Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nyt fra en nostalgisk humanist

'Lys i mørket' er en gensynsfest for Kaurismäki-fans kombineret med en godhjertet historie om at række hånden ud mod en nødstedt syrisk flygtning
'Lys i mørket' er en gensynsfest for Kaurismäki-fans kombineret med en godhjertet historie om at række hånden ud mod en nødstedt syrisk flygtning

Camera Film

Kultur
18. august 2017

Finske Aki Kaurismäki fortsætter med at skildre forsagte mænd fra arbejderklassen, der finder ind til en kerne af medmenneskelighed og solidaritet i mødet med en fremmed. Sådan en historie var hans sidste film, Miraklet i Le Havre (2011), om mødet mellem skopudseren Marcel og drengen Idrissa, der kommer til den franske havneby fra Gabon som blind passager.

Og sådan en historie er den nye Kaurismäki-film, Lys i mørket, om den forhenværende handelsrejsende Wikström (Sakari Kuosmanen) og den syriske flygtning Khaled (Sherwan Haji), hvis spor krydses ved skraldespandene bag restaurant Det gyldne krus i udkanten af Helsinki. Restauranten har Wikström netop købt af en skruppelløs svindler. Pengene fik han ved at sælge sit restlager af herreskjorter og satse hele formuen i pokerspil. 

Alt er ved det gamle i Kaurismäkiland

Lys i mørket (ikke at forveksle med Lys i tusmørket, som Kaurismäkis film fra 2006 hedder) er en helt traditionel Kaurismäki-film med deadpan skuespil præget af let melankolske, mimikløse ansigter. Karaktererne bevæger sig rundt omkring hinanden på en nærmest mekanisk måde, deres rygge er ranke, de giver et fast håndtryk og slår en proper næve, hvis det endelig skal være.

Filmen foregår i et anakronistisk Helsinki, der står med en fod solidt placeret i en udgave af 1960’erne, der kun findes i Kaurismäki-film, og en fod i noget i en nutid med computere, digitalkameraer og en presserende flygtningekrise.

Lydsiden udfyldes af finsksproget bluesmusik. Hvor den amerikanske bluestradition dyrker desperationen, dyrker den finske afart resignationen. Teksterne er heldigvis oversat og udgør en ret stor del af den samlede fornøjelse, som Lys i mørket er – her f.eks.: »I den mørke skygge/ sidder jeg med mine længsler/ dagen bragte meget/ men den føles nu alligevel spildt.«

Filmen er fuld af Edward Hopper-inspirerede billedkompositioner, hvor en karakter får lov at sidde og blomstre i al sin ensomhed på en baggrund af varme farver og med ganske få betydningsfulde rekvisitter.

Den alkoholiserede kone, som Wikström forlader i begyndelsen af filmen, sidder ved køkkenbordet i deres fælles hjem, der er beskedent og pertentligt indrettet. Væggene er grønne, voksdugen er rød, og hun er helt uden for rækkevidde. På bordet står et askebæger med top på og en overdimensioneret kaktus. Den slags komiske, stiliserede billeder med få overdrevne elementer (og uden spor af de seneste 60 års design) er Kaurismäkis signatur.

Første halvdel af Lys i mørket er lidt af en gensynsfest for fans af den finske instruktør. Sakari Kuosmanen, der spiller Wikström, er et kendt ansigt fra Kaurismäki-film som Manden uden fortid (2002) og Drifting Clouds (1996). Også hans foretrukne skuespillerinde, Kati Outinen, er med. Efter at have spillet god, kærlig og syg hustru i Miraklet i Le Havre udtalte hun, at Kaurismäki fra et feministisk synspunkt var faldet af på den med hensyn til kvinderoller. I Lys i mørket optræder hun kort som forretningsindehaver, der vil flytte til Mexico City for at drikke sake og danse hula.

Brav genstand for andres intentioner

Det er først et stykke henne i filmen, at Wikström og Khaled træffer hinanden. Indtil da kører deres historier parallelt, og her er det til at se, hvor Kaurismäki er på hjemmebane, og hvor han er på udebane.

Khaled virker til at begynde med malplaceret i Kaurismäkis særegne univers, som en repræsentant for en aktuel krise snarere end en karakter i egen ret. Hans opførsel er lige så stoisk som resten af persongalleriet (undtagen lige de frådende nynazister), men i de første mange scener med Khaled er han primært genstand for andres gode og dårlige intentioner.

Khaleds ankomst til Helsinki som blind passager gemt i en ladning kul slår en absurd tone an. Den er også gennemgående i hans møder med de finske myndigheder, der høfligt og afmålt optager rapport. Det foregår på en skrivemaskine, Kaurismäki er tydeligvis ikke til sinds at slippe anakronismerne, men digitalkameraet og fingeraftryksscanneren har dog fået lov at komme med i billedet af hensyn til historien.

Khaled søger asyl og kommer på asylcenter, hvor han møder irakiske Mazdak (Simon Hussein Al-Bazoon), der forklarer ham, hvordan tingene fungerer i Helsinki: De melankolske bliver deporteret først, så det gælder om ikke at se for trist ud. Men heller ikke for glad – så tror folk bare, man er gal.

Khaled fortæller myndighederne sin historie. Han er mekaniker fra Aleppo og flygtet sammen med sin søster Miriam (Niroz Haji), der forsvandt undervejs. Det eneste, han vil, er at finde hende, og det kræver, at han bliver i Europa. Men myndighederne mener på absurd vis ikke, at Aleppo er usikkert nok, så med hjælp fra en godhjertet person (en af mange i denne film) flygter han fra asylcentret og møder så Wikström.

Noget øjenåbnende, udfordrende kulturmøde er der ikke tale om. Wikström beslutter sig prompte for at hjælpe Khaled med at undgå udvisning og at finde sin søster, mens han prøver at holde skruen oven vande i den uddaterede restaurant. De to handlingsspor hænger ikke voldsomt godt sammen, men nu vil Kaurismäki altså både besynge solidariteten med de nødstedte og den lille mands kamp for at klare dagligdagen. Og så bliver det sådan.

’Lys i mørket’. Manuskript og instruktion: Aki Kaurismäki. Finsk. Biografer over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her