Ungdommens kilde har de fleste af os vel drukket os stangstive i. Nogle har bare ikke overlevet det, foran sig ser de resten af livet lagt ud foran som en snorlige skuffelse. Ikke kun skuffede over, at vildskaben ingen retning viste sig at have, men også over, at kommende ungdomsgenerationer blev anderledes og – værst af alt – havde sig den frækhed at dyrke andre æstetikker.
Herunder naturligvis mest provokerende af alt, at musikken, som de parringsdanser og petter til anno 2017 er en anden. Langt grimmere, langt mere primitiv, selvklart.
Musik er generationskløftegravningens mest potente arbejdsredskab. Musik adopterer ny teknologi og lader ungdommen komme til orde hurtigere end nogen anden større kunstform. Rap ind i din iPhone, og upload (det gjorde Vejle-rapperen Jamaika sidste år fra fængslet). Selvfølgelig provokerer det ældre generationer, der stadig søber rundt i svunden ungdoms fossilerede former.
Den amerikanske sanger og sangskriver Lana Del Rey er en sær skabning i vores popkultur. Hun lyder gammeldags, men taler alligevel til ungdommen. Hendes sange synes revet ud af hænderne på 60’er-pigepopgrupper som The Shangri-Las eller The Ronettes, ja, endda en samtidig, kærlighedsbranket Roy Orbison. Og så kun ganske forsigtigt opdateret med snegle- og klapperslangebeats, nogle gange så simple, at de lyder som en suppe, steg og is-musikers rytmeboks.
Nikker til Iggy Pop
Med sine 32 år er Del Rey så heller ikke purung. Hun har allerede været på vejene og i showbiz i nogle år.
I 2011 blev hun nærmest fordømt som novelty act efter hittet »Video Games«, der med sin altmodisch tonede 8 mm-kvalitet i musikvideoen og 60'er-vemodet i musikken sendte nostalgiske kuldegysninger gennem hipstergenerationen og indie-segmentet. Man følte sig talt til på den der helt rigtige retromaniske og autenticitets-gejle storytelling facon.
Men man følte sig også frastødt af hendes – en overgang – herostratisk berømte overlæbe, som folket dømte plastisk forstørret og dermed falsk. Åbenbart forvirrende for nogen, at man kan have noget på spil i sine sange og samtidig være forfængelig. Og forvirringen blev endnu større, da det viste sig at hun havde udgivet et helt album under sit rigtige navn Lizzy Grant, og at det, oh, rædsel, var i en anden genre.
Lana Del Rey har så siden holdt ret så indædt fast i sin narkotiske fatalisme grundlagt på Del Rey-debuten Born to Die – også her på det fjerde album Lust for Life. Det er naturligvis et nik til Iggy Pops klassiker af samme navn, men albummet bader lige som forgængerne ikke under protopunkfaderens rustne sol, men i en tung sirup af vemod, en velourblød skærsommernatsdrøm, men også et luksuriøst mareridt.
»Look at you kids with your vintage music,« lyder de første ord på albummet meget passende. »Comin’ through satellites while cruisin’/ You’re part of the past, but now you’re the future/ Signals crossing can get confusing.«
Fortiden er også på besøg, omend fra andre årtier end 60’erne på Lust for Life. Fleetwood Macs Stevie Nicks synger med på en sang, og Sean Ono Lennon lige så. Mens nutiden pifter nogle sange op, får vi besøg fra r&b-popstjernen The Weeknd og rapperne A$AP Rocky og Playboy Carti.
To sidstnævnte på den klavervåde »Summer Bummer«, hvor den musikalske nutid viser sig med sin kontante, beatdrevne paranoia og lir.
Taler til ungdommen
Ellers overvældes vi af tunghjertet klaver, opulente strygerformationer og Del Reys henførte vokal i enorme klangrum, i en form for slow motion affekt. Ja, selv A$AP Rocky tvinges ned i et mere modent leje på »Groupie Love«.
Det er musik, hvor alt synes at vibrere med en lysende og ekkoende prægnans. Hver sang en højsang, fatal katedral. Og det er albummets styrke og svaghed. Overbevisende i sin konsekvens, men også monoforkromet i sin aldrig svigtende højtidelighed. En blanding af hybris og desillusion.
»’Cause we’re the masters of our own fate/ We’re the captains of our own souls.«
Men også: »Lately, I’ve been thinkin’ it’s just someone else’s job to care/ Who am I to sympathize when no one gave a damn?«
Og Del Rey taler til ungdommen.
»Seen so much, you could get the blues, but/ That don’t mean that you should abuse it.«
Problemerne ændrer sig ikke i deres essens, kun i deres form. Akkurat lige som musikken formidler de samme problemer som for 50 år siden, den lyder bare anderledes. Den fatale kærlighed er for evigt et drab på egoet: »Love, is it real love?/ It’s like smilin’ when the firin’ squad’s against you.«
Og nogle af livets største udfordringer er stadig heroinafhængighed og storpolitik.
»If we hold on to hope, we’ll have our happy ending/ When the world was at war before/ We just kept dancing.« Pengene forsvinder i skatteskjul, vejret bliver varmere. »Is it the end of America?« Bilen er stadig det amerikanske symbol på ung flugt.
Omfavner livets banaliteter
Lust for Life er en omfavnelse af de mest banale erkendelser i livet. »It’s never too late/ To be who you wanna be.« At vi bare er »beautiful people/ With beautiful problems.«
Og så er der sangen »Coachella – Woodstock On My Mind«, hvor Del Rey stiller de to musikfestivaler indlejret i hver deres æra (førstnævnte i nutiden) over for hinanden. Hun ser nogle af de samme spændinger og binder babyboomer-generationen og deres børn og børnebørn sammen.
»I guess I was in it, ’cause baby, for a minute/ It was Woodstock in my mind/ In the next mornin’, they put out the warnin’/ Tensions were rising over country lines/ I turned off the music, tried to sit and use it/ All of the love that I saw that night.«
Del Rey har selv sagt om sangen, at hun skrev den under indtryk af USA’s anstrengte forhold til Nordkorea, der netop forværredes dagen efter sidste års Coachella-festival. Hvordan skal det ikke ende?
Well, forhåbentlig ikke med Coachella som en erstatning for Woodstock. Festivalen, der afvikles i Colorado Desert i Californien, er i de seneste år blevet kritiseret for sine VIP-pakkeløsninger, der tilbyder landingsbaner til privatjetfly og luksuslounges. Og sikkert også mudderbad, bare ingenlunde af den slags, der opstod efter regnvejret på Woodstock i ’69.
Det er mange år siden. Alt og intet synes at have forandret sig, når man lytter til Lana Del Reys nye album. Det er stormfuldt følelsesfuldt, men i denne anmelders ører også af og til for meget gestik og for lidt forløst kunst. Det er et album rigt på medfølelse, men også på selvmedlidenhed.
Lana Del Rey: ’Lust for Life’ (Interscope/Polydor/Universal)
