Læsetid: 5 min.

Péter Nádas’ vilde og vanvittige blik på livet

Kroppen, dens smag og uddunstninger, for ikke at tale om det hæsblæsende knepperi er verdens nav i ungarske Péter Nádas’ monstrum af et mesterværk. Nu udkommer det første af tre bind på dansk
19. august 2017

Det begynder dramatisk, og som man kender det fra bunkevis af krimier: med et lig, i det her tilfældet snedækket og i en tilsyneladende stilfærdig slummer på en bænk i Berlins Tiergarten. Året er 1989, julen nærmer sig, også det er af en eller anden grund klassisk.

Havde Péter Nadás’ kæmpestore roman – dette første af tre bind er på næsten 500 sider – nu faktisk været en krimi, havde vi naturligvis fulgt opklaringsarbejdet med kig skiftevis over skulderen på den undselige og jegsvage kondiløber, studenten Döhring, som nærmest snublede over liget, og den selvbevidste kriminalassistent med juridisk embedseksamen, dr. Kienast.

Det kunne der også være kommet klassisk krimi ud af. Mellem den enes tænderklaprende usikkerhed og den andens på én gang kølige og excentriske væsen (dr. Kienast holder af at snuse til kriminalgådernes artefakter, herunder til afdøde, mere om det senere) er der en svag homoerotisk spænding, som kunne have fulgt opklaringsarbejdet i en dunkende rytme.

Men det er ikke den vej, romanen tager.

Fra rum til rum

Vi skal i stedet med tog og unge Döhring til en velhavende tante i den tyske provins og til en konflikt (om følelsesmæssig afhængighed, kvælende familiebånd?), der i dette første bind kun lige akkurat antydes. Herfra springer fokus næsten tredive år bagud, til marts 1961 og til en herskabslejlighed i Budapest, hvor telefonen en tidlig morgen kimer gennemtrængende.

Ført af dens kalden glider vi fra rum til rum i den store lejlighed og møder dens beboere, stuepigen og hendes lille søn, fru Erna og hendes søn og svigerdatter og endelig en drømmesyg ung mand glanende ud ad vinduet, sandsynligvis forfatterens alter ego.

Péter Nádas: ’Parallelle historier bd. 1. Den tavse provins’

Det er et spændingsfyldt menageri, men igen kun lige akkurat antydes det, hvilke konflikter spændingen udgår fra, og hvor de skal bringe handlingen hen.

Sådan går det fra kapitel til kapitel i Péter Nádas’ fascinerende monstrum af en roman, frem og tilbage mellem Berlin og Budapest, fra mellemkrigsårene til Murens fald og tilbage igen.

En hovedperson i ét kapitel er biperson i et andet, en handlingstråd spundet i ét kapitel trevles op i det næste eller slutter brat. Derefter følger andre personer og nye lige akkurat anslåede konflikter.

Man bruger som læser en del energi på at finde det mønster, som muligvis slet ikke er der. Og lykønsker – vistnok temmelig formålsløst – sig selv, når der med hundrede siders mellemrum endelig bindes en knude. Aha, det må jo så være fru Ernas mistede datter! Aha, så er det måske derfra, tanten har sine mange penge! Osv.

Den indimellem trættende jagt på plot og knudepunkter skyldes for en del, at romanen både i form og indhold så at sige simulerer sammenhængene. Her er i anslag og et stykke af vejen den brede episke beretning om familiers skæbne i urolige tider. Og her er flere af de faste sigtelinjer i Europas politiske historie; krigene, Holocaust, opstanden i 1956, østdiktaturernes hemmelige politi – og altså på et tidspunkt Murens fald.

Det er alt sammen det udvortes, romanen som scene for handling og kontante begivenheders fremadskreden.

I det mindste ligger det største

Péter Nádas’ roman handler bare meget lidt om den form for ydre og spektakulære begivenheder og om muligt endnu mindre om det fremadskridende.

Romanen afrapporterer oftere fra bevidstheden og tankemylderet hos sine personer, end den gengiver, hvad personerne siger. Nogle steder glider fremstillingen over i drømmeagtige sekvenser, hvor en person kan opløse sig og ændre identitet, og den ene tid umærkeligt bytte plads med en anden. Europas politiske historie bliver på den måde højst til en fjern og spøgelsesagtig kulisse eller en realitet oplevet gennem personernes matterede bevidsthed.

