Læsetid: 3 min.

Hvor kragerne vender

Norske Agnes Ravatn blander nordisk mytologi med psykologisk thriller i en lille, fængslende fortælling om skam og skyld
16. august 2017

Balder i nordisk mytologi er retfærdighedens gud, den smukkeste af aser og elsket af alle. Da det bliver spået, at der er gjort klart til ham i dødsriget, drager hans mor Frigg ud for at tage alle verdens ting i ed – vand og ild, jern og sten, dyr og sygdomme – at de ikke vil såre hendes søn.

Hun forbigår kun den harmløse mistelten, som umuligt kan skade nogen. Men jætten Loke får nys om forseelsen og narrer Balders blinde bror til at skyde ham med en pil dyppet i den lille vækst. Balders død bliver begyndelsen på Ragnarok. Verden skal siden genopstå, men først når al skyld er sonet.

Fortællingen om Balder spiller en central rolle i norske Agnes Ravatns lille roman Fugletribunalet fra 2013. Ved romanens begyndelse dukker den par-og-tredveårige Allis Hagtorn op uden for et afsidesliggende hus i skovbrynet ved en norsk fjord. Hun har forladt sin mand og sit job som anerkendt tv-vært efter en offentlig skandale, som bragte hende på alles læber, og ønsker kun at blive usynlig.

For at starte på en frisk har hun besvaret en annonce om at udføre havearbejde og lave mad hos den enlige Sigurd Bagge. Han viser sig at være en uudgrundelig, fåmælt og selvfølgelig farligt tiltrækkende mand.

Allis flytter ind i det store hus og efterhånden udviskes de formelle grænser mellem hushjælp og samlever, samtidig med at spørgsmålene om de to fremmedes fortid trænger sig på. Hvad laver Bagge, når han tilbringer hele dagen låst inde alene på sit arbejdsværelse? Og hvad blev der af hans kone, som efter hans udsagn er »ude at rejse«? 

Agnes Ravatn: Fugletribunalet.

Hitchcock

Tidligt i Fugletribunalet bliver det klart, at ikke alting er, hvad det giver sig ud for. Vejret, når Allis går rundt og arbejder i haven, opfører sig mystisk – det ene øjeblik er det strålende sommer, det næste øjeblik hagler det – ligesom Bagges utilregnelige humør. Han dukker op lydløst, når Allis mindst venter det, og hele tiden er der en uro i teksten: Er han farlig?

Når Allis sætter musefælder op rundt om huset, bliver de fyldt med musvitter. Uhyggen kan minde om argentinske Samanta Schweblins surrealistiske økothriller Redningsafstand, der for nyligt udkom på dansk, og selvfølgelig Alfred Hitchcocks psykologiske gyserfilm – navnlig Fuglene fra 1963.

Samtidig er der i det urolige og potentielt farlige hos Ravatn en udtalt, latent erotik. Som når det umage par fisker sammen, og Bagge tilbereder deres middag til bålet: »Han var flot med blod på hænderne.«

Ravatn skriver i enkle, korte sætninger, de overraskende dialoger og beskrivelserne af det norske fjordlandskab om natten er effektfulde.

Som fortæller er Allis selvreflekteret, men hendes tanker holdes på et forklarende, analytisk niveau: »En mere solid person, det var det jeg ville være, have en fastere karakter,« tænker hun for eksempel, eller: »jeg måtte blive bedre til at handle som et selvstændigt subjekt,« alligevel forsvinder hun i magtforholdet til Bagge, som gør hende lille og umyndig.

Allis Hagtorn er offentligt hængt ud og udstødt fra fællesskabet, en af vor tids fredløse, og romanen berører stærke emner som udskammelsen af kvinder og seksualmoral. Men flere af disse spor bliver ikke forfulgt, de skaber snarere et bagtæppe for mystikken og fortællingens små spændingsmomenter – eksempelvis titlens »fugletribunal«, en uhyggelig domstol, hvor alle medlemmer bærer fuglemasker.

På denne måde har Ravatns roman en intens dramaturgi, samtidig med at personernes råderum føles indskrænket. Det gør Fugletribunalet til en godt sammenskruet fabel, en spændende og klaustrofobisk velkomponeret roman; om end næsten lidt for sikker.

Agnes Ravatn: Fugletribunalet. Oversat af Jannie Jensen, 267 sider, 300kr., Batzer & CO.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu