Læsetid: 4 min.

Et alt for påtrængende liv

Belgiske Nathalie Teirlencks debutspillefilm er mere fokuseret på at skildre afstand mellem mennesker og eksistentiel rådvildhed end på at afvikle et perfekt plot
11. august 2017

Verden virker alt for påtrængende for den 30-årige Alice (Evelyne Brochu), der lever alene i Bruxelles. Omgivelsernes lyde, der dominerer lydsiden i Fortiden foran os, er høje og skurrende. Byen og rummene omkring hende fremstår flimrende og befolket af mennesker, der kun lejlighedsvis skiller sig ud fra flimmeret og kræver hendes opmærksomhed.

Alices blik er fjernt, når hun om dagen løber af sted på et snurrende løbebånd, inden hun skal videre ud på byens dyre hoteller, hvor hun arbejder som escortpige. Hendes blik er skræmt, når telefonen ringer fra et ukendt nummer, og hendes bevægelser er febrilske, når hun piller simkortet ud for at blive fri for det uønskede kontaktforsøg.

Ikke plads til nogen søn

Den belgiske instruktør Nathalie Teirlencks spillefilmsdebut er et fintfølende portræt af en kvinde, der prøver at gøre sig utilnærmelig, men bliver tvunget til at tage sig af den syvårige søn, hun ellers har forladt. Robin (Zuri François) har mistet sin far i et trafikuheld, og med en snedig (og urealistisk, men pyt med det) manøvre lader farbroren Alice hænge på drengen.

I udgangspunktet er der slet ikke plads til en søn i Alices liv. Hun lader Robin være alene hjemme, når hun skal arbejde, og siger til sin chauffør og ven Michael (Eriq Ebouaney), at det er hendes nevø, som hun skal passe et par dage. Alice er lige så ringe til at lyve, som hun er til at sige, hvordan hun har det, og Michael – der arbejder for at få råd til at få sin familie op til sig fra Afrika – hjælper med at passe drengen.

Det er et typisk filmgreb at lade et tragisk trafikuheld vende op og ned på hovedpersonens liv, og det kan gøres mere eller mindre elegant. Nathalie Teirlenck gør ikke så meget ud af at sandsynliggøre den hurtige, ukommunikerede overdragelse af Robin, men det accepterer man nemt, fordi filmen så åbenlyst er mere fokuseret på at vise afstand mellem mennesker og eksistentiel rådvildhed end at afvikle et perfekt plot. Og det er et elegant og dvælende forløb af afvigemanøvrer og tøvende tilnærmelser, Nathalie Teirlenck har lavet.

Scenerne i Fortiden foran os har ikke så travlt med at slå pointer fast og markere vendepunkter. I stedet afsøger de stille og roligt mødet mellem den modvillige mor og den søn, hun til at begynde med slet ikke kender.

Mellem afvisning og tilnærmelse

Fortiden foran os gør ikke meget ud af psykologiske forklaringer, motivanalyser og skyldsspørgsmål. Karakterernes baggrundshistorier antydes hist og pist, og så er spændingen ellers baseret på, hvordan det fremmedgjorte, afmægtige menneske, som Alice er, lykkes med at møde de mennesker, der trænger sig ind på hendes territorium.

I mange scener (og måske også for mange – filmen er knap to timer lang) ser man hende stå let modløst og vakle mellem afvisning og tilnærmelse. Det gælder først og fremmest over for Robin, men også over for hendes far, en dement enkemand og tidligere forfatter, der bor på plejehjem.

Og det gælder over for bejleren Olivier (Arieh Worhalter), der melder sig på banen med omsorg og romantisk interesse ad libitum. I de fleste af de relationer, filmen skildrer, har man indtryk af kun at se toppen af isbjerget, og at der er en masse, der ikke bliver fortalt.

Olivier er derimod en temmelig flad karakter, der nøjes med at udfolde standardrepertoiret for bejlere i film om mennesker, der har svært ved at åbne sig. Kærlighedshistorien er der som en måde at undersøge, om Alice nu er parat til at åbne sig og møde verden for alvor, men i sig selv er den filmens svageste punkt.

Hovedet oven vande

Det er den ukonventionelle relation, der udvikler sig mellem Alice og Robin, som gør Fortiden foran os til en rørende film. Det nedtonede skuespil forhindrer den i at blive sentimental. Det er en film, der går mere op i at kredse om sit tema om afmagt og omsorg end i at forløse et ydre drama.

I svømmehallen, hvor Alice holder sin krop ved lige på en komplet lystforladt måde, øver nogle af de andre svømmere sig i livredning og sætter dermed en ret fed streg under det for Alice så presserende spørgsmål om, hvordan man holder hovedet oven vande her i tilværelsen, når man pludselig står med ansvaret for et andet liv.

Filmen er fuld af ledemotiver og betydningsbærende rekvisitter, men undgår heldigvis at fungere som en rebus, der skal afkodes. De genstande, Alice fumler rundt med (en T-shirt, der tilhørte den afdøde ekskæreste, forskelligt legetøj og en besynderlig vækkeurslampe med kunstig solopgang og fuglekvidder), giver bare anledning til, at Evelyne Brochu kan udfolde sit udmærkede og i sig selv interessante portræt af en kvinde, for hvem omverdenens forventninger er overvældende og ødelæggende.     

’Fortiden foran os’. Manuskript og instruktion: Nathalie Teirlenck. Belgisk. Vises i udvalgte biografer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu