Ingen revolution kommer som bekendt til at lykkes uden et ordentligt soundtrack. Og da den amerikanske borgerrettighedsbevægelsens visioner for et nyt, racismefrit USA for alvor begyndte at få fodfæste i den amerikanske bevidsthed – ikke mindst med Martin Luther Kings tale »I Have A Dream« ved den store March on Washington i 1963 – fulgte musikken med og skabte et særlig stærkt lydspor til bevægelsen.
For hvor den visuelle kunst omkring borgerrettighedsbevægelsen – som Tate Modern i London nu sætter fokus på med den anmelderroste udstilling Soul of a Nation – ikke overraskende havde svært ved at vinde indpas i de etablerede kunstinstitutioner, levede den musikalske side af revolutionen et friere liv, og den satte ringe i vandet, som stadig kan mærkes i meget af det musik, der rammer hitlisterne i dag med navne som Kendrick Lamar, Solange, Beyoncé, Erykah Badu for at nævne nogle få.
I forbindelse med udstillingen på Tate Modern har pladeselskabet Soul Jazz Records samlet 13 centrale numre fra 12 år inden for samme periode på udgivelsen Soul Of A Nation: Afro-Centric Visions In The Age Of Black Power – Underground Jazz, Street Funk, & The Roots Of Rap 1968-79.
Og numrene på den vellykkede udgivelse, der både præsenterer det brede publikum for velkendte såvel som nye navne, står som en løftet knytnæve og en elegant musikalsk vision om forandring, der med 40-50 år på bagen stadig klinger med toner af nødvendighed. Ikke mindst efter en tragisk weekend i USA, der endnu engang har vist – hvis nogen da skulle være i tvivl – at der stadig er meget at kæmpe for.
Fortrop uden blindgyder
Soul of a Nation sætter i høj grad fokus på nogle af de numre, som ikke kom med i de forskellige musikkanoner, men indledes alligevel velvalgt med den musikalske poet Gil Scott-Herons »The Revolution Will Not Be Televised« i bandversionen fra 1971.
Et nummer, som må siges at have vundet direkte indpas i populærkulturen – Snoop Dogg rapper for eksempel linjen »the revolution will be televised« på Gorillaz’ »Welcome to the World of The Plastic Beach« fra 2010.
I lyrikken til »The Revolution Will Not Be Televised«, der danser over beatet som en forandringens potente sommerfugl, vender Gil Scott-Heron, der af mange betragtes som verdens første rapper, en masse slogans fra tidens hvide populærkultur på hovedet og definerer revolutionen i modsætning hertil.
Og hans poetiske schwung, der ikke bliver matchet noget andet sted på pladen, klinger med på resten af numrene, der alle, direkte eller indirekte, kredser om sort stolthed, om moderlandet Afrika, om revolutionen, om slaveriet, og som alle glimrer ved meget tydeligt at markere sin egen plads i det, der ofte kaldes den sorte musikhistorie.
Det klinger både med i xylofonen på Roy Ayers Ubiquitys »Red, Black & Green«, og det klinger med i de over-funky beats på Sarah Webster Fabios »Sweet Songs«, ligesom det klinger med i det stolte og meget smukke jazz-inferno på jazzlegenden Joe Hendersons »Black Narcissus« og i den desperat skrigende futurisme på Carlos Garnetts »Mother of the Future«.
Der er en særlig fornemmelse af fortrop, når man hører kompilationen, en fortrop vel at mærke, der ikke trækker flokken ind i musikalske blindgyder. Der bliver bygget ovenpå jazzen og roots-musikken og lagt funky nye brosten på vejen imod den hiphop-revolution, som tog sin begyndelse i 1970’erne, og som siden har været en central kulturel byggesten for flere bølger af borgerrettighedskamp. Så lad musikken spille og vanviddet stoppe.
Diverse kunstnere: ’Soul of a Nation: Afro-Centric Visions In The Age Of Black Power – Underground Jazz, Street Funk, & The Roots Of Rap 1968-79’ (Soul Jazz Records)
