I den danske samtidskunstner Sophie Duponts tilbagevendende performance Marking Breath sættes en streg for hvert åndedræt, hun tager i et afgrænset tidsrum. Ofte helt fra solopgang til solnedgang!
Sommetider nedfældes stregerne direkte på en væg, andre gange udføres værket som sirlige indgraveringer i metalplader eller på lærred. Når selve handlingen er afsluttet, står kun et mylder af streger tilbage, der i nøgterne, abstrakte registreringer henviser til kroppens basale rytme, liv og forgængelighed.
Sådan er det også med mange af de skulpturelle objekter, der dominerer Duponts første store soloudstilling. Værker, der ved første øjekast ser abstrakte ud, har alle en intim samtale med kroppen: Nogle værker i kraft af skala, volumen eller antropomorfe elementer som glastunger og gipshænder.
Andre værker indgår direkte i performances under udstillingsforløbet eller fungerer som en slags skulpturelle proteser, der lægger sig i forlængelse af (kunstner)kroppen. Et par jernstænger med fasttømrede blyanter agerer eksempelvis seismograf for kroppens åndedræt i Breathing Seismograph, mens to geometriske stativer i værket Human Pyramids er bygget op som tunge gitterkostumer, der potentielt kan omkranse kroppen.
Det er vellykket og imponerende at se, hvordan Dupont har formået at transformere sit primære virke som performancekunstner til en helstøbt udstilling befolket af skulpturelle, kropslige stedfortrædere.
Geometriske og erotiske kroppe
I det første udstillingsrum møder jeg udstillingens karismatiske titelværk, den smukke og lidt skramlede jernkarrusel This Will Also Change, der både fungerer som selvstændig skulptur og som rekvisit i en performance på udstillingens åbningsaften.
Værket består af en karrusel på hjul med fem indtagende jernfigurer, der blander abstrakte geometriske former med figurative elementer såsom et nylonstrømpebryst, en glaspenis og en langhåret, syntetisk paryk. Et stykke brunligt latex hænger ned fra en af figurernes jernarme, mens en anden figurs kølige metallegeme har fået spændt et stykke blødt læderstof ud over sig.
Værket er på samme tid teatralsk og abstrakt, organisk og maskinelt. De skulpturelle referencer til erotisk ladede kropsdele som bryster, hud og hænder taler meget direkte til kroppen, mens værkets dobbeltrolle som statisk skulptur og funktionsdygtig karrusel blot pirrer endnu mere til lysten til at lege med.
Sådan snurrer karrusellen mig ind i en hvirvelvind af begær, bevægelse og leg, der stimulerer og aktiverer kroppen. Værket virker friskt og originalt i sit formsprog, men trækker samtidig historiske linjer tilbage til det 20. århundredes performance- og avantgardetradition.
Der er en oplagt parallel til Sophie Taeuber-Arps dadaistiske univers af skulpturer, marionetdukker og cabaretkostumer, hvori hun blander et stramt geometrisk formsprog med teatralske elementer og performance, og som ikke skelner skarpt mellem brugsobjekter og kunst.
Som en overgangsrite mellem udstillingens to dele må man igennem et virvar af geometriske jernfigurer som trekanter, cirkler og kvadrater, der ligger spredt ud over gulvet i værket Density Forms (Square + Circle + Triangle). Installationen indeholder både flade og tredimensionelle former, hvis massefylde svarer til kunstnerens egen krop.
Jeg kommer instinktivt til at tænke på den amerikanske kunstkritiker Michael Frieds berømte fortolkning af minimalismeskunsten og Tony Smiths DIE (1967). Fried fandt denne terningformede skulptur meget foruroligende, fordi den udgjorde en form for stum, menneskelignende tilstedeværelse – trods sin totalt abstrakte form!
Det er et lignende nærvær, Dupont fremkalder i sin gulvinstallation, hvor vi forsigtigt må lade vores egen krop vikles ind og ud af Duponts geometriske dobbeltgængere. Det er overraskende effektfuldt, skrøbeligt og intimt.
Tidstypiske åndedrætsøvelser
Hele det bagerste udstillingsrum er viet til værker om kroppens åndedræt som et eksistentielt vilkår. Et videoværk viser animerede sorte streger, der følger åndedrættet fra et lydspor, mens ophængte metalplader på bagvæggen viser Duponts åndedrætsregistreringer fra forskellige performances. Et bord med en stenplade er installeret midt i rummet, hvor Dupont vil performe Marking Breath i løbet af udstillingsperioden.
Værkernes gennemgående fokus på åndedrættet fordrer en meditativ, indadvendt opmærksomhed mod kroppens langsomhed, foranderlighed og tilstedeværelse. Men et helt rum fyldt med åndedrætsværker risikerer også at blive en lidt banal konstatering, der flirter med mindfulness-bølgens ideer om ’mindful breathing’, meditation og yoga.
Det kan såmænd være fint nok (jeg dyrker selv yoga!), men det passer også gnidningsfrit ind i samtidens neoliberale selvoptimeringsregime, hvor ansvaret for at håndtere eksempelvis stress og kaos vendes indad mod selvet frem for udad mod samfundets strukturer. Mindre gnidningsfrit og mere interessant bliver det eksempelvis i performanceskulpturen Two, hvor to mennesker kan ’forbinde’ deres åndedræt gennem to forbundne glaskupler, der er monteret i hovedhøjde på et spinkelt jernstativ.
Jeg forestiller mig, at man kan blive stakåndet og snappe efter vejret inde i den klaustrofobiske glaskuppel, og at glasset måske endda dugger til, hvis man opholder sig derinde sammen med en anden person for længe. Her bliver åndedrættet ikke selvtilstrækkeligt, men tværtimod noget, der sker i en kompleks relation til andre mennesker. En samhørighed af indåndinger og udåndinger, men også en potentiel kamp eller forhandling om kroppens eksistentielle livsgrundlag – ilt.
Mødet med Sophie Duponts mange skulpturelle personaer byder i langt overvejende grad på denne slags effektfulde samtaler om og med kroppen, der både aktiverer kroppens sanser og indbyder til eftertanke.
Sophie Dupont: ’This Will Also Change’. Overgaden Neden Vandet 17. København. Indtil den 22. oktober.
