Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Insecure’ er både skarp og sprudlende

Issa Rae formår i sin serie ’Insecure’ at forene den lette tone i skildringen af sluttyverlivet med en skarp satire over, hvad det vil sige at være sort i Los Angeles
Lige så befriende det var at se Lena Dunham overgå Woody Allen i neurotisk adfærd i ’Girls’, lige så befriende er det nu at se en kvindelig hovedperson – Issa i HBO’s ’Insecure’ – der ikke er plaget af mindreværd.

Lige så befriende det var at se Lena Dunham overgå Woody Allen i neurotisk adfærd i ’Girls’, lige så befriende er det nu at se en kvindelig hovedperson – Issa i HBO’s ’Insecure’ – der ikke er plaget af mindreværd.

Fra HBO

Kultur
21. august 2017

HBO-serien Insecure er på mange måder en typisk serie om at være i sluttyverne, bo i en storby og føle sig som nybegynder i voksenlivet. Issa Dee, som hovedpersonen – spillet af Issa Rae, der også har skrevet og instrueret – hedder, var i første sæson i tvivl om, hvad hun skulle stille op med sit kærligheds- og arbejdsliv.

Det var ikke helt indlysende, om forholdet til den lovligt afslappede Lawrence (Jay Ellis) var dødt eller levende. Det samme gjaldt Issas engagement i sit job på en nonprofitorganisation ved navn We Got Y’All, der arbejder for at styrke L.A.’s minoritetsbørn.

Det lykkedes i løbet af første sæson Issa at genfinde lysten til sit arbejde og til Lawrence. Hun nåede dog også at bryde Lawrences tillid og blive forladt, så der er nye kriser at tage fat på i anden sæson.

Den er nu nået halvvejs, og hvor Issa i første sæson skulle finde ud af, hvad der gav mening for hende, skal hun nu finde ud af, hvornår man giver op og kommer videre. Der er stadig ikke et klart svar på det spørgsmål.

Kriserne bliver stadig behandlet i selskab med den faste venindegruppe, som er et fast element i serier som denne. Som sædvanligt består den af et overskueligt antal kvinder med meget markerede forskelle i personlighed og livsstil.

De er skarpe i deres interne adfærdskorrigerende mobning, kloge i deres opsange til hinanden, eksemplarisk solidariske i trælse situationer og ikke mindst gode til at lukke vittigt vås ud i hinandens selskab.

Raceproblematik på mikroniveau

Dialogen mellem Issa og hendes veninder handler halvt om, hvad man stiller op med mænd, og halvt om, hvad det vil sige at være sort kvinde i Los Angeles. Nogle gange overlapper de to diskussioner. 

Issa er den eneste sorte på hele sin arbejdsplads, der ellers primært arbejder med børn i L.A.’s sorte kvarterer. We Got Y’All er en kærlig parodi, hvor de idealistiske og ivrige kolleger hele tiden glemmer, at minoritetsbørn er forskellige, og at deres egne værdier ikke nødvendigvis er deres målgruppes.

Issas bedste veninde, Molly (Yvonne Orji), arbejder som advokat og har styr på tingene. Hun er helt bevidst om, at hendes identitet som sort er et udtryk, hun kan skrue op og ned for. På advokatkontoret er der skruet helt ned. Her er hendes stemmeføring og kropssprog afdæmpet og tilnærmet den kridhvide norm. Det fylder ikke det store i serien, men det er i den grad med til at gøre Insecure så skarp, som den er, at den viser, hvordan raceproblematikken udspiller sig på mikroniveau.

Traileren til 'Insecure', 2. sæson

Persongalleriet i Insecure er – med undtagelse af nogle af de mænd, de ser – alle veluddannede middelklassemennesker, der ikke bliver diskrimineret åbenlyst. Men de er heller ikke blinde for den ulighed, der finder sted i det små.

Den sorte praktikant på advokatkontoret bliver høfligt bedt om at skrue ned for sin stil, to hvide kvinder bruger Lawrence som eksotisk sexlegetøj, og selvsamme Lawrence bliver stiv i betrækket, da han bliver stoppet i sin bil af en politibetjent. At betjenten er en jovial fyr, gør ingen forskel, velbegrundet angst er velbegrundet angst.

Kvindelig hovedperson uden mindreværd

Egentlig er titlen Insecure misvisende. Issa er ikke specielt usikker på sig selv og sit eget værd, hun er bare i tvivl om nogle ting. Hvordan hun f.eks. får gang i sit kærlighedsliv, når hun egentlig kun har lyst til at være sammen med sin ekskæreste.

Lige så befriende det var at se Lena Dunham overgå Woody Allen i neurotisk adfærd i Girls, lige så befriende er det nu at se en kvindelig hovedperson, der ikke er plaget af mindreværd. Når Issa skal tage sig sammen eller bare tage en svær beslutning, stiller hun sig foran spejlet (og kameraet) og rapper sig frem til, hvad det hele handler om.

Hun fantaserer engang i mellem om at reagere mere direkte og hidsigt på den dumhed, verden sender i hendes retning, men formulerer sig så i stedet velovervejet og høfligt.

Issa Rae skriver godt og spiller endnu bedre med sit utroligt udtryksfulde ansigt. Anden sæson af Insecure er indtil videre lige så skarp og sprudlende som første.

’Insecure’ kan ses på HBO Nordic.

Komedieserien 'Awkward Black Girl’ som også er af og med Issa Rae kan ses på Youtube.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her