I romanen udvikler tingene sig desuden uendelig langsomt. En biltur til hospitalet kan fylde 50 sider, et samleje over hundrede. Den forsinkelse i fremstillingen skyldes de mange bevidsthedslag og strømme af fortællinger, der er bundet til det samme øjeblik. Fra et hårdhændet samleje kan der meget vel springe en mættet erindring om barndommens kostskole.

Péter Nádas i haven i Gombosszeg, en landsby i det sydvestlige Ungarn, hvor han siden 1984 har boet først i indre eksil først fra diktaturet siden i opposition til tilværelsen i hovedstaden.
Læs også

Og så har det sin forklaring i romanens udtalte interesse for det uanselige. Ordvekslingens tilsyneladende ubetydelige detaljer, brynenes eller læbernes sitren, vindueskarmens pres mod hoften, lysindfaldet i en stue.

I alle tilfælde gælder, at i det mindste ligger det største.

Det er mærkeligt og frydefuldt at se, hvordan det tilsyneladende banale og allermindste på den måde kan blive projektion for de drabeligste kampe om retten til eksistens. Komisk skildret for eksempel i en scene, hvor unge Döhring, vores forkælede kondiløber, for første gang i sit liv på egen hånd skal indkøbe et par underbukser.

Hvilket drama af et møde med disk og ekspeditrice!

Men først og fremmest fortæller Péter Nádas’ roman om det mindstes storhed i kroppens og i det erotiskes perspektiv.

Kroppen og særligt dens uddunstninger er personernes uindtagelige bastion, et sted at søge beskyttelse, men et sted også at åbne bevidstheden mod andre verdener. Som det hedder om en af personernes forhold til sin krops dufte: »Det var duften, der åbnede ham og gjorde ham i stand til at træde ind gennem sit livs hemmelige indgang. Han så, hvad han så, vidste, hvad han kunne vide, erindrede snart det ene og snart det andet, ved hjælp af sine egne kropsdufte kunne han løsrive sig fra den virkelige verden.«

Det er en forening af sansning og bevidsthed som hos Proust, bare er madelainekagens søde smag udskiftet med kroppens sansebombardement. I det ligger en fascinerende virkelighedsoplevelse, ikke som udtryk for personernes (eller for den sags skyld romanens) distraktion, men som en dyb og respektfuld optagethed af det væsentligste: kropshørmen – undskyld vendingen: en finger i røvhullet – som eksistensens inderste anknytningspunkt.

Knepperiet som overlevelse

Fru Erna følger bekymret og vrissent sin krops aldring og sin til tider ukontrollable peristaltik, hendes søn hiver i en uendelighed i sin forhud, når han ikke afsøger mellemkød eller anus for nye lugte. Imens søger kroppene hinanden, der er en boblen og en syden, mellem moren og hendes svigerdatter, mellem den ammende og hendes veninde.

Alt dette emmende kød, som kriminalassistent Kienast havde færten af i romanens første kapitel, alt knepperiet, alle kropssafternes frodige strømme, er en kamp for overlevelse, mod den anden og med den anden, og »en måde at udskyde nuets opløsning«.

Læs også

Det er en vild og vanvittig, men også vildt fascinerende perspektivforskydning på ikke bare historien, men verden, tilværelsen, livet fra øjeblik til øjeblik, Péter Nádas’ roman giver læseren. Krævende også, helt fysisk anstrengende og selv til allersidst fuld af gåder og sprækker.

Nádás var angiveligt 18 år om at skrive bogen, inden den endelig kunne udkomme i 2005. Jeg ved ikke, hvor mange af de mellemliggende 12 år, Péter Eszterhás har brugt på at oversætte den til dansk, men det må på en i øvrigt respektindgydende og lang liste af oversættelser have været en af hans til dato sværeste opgaver.

Så vidt jeg kan vurdere på grundlag af den danske tekst, har han løst den mere end godt.

Péter Nádas: ’Parallelle historier bd. 1. Den tavse provins’. Oversat af Peter Eszterhás. Forlaget Rosinante. 468 sider, 299,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu