Det hedder sig ikke, at det er synd for nogen af de fem børn fra Mongoliet, Kirgisistan, Nepal, Indien og Bangladesh, man møder i DR Ultras nye dokumentarserie Børnene på Silkevejen. Gennem tre år har instruktøren Jens Pedersen rejst rundt og fulgt sine hovedpersoner, der alle sammen er fattige, men derudover også bare talentfulde og viljestærke.
De fem korte dokumentarfilm, der er kommet ud af det, præsenterer hver et barn, der prøver at realisere sine drømme for livet, og det er snarere et beundrende end et medlidende blik, der bliver anlagt.
De skal præstere
Børnene har alle sammen nogle svære livsvilkår, et talent at hænge deres håb for fremtiden op på og så en udfordring, de skal overvinde, før de kan komme videre med deres drømme.
I udkanten af Ulan Bator bor Erdenchimeg med sin mor og sine søskende i en traditionel mongolsk yurt. Hun fik en friplads på en cirkusskole, fordi skolelederen tilfældigvis så hende øve sig i akrobatik, da hendes mor medvirkede i et realityprogram, hvis titel er oversat til Fordrukne mongoler holder op med at drikke. »Dengang var min mor en drukmås,« forklarer den danske børnestemme, der har indtalt en påfaldende gammelkonet oversættelse af Erdenchimegs fortælling. Hendes far afsoner en dom på 12 år, vi ved ikke for hvad, men Erdenchimeg vil i hvert fald ikke tro på, at han er »en slem fyr«.
Hendes håb er, at hun som akrobat vil kunne forsørge sin familie – og få råd til en smartphone. Lyden af et klokkespil understreger, hvor fortryllende synet af nogle dyre telefoner i en elektronikforretning er for hende. Men først skal hun lære at stå på én hånd, så hun kan komme med på scenen til en rekordstor akrobatikopvisning.
Man ser hendes slid på cirkusskolen, hvor lærere presser hendes ben fra hinanden, så hun kan blive mere smidig. Selv om Erdenchimeg fortæller, at hun nogle dage mest har lyst til at skride fra det hele, er historien ikke, at hun er et stakkels barn under uddannelse til slangemenneske, men at hun er glad for at have den mulighed for at komme ud af fattigdommen. Det er lidt den samme historie, der bliver fortalt fra Bangladesh, hvor en lille spirrevip ved navn Javed drømmer om en professionel surferkarriere.
For kirgisiske Damiar på 12 år handler det ikke om penge og fattigdom, men om at forstå, hvordan forholdet mellem mennesker og heste skal være for at det kan fungere i den lille bjergby, han bor i. Han fortæller historien om, hvordan han får og mister sin første hest, Orlik, som var et vildt, moderløst hingsteføl. Hvis han kan tæmme den, er den hans, siger Damiars far. Damiar er en følsom dreng, der stopper de andre drenges voldsomme leg med en skadet fugl og øser omsorg ud over sin vilde hest, der ikke får lært at lystre.
Også her er der noget på spil, og barnet skal præstere noget helt bestemt for at få sit ønske opfyldt.
Gammel nok
Det nærmeste, børnene på Silkevejen kommer et ilandsproblem, er i filmen om indiske Ravi på 13, der er splittet mellem den traditionelle bryllupsmusik, hans familie lever af at spille, og den moderne indiske musik, man kan lære at spille på musikskolen i den nærliggende by.
Det er påfaldende, at der ikke bliver svælget i, hvorvidt det er synd for 14-årige Poonam, at hun skal giftes med en fyr, hun ikke kender. Han virker flink, siger hendes mor, og hans familie har brug for pengene fra medgiften, fortæller han selv til kameraet. De er på røven.
Med i forhandlingerne om medgiftens størrelse er Poonams ønske om at blive ved med at gå i skole. Ingen anden i hendes familie er nået så langt i skolesystemet, og det går godt med det. Gommen er ydmyg og genert og vil være stolt, hvis hun i modsætning til ham får en uddannelse.
Det er de medvirkende selv, der har ordet, og de bliver ikke bedt om at zoome ud og forholde sig overordnet til deres situation – og til om den kunne være helt anderledes.
De to unge mennesker og deres forhandlende forældre forholder sig hverken til, om Poonam er gammel nok til at blive gift, til medgiftssystemet eller til, om det nu også er hensigtsmæssigt, at ingen har fortalt Poonam noget om, hvordan man er sammen med en mand. Det er en historie om at affinde sig med sin situation, hvad der selvfølgelig også kræver en vis styrke.
Første afsnit af 'Børnene på Silkevejen’ blev bragt på DR Ultra den 20. august. De fire næste afsnit bliver bragt de efterfølgende fire søndage
