Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nikolaj Arcels ’The Dark Tower’ er et raffineret episk drama med Matthew McConaughey i en flad rolle

Budskaberne og symbolikken i Nikolaj Arcels filmatisering af Stephen Kings ’The Dark Tower’ gør forfatteren ære, men fartblindhed sætter ind og gør det svært at se
Budskaberne og symbolikken i Nikolaj Arcels filmatisering af Stephen Kings ’The Dark Tower’ gør forfatteren ære, men fartblindhed sætter ind og gør det svært at se

UIP

Kultur
18. august 2017

Det er en utaknemmelig opgave, Nikolaj Arcel har fået med filmatiseringen af Stephen Kings episke serie The Dark Tower. Serien er på otte bind, plottet er vanvittigt komplekst med elementer af både fantasy, horror og science fiction, men det virkelige drama foregår i karakterernes indre monolog.

Forsøg lige at koge det ned til en 95 minutters Hollywoodproduktion, der er »all killer no filler«, som Stephen King selv hyldede filmen på Twitter. Det er svært, og det fremgår. Der skal træffes nogle valg, og nogle af dem vil være rigtige, og nogle vil ikke.

Men man bør bedømme den film, der er, og ikke den film, man forestiller sig kunne have været der. Og med det udgangspunkt er filmen god – og meget mere end et actionbrag.

Filmen foregår i et univers, hvor flere verdener eksisterer parallelt. The Dark Tower står i midten af disse verdener og opretholder balancen. Som en kæmpe fallos, ja, ja. The man in black, Walter, (spillet af Matthew McConaughey) forsøger at ødelægge dette tårn og dermed fremkalde universets sammenbrud »Darkness and fire«.

I den ene dimension befinder vi os i en postapokalyptisk wild west-verden, hvor en Gunslinger ved navn Roland (Idris Elba) er den sidste tilbage af sin æt, der har svoret at beskytte tårnet.

Blændet af hævngerrighed jagter han The man in black. I et nutidigt New York City kastes drengen Jake (Tom Taylor) frem og tilbage mellem psykologer for at få ham ud af den drømmeverden, hvor han ser mænd i sort, revolvermænd og muterede væsner udkæmpe en ulige kamp.

»Lad os tale om din far,« siger velmenende voksne, der antager, at Jakes drømmesyn er forbundet til tabet af hans far og ikke udtryk for en evne, der kan beskytte eller ødelægge universet. Jake finder vej til Rolands verden, og alle tre hovedpersoner finder ud af, at det ikke er tilfældigt.

Barnet og den voksne

Arcel har fat i det helt rigtige, når han sætter fokus på, at voksne afviser børns evne til at se klart. Deres evne til at gennemskue sammenhænge og mennesker. Stephen King har gennem hele sit forfatterskab skrevet om det, at nogle børn ikke ser så definitive grænser mellem det abstrakte og det konkrete, og at det er en fordel, når man kæmper mod ondskab, som man som gennemciviliseret voksen kan have svært ved at forestille sig. Det er ikke en eller anden blødsøden forestilling om børns naivitet og fantasi. Nej, nærmere er det en kritik af de voksnes afvisning af barnets perspektiv som værende lige så relevant som en voksens.

Jake møder i Roland en voksen, der anerkender hans syn på verden. Før har det kun været hans jævnaldrende venner, der har accepteret hans mærkelige idéer som et nørdet karaktertræk. I Rolands verden bliver Jakes syn – eller diagnose, om man vil – ikke knyttet til det, at han er et barn, her er det et karaktertræk, som også voksne kan have. Forskellige mennesker har forskelligheder.

Og husk på, at det er Rolands verden, der er den postapokalyptiske. Det er her, kampen om universets overlevelse er blevet udkæmpet, i Jakes verden går man rundt i uvidenhed, og skønt der er langt flere våben, så er det ikke den verden, The man in black opfatter som en trussel.

»You’re gonna like earth,« siger Jake til Roland, da han spørger, om patroner er lige så svære at få fat i der som i hans verden. I den verden, vi kender, går de rundt og skyder på hinanden i vildskab, og det gør dem ude af stand til at gennemskue strukturer og afholder dem fra at rette pistolen mod den egentlige fjende. Det er meget raffineret fortalt af Arcel. I kugleregn kan man ingenting se. Hvis man kun har én kugle i kammeret, så sørger man for at skyde af de rigtige grunde.

Filmens problem

Venskabet mellem Jake og Roland vil man gerne se meget mere til. Her lever filmen virkelig, og både Tom Taylor og Idris Elba gør det fremragende som to outsidere, der finder hinanden og hjælper hinanden tilbage til kernen af dem selv.

Scenografien, som Jake og Roland bevæger sig rundt i, er filmisk imponerende, men skifter nogle gange lidt aprubt; så er de i dyb skov, så i øde ørken og så i bjerge. Det skifter for hurtigt til, at man får fornemmelsen af deres lange udmagrende rejse.

Rent visuelt er det imponerende at se, hvad filmfotograf Rasmus Videbæk har gjort i særligt de små rum, når kuglerne flyver rundt. En vellykket sammenblanding af western og scifi-udtrykket. 

Men det, der forhindrer filmen i at løfte sig, er Matthew McConaugheys figur. Han er ondskaben selv, men hvorfor? Det ved vi ikke. Det betyder, at figuren bliver utroværdig og giver McConaughey meget lidt at arbejde med, hvilket gør hans skuespil meget stift og forudsigeligt. Han er en flad figur i et episk drama – helt malplaceret. Hans ellers ofte roste tilbagelænede og kølige stil kommer i denne rolle til at virke uinspireret og kedelig.

På den ene side er det helt rigtigt at vælge at bruge tiden på relationen mellem Roland og Jake, på den anden side betyder det, at relationen mellem Roland og The man in black bliver forsømt. Måske er filmen simpelthen bare for kort: »All killer no filler« er filmens problem, ikke dens styrke.

’The Dark Tower’. Instruktør Nikolaj Arcel, Manuskript Nikolaj Arcel, Akiva Goldsman, Jeff Pinkner og Anders Thomas Jensen. Baseret på Stephen Kings serie The Dark Tower. Vises i biografer i hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mere end almindelig vidtløftigt. Tak for advarslen!

Søren Kristensen

Jeg fatter intet.

Søren Kristensen

- skulle jeg sige, heller intet.

Marianne Borgvardt

- lyder som noget, man bør se