Læsetid: 3 min.

Holberg i sol og retrokomik

’Don Ranudo’ på Grønnegårds Teatret er en komisk lækkerbisken med Henrik Koefoed og Lone Hertz som uimodståelige fattigfine adelsfolk. Men opsætningen kan ikke skjule, at Holbergs plot er tyndt
Lone Hertz’ fattigfine Donna Olympia tør ikke vende ryggen til Tina Gylling Mortensens entreprenante Isabella i den muntre Holberg-forestilling på Grønnegårdsteatret. Det gør Henrik Koefoeds stivskæggede Don Ranudo klogt nok heller ikke. Foto: Bjarne Stæhr

Lone Hertz’ fattigfine Donna Olympia tør ikke vende ryggen til Tina Gylling Mortensens entreprenante Isabella i den muntre Holberg-forestilling på Grønnegårdsteatret. Det gør Henrik Koefoeds stivskæggede Don Ranudo klogt nok heller ikke. Foto: Bjarne Stæhr

11. august 2017

Vejrguderne er frygtelig gavmilde med regn over Grønnegårds Teatret denne sommer. Men forleden aften skinnede solen præcis fra det minut, hvor forestillingen skulle begynde. Derfor kan jeg nu bringe en sjælden tørskoet beretning fra Holberg-forestillingen i Bredgade.

Denne Don Ranudo var munter fra første øjekast. Kække retrofarver. Funklende kostumer. Lækker spansk guitar. Opdaterede replikker. Sus over flabethederne. Overdreven sminke. Og skuespillere med sans for at aflevere en komisk replik – selvsikkert, roligt, hvast og vittigt. Hvad mere kan man ønske sig?

Cafépsykologi

Måske kunne man ønske, at teksten i sig selv var mere interessant. Men denne komedie af Holberg er altså noget begrænset i sin idé. Plottet i Don Ranudo er aldeles forudsigeligt, og stykkets psykologi løfter sig ikke op over almindelig cafésnak.

Alligevel – eller måske netop derfor – har instruktøren Emmet Feigenberg ladet sig besnære af teksten. Han kæler for personernes stædighed, og fordi hans hovedpersoner spilles så rent, så bliver forestillingen morsom. Med replikker, som Claus Flygare nænsomt har renset for de værste gammeldags talemåder. Og med farvesikre og lurvede retrokostumer af Karin Betz.

Navnet Ranudo skal læses bagfra: ’O Du Nar’. Det naragtige går på, at Don Ranudo og hans kone Donna Olympia føler sig som landets allerfineste, fordi de har en alenlang slægtstavle. I virkeligheden er de kun fattigfine, for de har ingen penge tilbage til mad – og slet ikke til nyt tøj.

Derfor sjosker Henrik Koefoeds stolte Don Ranudo rundt i hullede strømper, og Lone Hertz’ dronningesmukke Donna Olympia har for længst pillet stoffet af bagsiden af sin kjole for at kunne reparere forsiden. De ligner et par forhutlede hjemløse. Alligevel udstråler de den største tilfredshed. Det er netop det mest charmerende ved denne forestilling: At parret overhovedet ikke kan se, hvordan omgivelserne ser dem – eller at andre ser ned på dem.

Kurren og kniplinger

Henrik Koefod har efterhånden skabt en stribe af Holbergs hovedroller: Den Stundesløse, Den Politiske Kandestøber – og nu altså Don Ranudo. Det virker, som om han er i familie med dem alle sammen. Henrik Koefoed har grimassens sikkerhed og gammelmandens latterligheder gemt overalt i kroppen. Hans replikker falder med den rigtige forsinkelse. Han er vor tids mest sikre Holberg-spiller.

Lone Hertz er et fund som Donna Olympia. En lillebitte nips, der fornemt holder sit hoved på skrå, mens hendes stemme kurrer klangfuldt som en ung piges. Lone Hertz’ diktion er aldeles vidunderlig: Hun kan udtale en hvilket som helst replik, så den lyder som musik – ud under hendes kunstfærdigt opsatte hår og de spanske kniplinger.

Hendes uduelige adelighed skaber en skøn kontrast til Tina Gylling Mortensens ferme Isabella. For hun svupper rundt med en enorm showoff-kjole med alverdens blærede blomstereffekter, mens hun bralrende kontant afslører pinagtighederne hos Donna Olympia og Don Ranudo.

Hun får skønt modspil og flirtende flamenco fra Jesper Hyldegaards kløgtige tjener Pedro, der kommer brølende ind på sin tunede knallert for at levere den ene flabethed efter den anden – med fantasifulde øjne og lodrette løgne.

Mod ham kæmper selv Steen Stig Lommer forgæves; Grønnegårds Teatrets direktør har i hvert fald tildelt sig selv rollen som den kuede Gusman – med bekymrede øjne, nedadvendte mundvige og melankolsk skønhedsrøst.

Så jo. I Grønnegårds Teatret er det ’de gamle’, der kan komediekunsten. De unge skuespillere er kække og lækre, men overvældende sjove er de ikke – ikke endnu. Heldigvis gives Holberg-traditionen hver aften videre, fra den ene skuespillergeneration til den næste. Når det altså ikke regner.

’Don Ranudo’. Tekst: Ludvig Holberg (1723). Bearbejdelse: Claus Flygare. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Karin Betz. Komponist: Jacob Gurevitsch. Koreografi: Christel Stjernebjerg. Grønnegårds Teatret i Designmuseum Danmark. Til 26. august 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu