Læsetid: 7 min.

Kunstværker er ikke budskaber, men kunst kan stille spørgsmål

Lige ind i tiden stiller sydafrikanske Candice Breitz med sit værk ’Love Story’ på Biennalen i Venedig det ubehagelige spørgsmål: Hvorfor græder jeg fluks over Alec Baldwin og Juliane Moore og ikke altid over alverdens flygtninges lidelser?
I Candice Breitz’ installation ’Love Story’ gengiver de to Hollywood-stjerner Alec Baldwin og Julianne Moore flygtninges beretninger i jegform.

I Candice Breitz’ installation ’Love Story’ gengiver de to Hollywood-stjerner Alec Baldwin og Julianne Moore flygtninges beretninger i jegform.

Stillbilleder fra installationen

18. august 2017

Den 57. kunstbiennale i Venedig er i gang, og der står »Viva Arte Viva« på plakater og bannere i hele byen og bag på billetterne til vandbusserne. Det er udstillingens hovedkurator, franske Christine Macel, der har valgt at sætte streg under ordet kunst.

På vej til Venedig har jeg læst et interview med hende fra maj måned, da udstillingen åbnede, for helt forventeligt er hun blevet bedt om at forklare, hvorfor vi skal fokusere på kunst for kunstens skyld i en verden med klimaproblemer, og hvor millioner af mennesker er på flugt.

I Italien er der lige nu omkring 200.000 flygtninge og immigranter. På artnet.com svarer Christine Macel cool, at et kunstværk ikke er et budskab, at kunst ikke handler om kommunikation, det er en måde at yde modstand på.

Hun henviser til Gilles Deleuze (1925-95), for det er den franske filosof, der har sagt det. Hun mener, at vi lever i en tid med mange konservative eller ligefrem regressive stemmer. Kunsten og kunstnerne er truet af populismen, men den yder også populismen modstand alene ved at findes. Kunst er en måde at navigere i tiden på, den giver os mulighed for at se, hvad vi deler med andre mennesker.

Når man går rundt på verdens ældste biennale, det vil sige, når man går rundt på de to store udstillingssteder, Giardini og Arsenale, og i pavillonerne rundt om i byen og bliver præsenteret for værker af 120 kunstnere fra det meste af verden, kan man godt få det indtryk, at det overordnede tema er flygtninge og migration. Mennesker i en globaliseret verden, måske.

Den koreanske pavillon opsummerer det meget godt ved at bevæge sig imellem individet, Korea, Asien og verden. Neonskiltene på pavillonens tag kunne hænge i både Shanghai og Las Vegas.

Utopi og vold

Olafur Eliasson deltager f.eks. med et projekt kaldet Green Light Project – en workshop, hvor flygtninge og asylansøgere sammen med udstillingens besøgende inviteres til at fremstille lamper. Lamperne kan købes for et par hundrede euro stykket.

I den tunesiske pavillon uddeles visa til alle. Papir efter papir forsynes med tommelfingeraftryk, men ikke navn eller nationalitet, ingen destination. Aktivisme som det tunesiske utopia og det konstruktive Green Light-projekt er sådan set gode at have, men de bider jo ikke nogen. Det gør adskillige af de øvrige pavilloners værker til gengæld.

Endda næsten bogstavelige bid på den tyske pavillon, hvor to dobermannhunde er placeret udenfor. De er levende og bag tremmer. Det hele er tilrettelagt af Anne Imhof , og en performance indenfor foregår i store iskolde, sterile, farveløse rum med glasgulve og betonvægge og en påtrængende og urovækkende lydinstallation, der kommer alle vegne fra. Ligesom performerne, der med helt udtryksløse ansigter og dyreagtige bevægelser kravler under glasset, vi går på, eller de maser sig igennem, når vi klumper os sammen. Det er, som om ikke ser os.

Faust, som værket hedder, er mit første møde med Biennalen. Folk tager billeder, det virker forkert, men efter noget tid gør jeg det også selv. Et bliver rystet, fordi en performer skal forbi. Det er første gang, jeg oplever at blive ligefrem nervøs af at gå på kunstudstilling.

I det hele taget får man ikke lov til at flanere kunstinteresseret og turistlækkert rundt med sine solbriller suttende på en vandflaske i Venedig. Man bliver konfronteret med sin egen evne til at engagere sig i andre menneskers ulykke. Man bliver konfronteret med sin egen evne til at føle empati. To værker gør stærkt indtryk på mig i den retning.

Det begynder i den australske pavillon, hvor Tracey Moffatts to minutter lange film Vigil kører i loop og nyfortolker maleriets traditionelle motiv ’kvinde ved vindue’. Gamle filmklip med bl.a. Elizabeth Taylor viser kvinder, der ser ud af vinduer, hvorefter der klippes til manipulerede nyhedsbilleder af overfyldte både med mennesker på flugt. De mange mennesker i nød opløses til ren grafik, men de berømte skuespilleres skræmte ansigter står knivskarpt.

Den sydafrikanske kunstner Candice Breitz’ videoinstallation Love Story featuring Alec Baldwin and Julianne Moore (2016) går endnu længere i sin undersøgelse af, hvad der får os til at engagere os i andres liv.

Alex, oh Alec!

Love Story forholder sig meget direkte til, at der findes mennesker i verden, der flygter for at overleve. Det mærkeligt utilstrækkelige ord ’flygtningekrise’ bliver til seks konkrete og individuelle historier om, hvorfor man flygter, og hvem man var inden flugten.

De seks flygtninge, hvis historier og interview værket er baseret på, er Sarah Mardini, der er flygtet fra krigen i Syrien, José Maria João, tidligere barnesoldat i Angola, Mamy Maloba Langa, overlevende fra Den Demokratiske Republik Congo, Shabeena Francis Saveri, transperson og aktivist fra Indien, Luis Ernesto Nava Molero, politisk dissident fra Venezuela og Farah Abdi Mohamed, ateist fra Somalia.

Når man træder ind i det første af to mørke rum i Love Story, er det ikke de seks flygtninges ansigter, man ser, men derimod Julianne Moores og Alec Baldwins. Der klippes imellem dem på en stor skærm. De er placeret foran en greenscreen, lige parate til at blive sat ind i en perfekt illusion om at befinde sig i Syrien eller Indien for eksempel. Scenografien signalerer filmoptagelse, de sidder i en instruktørstol, en mikrofon er synlig i toppen af billedet, ude i siden ligger flere lamper til lyssætningen. Det er råt og ufærdigt, scriptgirlens noter er ikke taget i brug endnu.

I det ene klip har Alec Baldwin solbriller på, mens han siger »I hope the film will be provocative, I like the fact, that it might be provocative.« I det næste ser han direkte ind i kameraet uden, så har han et guldarmbånd på og spørger, om det bliver for meget sammen med et andet lille guldsmykke. I det næste klip har han taget dem af.

Lige sådan med Julianne Moore, så har hun en stor fingerring af sølv på sin pegefinger, i det næste klip er den der ikke længere. Det er også værd at bemærke det, der ikke er, ingen kostumer, kun meget lidt makeup. Deres tøj er sort. I dette setup gengiver de flygtningenes beretninger i jegform.

Det medfører en interessant sproglig flertydighed, der bliver flere lag i det fortalte. Hvem taler og til hvem? Der foregår en højst sofistikeret form for dobbeltkommunikation, idet de seks flygtninge også adresserer de to skuespillere: »Hi Julie, I’m Sarah. First I wanna thank you for doing this job for us.« Eller: »First of all I wanna thank Alex for being part for it, oh Alec!« Og så klippes der.

Ingen ny krig

Alec Baldwin er skuespilleren Alec Baldwin og som sådan uberørt af navneforvekslingen, men han er også flygtningen, der fortæller om, hvordan han blev fanget som dreng på markedet og tvunget til at være soldat, men stadig bare Alec Baldwin, der sidder med albuerne på armstøtterne i instruktørstolen, hænderne har han foldet foran sig.

Hans Alec Baldwin-stemme er Hollywoodsprød. Hans engelske er uden accent, det vil sige perfekt. T-shirten strammer ligeledes perfekt over hans muskuløse overkrop, men ordene kommer fra en flygtning, der er ved at afgive forklaring til en ubestemt myndighed for at få asyl.

Julianne Moore virker stærk og skrøbelig på én gang, det ligger i hendes stemme og de få virkemidler, hun behøver, mens hun gestalter konkurrencesvømmeren (først senere ved jeg, at hun er Sarah Mardini), der har vundet medaljer i sit hjemland og er blevet trykket i hånden af Bashar al-Ashad.

Langsomt er der ikke kun det ene billede af Julianne Moore på en green-screen, langsomt dukker der billeder op inde i mit hoved af en kvinde i en båd beregnet til otte personer, de er 20 voksne og en baby i båden. Motoren stopper, båden er ved at synke, og hun, konkurrencesvømmeren, er den eneste, der kan redde dem. Det ved hun godt. Da hun står og ser ned i vandet for at springe, er det som om hun skal springe i vandet for første gang i sit liv. Så sker det forventelige: Jeg mærker den der sitren rundt om øjnene og ved næsen, lige inden tårerne kommer, og så græder jeg.

I det næste rum er seks videointerview installeret. De seks personer er også placeret foran en green-screen, men for at høre hvad de siger, må man tage hovedtelefoner på og sætte sig og lytte. Først nu kan man kæde Alec Baldwin sammen med José Maria João fra Angola, Julianne Moore med Sarah Mardini osv. Jeg genkender Sarahs fingerring, Farahs solbriller. Det engelske er ikke længere perfekt, »I don’t know how to say it in English,« siger Sarah. Det er ordet »drown«, hun leder efter.

Love Story er ikke en kritik af Hollywood og underholdningsindustrien, sådan opfatter jeg det ikke, men værket undersøger, hvad der rører os som publikummer, og hvilken fortæller, der fremkalder vores empati. Det er flovt at indrømme, og det er ubehageligt at erfare, at Hollywoodstjernernes optræden med det samme vakte mine følelser og fik tårerne frem. Verden er fuld af hierarkier, og dette er et af dem.

Jeg tror, at de fleste mennesker er klar over dette, men den fysiske oplevelse af Candice Breitz’ værk kan måske netop fordi det sætter sig i kroppen på én hjælpe alle og enhver til at holde hovedet koldt. Love Story er ikke bare et trick a la: Se, hvordan jeg kan få jer til at græde. Det tilbyder også en mulighed for at involvere sig i seks fremmede menneskers liv.

De seks er alle flygtninge, men inden da havde de en identitet og et liv i deres hjemlande, og nu håber de som Sarah Mardini, der er 20 år og flygtet sammen med sin lillesøster på at kunne fortsætte deres liv. Hendes søster vil gerne være pilot. De er ikke kommet for at tage andres job og penge, forklarer hun. »We didn’t come here to have another war

57. Venedig Biennale 2017, Viva Arte Viva, kurateret af Christine Macel. Varer indtil 26. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

Tak og lov for gode skuespillere, der KAN nå ind til os – gennem den informationsmættelse, som vel må betegnes som en informationsoverspisning- og fedmeepidemi. Og med dét menes ikke – bestemt ikke - Avisen Information.