Læsetid 3 min.

’Du må ikke dø, far!’

Hassan Preislers forestilling om Kaj Munk er blevet en overrumplende intens og eksistentiel forestilling på Det Flydende Teater
Hassan Preislers forestilling om Kaj Munk er blevet en overrumplende intens og eksistentiel forestilling på Det Flydende Teater
Per Morten Abrahamsen
8. august 2017

»Hvad var det dog, der skete?« Sådan lyder den første linje i Kaj Munks smukke digt »Den Blå Anemone«. Og Det Flydende Teater inviterer sit publikum til at synge med på sangen, når vi sidder bag plastikruderne og sejler med den lille båd tilbage til Frederiksdal.

Vi har netop klaret os gennem både slagregn med tordenbrag og lynglimt over bølgerne ude på Furesøen – som vejrets kommentar til Kaj Munks stærke livskamp. Men jeg har en klump i halsen og kan ikke synge med, uanset hvor meget jeg holder af denne symbolske blomsterpoesi.

For Martyren Munk griber sin tilskuer. Ikke nostalgisk og højstemt, men nøgternt og jordnært. Forestillingen virker ekstremt moderne i sin klare splittelse mellem idealer og virkelighed. Den bliver et eksistentielt portræt af en mand, der søger en indre sandhed – samtidig med at han konfronterer sig selv med hverdagens barske politiske nyheder.

Digterpræstens kamp

Det er dramatikeren Hassan Preisler, der har begået denne komprimerede perle af en biografisk forestilling. Der er skrevet meget om Kaj Munk, og der er mange meninger om ’digterpræsten’ og hans indre kamp.

Hassan Preisler har valgt at blande citater fra dagbøger og breve med replikker fra hans skuespil – i mundrette, letflydende replikker. Og så har han tilsat sin egen undren og eftertidens typiske spørgsmål om, hvordan Kaj Munk kunne tro på nazismen og dens fører i 1930’erne – frem til den dag i 1943, hvor han gik til kamp mod hadet.

Martyren Munk er blevet en yderst spændstig forestilling. Skuespilleren Brian Hjulmann spiller den følsomme kunstner, der både tror og tvivler i evig kamp med sig selv. Brian Hjulmanns øjne lyser, og hele hans krop ryster i overbevisning om nødvendigheden af at kæmpe for sandheden – kejtet og overilet og fuldstændig ubekymret om konsekvenserne. Han bringer tilskueren overrumplende tæt på Kaj Munk, aldeles ubesværet.

Under forestillingen ’Martyren Munk’ spiller Det flydende Teater også på bredden af Furesøen, så mordet på Kaj Munk kan udføres i et krat, sådan som det også skete i virkeligheden.

Per Morten Abrahamsen

Jesus har svaret

Rundt om ham spankulerer og tramper så Lise Lauenblad og Ene Øster Bendtsen – brutale i rollerne som naziofficerer og ligeglade i rollerne som afvisende teaterdirektører. Ene Øster Bendtsen spiller desuden inderligt rollen som Kaj Munks hustru Lise – overbærende og frygteligt realistisk, som hun står tilbage med sine fem børn.

Lise Lauenblad er gribende uskyldig, når hun som datteren beder ham om at flygte og siger: »Du må ikke dø, far!« Og hun bliver helt sfærisk, når hun griber en tornekrone under bådens tag og sætter den på hovedet i rollen som den Jesus, Kaj Munk hele tiden rådfører sig med.

»Hvad skal jeg gøre,« spørger Kaj Munk.

»Skriv!« svarer Jesus.

Krattet på søbredden

Pelle Nordhøj Kann har iscenesat forestillingen med et besnærende flow og en fin sans for det beskedne teaters virkemidler. Marie Louise Bülow sidder i stævnen med sit knæskubbede stueorgel og spiller inciterende toner, der både gengiver det spinkle og det pompøse i Kaj Munks digterunivers. Og nogle få rekvisitter af scenografen Nikolaj Heiselberg Trap – fra en ’tørklædebaby’ til en række naziflag bag grå kniplingsgardiner – gør båden til tvivlerens univers.

Det Flydende Teater har siden sommeren 2005 skabt bådforestillinger på Furesøen, og efterhånden er mulighederne for at udnytte de få kvadratmetre ved at være afprøvet. Derfor er det så fint, at denne forestilling bruger søbreddens krat så konkret. For den 45-årige Kaj Munk blev jo netop likvideret i et krat den 4. januar 1944.

Og jo. Forestillingen afslører mordet med det samme. Alle tilskuere sidder jo alligevel og venter på, at det skal ske. Derfor bliver der ro i sindet til at opleve resten – og åbenbart også til at blive overvældende bevæget.

For disse skuespillere skaber idealistisk teater med dirrende inderlighed og ubetvivlelig lidenskab. Akkurat som Kaj Munk ville have ønsket sig det i sine egne teaterstykker.

’Martyren Munk’. Tekst: Hassan Preisler. Iscenesættelse: Pelle Nordhøj Kann. Musik: Marie Louise von Bülow. Koreografi: Jannik Elkær. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Det Flydende Teater. Spiller på Furesøen, fra bådfarten ved Frederiksdal, til 12. august. Herefter turné, bl.a. Teater Momentum i Odense 16-17. august, Kaj Munks præstegaard 24-25. august, båden Hjejlen i Silkeborg 29-31. august og Thy Teater 18-19. september 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
  • Brugerbillede for kirsten sørensen
    kirsten sørensen
Oluf Husted og kirsten sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu