Prosafænomenet Peter Højrup (f. 1974, debut 2001, mest kendt for kunstner-, kærligheds- og parforholds-kriseromanen Island, 2014) har jeg længe haft lumskt mistænkt for at være temmelig ligeglad med, hvad han skriver om, men til gengæld uhjælpeligt besat af det vidunderlige faktum, at han skriver – og skriver flot. Hans prosastil er intet mindre end en mani, der uvilkårligt forplanter sig til enhver opmærksom læser.
Sådan var det med Island, og sådan er det heldigvis også med hans nye bog, som skildrer en lille gruppe af danskere på ferie på den lille ø Bozcaada i Ægæerhavet ud for Tyrkiets vestkyst. Holdet består dels af parret Hermann og Linn og deres tre børn, tvillingerne Hannibal og Wilma samt lillebroren Carlo, dels af kokken Ib (eller Ibrahim) og den nok noget yngre Betty, som bruger størstedelen af tiden på at længes efter og vente på sin kæreste, fotografen Ernst.
Endelig er der værtsfolkene Selim og Ada, samt en hund og en bil og en scooter og dejlig lokal vin og mad, og uden om det hele solen, øen, vinden og havet. Ikke uden grund spørger personerne med mellemrum sig selv: Er det lykke, jeg føler nu?
Ingenting og alting
»Der sker ikke rigtig noget i den bog,« hedder det om Bettys ferielæsning, og det kan uden videre overføres på værket, hun selv optræder i. Men ingenting kan i litteraturen når som helst slå om i alting, og dette er da også netop, hvad der sker, når Højrup sender sin sensitive skrift dybt ind i sine personers bevidsthed – »som et bor ned i det konkrete«.
Måske det er tilfældigt, men værkets titel Til stranden og dets gennemført fænomenologiske praksis får mig til at associere til Virginia Woolf, nærmere bestemt mesterromanen Til fyret (1927), som jo også skildrer en ferie, samtidig med at den bæres af samme intense interesse for den i bevidsthed omsatte sansende væren i nuet. For Peter Højrup synes det ligefrem at stå som et kunstnerisk aksiom, at et menneskes sind altid må befinde sig i dets virksomme, åbne sanser, som så igen konstant er ude imellem tingene.
Har jeg ret i denne formodning, fortjener han ros for at være inderligt tro mod sit princip, for han formår at piske teksten op, så det enkelte øjeblik fremstilles med potenseret nærvær: en manifestation af elementær livsfylde.
Ud med surrealismen
En af romanens personer fører på et tidspunkt en diskussion med sig selv om kunst og fastslår, at han hader surrealisme. Han er nu ellers selv opkaldt efter ærkesurrealisten Max Ernst. Alligevel må han spørge sig selv, om man overhovedet kan komme i tanke om en mere hysterisk avantgarderetning. Forestillingen om noget mere end virkeligt keder ham, det er en historieløs bevægelse, tænker han.
Og fortsætter: »En bevægelse, der ikke har indset, at enhver kunstretning til enhver tid forsøger at komme nærmere virkeligheden end den forrige, at gengive virkeligheden på en mindre løgnagtig måde. Det eneste, der forandrer sig, er verdensbilledet, tænker Ernst, verdensbilledet ændrer sig, og så ændrer kunsten sig med det, og i ganske få tilfælde ændrer kunsten sig først, og så følger verdensbilledet med.«
Appliceres tankegangen på Peter Højrups eget værk, kan det med sindsro slås fast, at en prosatekst som Til stranden forandrer verdensbilledet. At dens spinkle handling så oven i købet udspiller sig i farvandet ud for Tyrkiet og derfor må indbefatte flygtninge i en båd, og at det at være forbundet med verden her ikke bare omfatter bånd mellem voksne, eller mellem voksne og børn, men også enhvers sammenknytning med én, vi ikke kender, opfatter jeg mere som en udvidelse af romanens lykkevision end som et dementi af denne. Budskabet lader sig muligvis formulere så enkelt som, at Du har lov til lykke, men at Den Anden altså også er her.
Ingenmand i verden
Konkret udtrykkes det ved, at en af bogens personer i handlingens løb mister sin mor, men just ikke haster hjem til Norge til begravelsen, fordi hendes nærmeste virkelighed stiller sig naturligt i vejen, hvorimod en anden person reddes af fremmede. Hvordan, det røber anmelderen ikke. Lidt må læseren trods alt have til gode af stoffet i en roman, hvor der næsten ingenting sker.
Om en af bogens personer hedder det sigende nok, at når han ikke udfører en handling, får han en følelse af at forsvinde: »Han er et menneske uden funktion, en hr. Ingenting, en ingenmand i skjorte og bar røv.«
Romanen kan meget vel siges at svare på denne moderne intethedsfølelse ved stilfærdigt at sige: Du er her. Og det er mere end meget. Det er, og det er det hele. Og det hele er, som det skal være, for nu at gengive salig Hans-Jørgen Nielsen. Ind imellem kan det være nok, som Peter Højrup skriver, at vide, at der er stille i verden, og at mærke, hvordan landskabet bølger i varmen.
Peter Højrup: ’Til stranden’, Gyldendal, 235 sider, 279,95. kroner.
