opmærksomhed, som de cirka titusind gæster på festivalen sendte op imod de mange fremragende musikere på scenerne var de med til at løfte musikernes præstationer.
Dermed var publikum centrale for at gøre det musikalske folkemøde, som Tønder Festival er, til en vellykket samtale på tværs af landegrænser, befolkninger og musikalske traditionskredse. Hvor vidt forskellige erfaringer af at være menneske, og af at tilhøre et folk – der måske, måske ikke er tilknyttet en nationalstat – blev hørt på mange forskellige planer.
Og i disse tider, hvor den ene nationalstat efter den anden truer med at lukke sig om sig selv, var der noget særligt befriende over at se, hvordan dyrkelsen af forskellige nationers folkelige musikarv på Tønder Festival handlede om at lytte, føle, forstå og i de bedste tilfælde overskride.
Folkemusik fra et statsløst folk
Tønder Festival, der er en af Nordeuropas vigtigste folkfestivaler, og som har kørt siden 1974, har i de seneste fem år båret sig selv igennem en række fundamentale forandringer. Først og fremmest er festivalpladsen blevet aflukket, sådan at det nu kun er gæster med armbånd, der kan være der. Hvilket er godt. Derudover har festivalen påbegyndt en musikalsk fornyelse, hvor man er begyndt at booke navne, der i højere grad end tidligere udfordrer de folkemusikalske traditioner.
Hvilket også er godt, for det var faktisk mange af de navne, der brillerede i år. Grønlandske Nive Nielsen åbnede for eksempel den hyggelige scene Klubscenen – et telt, hvor folk sidder bænkede ved langborde – med en vellykket koncert, hvor hun både fik indlandsisen og de amerikanske sletter til at spille med. For som den musikalske nomade hun er, har hun indspillet sin nyeste plade Feet First, mens hun rejste rundt i USA, og både hendes musik og hendes band er derfor gennemglobaliseret. Et af koncertens højdepunkter indtraf meget betegnende under et breakdown, hvor bandets tre blæsere fra henholdsvis New York, Sydgrønland og København spillede så teltet blafrede.
Få timer senere indtog det ungarske Roma-band Romengo så den selvsamme scene med deres levende og rørende folkemusik fra et statsløst folk. Under deres koncert vekslede de elegant imellem festlige danseviser – spillet på en slidt guitar, en violin, en cajun, en bas og en vellydende mælkejunge, der fungerede som tromme – og intense ballader, hvor den kvindelige forsanger – der med sit lange mørke hår og sin perfekt slidte stemme mindede en del om Annisette fra danske Savage Rose, (der desværre måtte aflyse deres koncert på festivalen senere på dagen) – sang så flere generationers hjemløshed klang med i tonerne.
Og dagen efter spillede canadiske Kaia Kater så en intimkoncert af de helt sjældne i Tønder Kunstmuseums lille koncertsal, Pumpehuset, hvor hun med musikalsk overskud, en sjælden myndighed og smuk poesi aktiverede en række forskellige kulturarver og lod os føle med på følelsen af at være et sted, hvor man ikke føler sig hjemme, mens hun i øvrigt fik os til at føle os ualmindeligt godt hjemme i det gamle vandtårns pumpehus:
»I am wild-eyed and gone astray/ Oh brother dear, bear me away/ Brother dear, bear me away/ This is no country for lovers/ This is no country for me.«
Folk og fodbas
Der var dog også orkestre, der brillerede ved at være tro imod traditionerne. Ikke mindst Glasgow-orkestret Ímar, der – som mange andre bands ved festivalen – spillede to koncerter. Først fredag aften, hvor de fik Klubscenen til at svinge træbenet som tipoldemor gjorde det, og dagen efter på den største scene, Telt 1, hvor de igen med deres heftige rytmik og geniale harmoniseringer fremkaldte musikalsk ekstase.
De holdt sig langt hen ad vejen til forlæggene, når de vekslede imellem henholdsvis irske, skotske og engelske kompositioner. Men de havde også sans for fornyelse, og med en dyb elektrisk fodbas supplerede de indimellem deres ellers akustiske setup og gav numrene vinger.
Den 21-årige country-sanger Colter Wall, der unægtelig lyder som Johnny Cash, brillerede ved sin koncert på Klubscenen ligeledes ved at være tro imod country-traditionen, men ikke uden en lille smule selvironi på genrens vegne:
»Theres a long tradition of trains in country-songs. Trainwrecks to be specific. This is one of my favourites,« sagde han på et tidspunkt, inden han gik i gang med en sang om kærlighed.
Men der var desværre også en del kunstnere, som i højere eller mindre grad stivnede i deres hensyn til traditionerne, ikke mindst en række sangskrivere, der var for forudsigelige i deres harmoniske og melodiske tilgange.
Stop den sækkepibe
Den værste skuffelse i den sammenhæng var den amerikanske sangskriver Grant Lee Philips, der med sit tidligere band Grant Lee Buffalo har skrevet den fremragende disillusionssang, »Fuzzy«. En sang, som virker så ekstremt relevant i en amerikansk kontekst, og som jeg havde set frem til at høre, men som jeg ikke nåede at opleve, fordi den parade af sange, han ellers diskede op med virkede alt for ligegyldige. De kunne på ingen måde stå mål med de standarder, han selv satte dengang i 1993, dengang han satte ord på lyden af at være blevet kørt for hårdt rundt i manegen i for lang tid:
»Here we are/ In our car/ Driving down the street/ We’re looking for a place to stop/ Have a bite to eat/ We hunger for a bit of faith/ To replace the fear/ We water like a dead bouquet/ Does no good does it dear? // And I’ve been lied to/ Now I’m Fuzzy/ We’ve been lied to/ Now we’re Fuzzy.«
Rundt på gulvet, slidt i kanterne, eller hvad man nu vil oversætte fuzzy til, blev jeg dog endnu mere, da jeg gik hen for at opleve det mest kuriøse orkester under festivalen, Red Hot Chili Pipers, der spillede klassiske rocksange på, ja, sækkepiber. En genre, som de selv kaldte bagrock.
Det var med et glimt i øjet fra både festivalens og orkestrets egen side, det forstår jeg godt, men lad mig sige det ganske kort og helt uden omsvøb: Det orkester (og deres tre sækkepiber fra helvede) hører ikke hjemme på en festival på så højt et niveau, for ud over at være skidt i al almindelighed, var det også lidt en hån imod alt det Tønder Festival står for - altså den fremragende, velspillede musik spillet for et publikum, der er der for musikken. Og det er simpelthen ikke den rigtige vej at gå, hvis man vil fortsætte med at bejle til de yngre generationer af musikelskere, som festivalen er godt i gang med at gøre kur til, og som unægtelig er festivalens fremtid.
Når det er sagt, så var det altså kun et lille skår i en stor glæde over det vellykkede musikalske folkemøde i Tønder-marsken. Jeg ser allerede frem til næste år.
Tønder Festival løb af stablen fra torsdag den 24. til søndag den 27. august
