Hvis den amerikanske rockmusik er et træ, er det et træ, der slår sine rødder i rhythm and blues, country og tidlig rock’n’roll, og fra toppen af dets stamme udgår et utal af forgreninger i alle mulige retninger.
Det er i løbet af historien ofte de mest radikale musikalske eksperimenter, der har ført de vildeste nye forgreninger med sig, men det betyder ikke, at der ikke stadig er kunstnere, som formår at være nyskabende og at lyde friske, samtidig med at de lægger sig helt tæt op ad de mest klassiske og allermest amerikanske forlæg.
Philadelphia-bandet The War on Drugs er et særlig godt eksempel på dette. Deres storladne stenerrock lyder langt hen ad vejen som en blanding af de ærkeamerikanske rockkoryfæer Bob Dylan og Bruce Springsteen.
Men som en tilføjelse bruger The War on Drugs guitarerne som drømmefangere og lægger et esoterisk lag oven på det traditionelle fundament. Og med dette greb har de formået at virke kunstnerisk nødvendige i tiden og at være et stort rockband på et tidspunkt, hvor rocken har måttet lade pladsen på hitlisterne til fordel for hiphoppen.
Musikalske åbenbaringer
Ligeledes på deres nye plade A Deeper Understanding. Her er der stadig tale om klassisk guitarrock malet op med så mange lag, at det næsten fremstår som virtual reality, mens trommerne pumper derudad. Og endnu engang er det fremstillet med forsanger Adam Granduciels supersoniske sans for detaljer.
Men hvor det syngende jeg på de tidligere plader sad fortabt tilbage og så verden og livet fare forbi, har han fundet et stærkere ståsted på A Deeper Understanding. Lyrikken er derfor præget af balance, indre ro nærmest, som også forplanter sig til musikken, der er mindre hektisk, og som i endnu højere grad end tidligere får lov til at udfolde sig i lange instrumentalstykker.
For eksempel på den ambitiøse 11 minutter lange førstesingle »Thinking of a Place«, der sender lytteren ind i en dyb rockmeditation. Og på outroen i »Strangest Thing«, hvor man efter de harmonisk rolige vers nærmest aner musikalske åbenbaringer, når lyset bryder igennem skydækket på mellemstykket og outroen.
De seneste års stenerrock har med navne som Kurt Vile, der faktisk var med til at starte The War on Drugs, og klassens fjollede dreng Mac Demarco ofte brilleret ved at stå i doven eller træt opposition til præstationssamfundet, ligesom The War on Drugs altså har dyrket deres egen udbrændthed.
På A Deeper Understanding formår The War on Drugs at bevæge sig lidt ud af den magtesløshed, men vejen ud leder ikke ind i effektiviseringens greb. Den leder dem tværtimod til et sted med ro, dybde og tålmodighed, og det virker som et rigtig godt valg.
Sprøde trommer og kaktusguitar
Den californiske ørken, som blandt andet omgiver spillebyen Las Vegas, er i den amerikanske kulturhistorie kendt for at være et brutalt sted. Et sted, hvor mørke drømmesyner nok skal finde deres vej til den allermest amerikanske sjæl igennem psykedeliske stoffer eller generel overophedning, når den komfortable storbyboer bevæger sig ud af byen for at møde de goldeste sider af den amerikanske natur.
Hos ørkenrockerne Queens of the Stone Age, der netop huserer i den californiske ørken, er der i tråd med denne tradition fokus på ubalance og dissonans. Forsanger Josh Homme slår fra den første skæring på den nye Villains, »Feet Don’t Fail Me«, fast, at han vakler i livets dans.
Og det er tydeligt, at han vakler igennem en verden, man kan slå sig på, for Queens of the Stone Ages ørkenrock er nærmest karikeret tør – guitarerne stikker som kaktusser og trommerne er soltørret sprøde.
Men på Villains sniger der sig også noget andet ind, et lille touch af noget elektronisk flydende, der peger ud af de mest stenede landskaber. Og blandt andet herigennem får pladen en dybde, som gør den til et ekstremt relevant bud på ørkenrock anno 2017, hvor den domestikerede amerikaner kan se nye sider af sig selv.
Tryghedsfolk
Da Sam Beam, der udgiver musik under navnet Iron & Wine for alvor slog igennem med pladen The Shepherd’s Dog fra 2007, fandt han sit helt eget skramlede og poetiske sted i den nye bølge af alternativ amerikansk folkrock. Et sted, hvor livet smagte metallisk, blodigt, og hvor alle hans melodier ville noget med lytteren.
Senere har han været tæt på at udvande det selvsamme sted, blandt andet ved at blive alt for pæn i sine produktioner og for kompromissøgende i sine melodier. Hans nye plade, Beast Epic, bevæger sig lidt i samme trygge spor, hvor klangene går op i en højere enhed med melodierne, mens ingen af lydene skurrer.
Hans stemme er blød og varm som fløjl, hans små fortællinger er præget af harmoni og en sød poesi, og han sætter for så vidt ikke en fod forkert. Men det virker grundlæggende mærkeligt at tage den amerikanske folkrock til så trygt et sted på dette tidspunkt, hvor det amerikanske folk er brutalt splittet, det virker som en overspringshandling, før de store interne kampe skal udkæmpes.
The War on Drugs: ’A Deeper Understanding’ (Atlantic Records/Warner Music).
Queens of the Stone Age: ’Villains’ (Matador Records/Playground Music).
Iron and Wine: ’Beast Epic’ (Sub Pop/Playground Music)
