Læsetid: 4 min.

Popmusikkens paradevogn sendt til ophug

De tårnhøje musikalske visioner er velrepræsenteret i den danske undergrund, hvor ikke mindst den mørke electronica søger de banebrydende udtryk. Projekterne Khalil og Age Coin, der begge er signet på det velrenommerede pladeselskab Posh Isolation, står – med forskellige grader af held – for to ambitiøse nye udgivelser
Danske Khalil filterer al menneskelighed gennem den mest tætmaskede digitale si.

Danske Khalil filterer al menneskelighed gennem den mest tætmaskede digitale si.

Kristian Emdal

1. september 2017

En lydlig animation af en væg af vand. Tårer, der løber langsomt, som om tårerne godt selv ved, at de ikke er mere end en simulering, et kunstigt frembragt udtryk for følelser. En kvindestemme, der siger: »You made dark personal,« mens en rumlende fabrik af lyd tager os langt væk fra de mest gængse definitioner af det personlige.

På danske Khalils visionære debutalbum The Water We Drink bliver al menneskelighed filtreret igennem den mest tætmaskede digitale si. Der er konstante hints af noget popmusikalsk, af hooks og følelsesstyring, men hver gang snubler popmusikken i sin eksistens og splintrer før sin undfangelse. Eller bliver fanget i et skurrende mørke, der ikke rummer muligheden for forløsning.

Men selv om vi hele tiden bliver holdt hen, så bliver vi alligevel holdt fast. Af Nikolaj Vonsilds eftermenneskelige vokal ikke mindst, der lover mere. Mere menneskelighed, mere følelse, mere berøring. For så at skuffe vores behov ligesom væggen af vand, som vi prøver at støtte vores hoved imod, forsøger at hvile os op ad, men som ikke har substans nok til at holde os oppe eller for den sags skyld bare til at omslutte os på en meningsfuld måde.

Og da vi så er allermest følelsestørstige og hudsultne, bliver vi belønnet for en kort, men vigtig bemærkning midt inde i nummeret »Natures Envy«, hvor en varm synthesizer spiller melodiske akkordbrydninger, der bortskyller alle de spændinger, som har samlet sig på vores overflade. Inden vi så bliver suget tilbage i ikkeforløsningen.

Ørkesløs søgen

Det er en mere end almindeligt svær balancegang, som Khalil – der består af Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine, Cancer), Simon Formann (Lower, Yen Towers, Age Coin) og Villads Klint – forsøger at gå med The Water We Drink. Men de lykkes, de går oven i købet linen ud, og resultatet er et kunstværk, der er i total kontrol med sig selv, men som samtidig er komplekst på den helt dyre måde.

Med den særlige kombination af Nikolaj Vonsilds sans for alternativt fængende popsangskrivning og Simon Formanns evner inden for mørk industrial finder de frem til et sted, hvor det genkendelige, de popmusikalske sprog, som vi kender til hudløshed, bliver brugt til at opstille en referenceramme, som duoen så til gengæld gør alt, hvad de kan for at hive og slide i.

The Water We Drink kommer til at handle om kunstnerisk og menneskelig stræben og om aldrig at nå frem til det endelige, den endelige tilfredsstillelse, meningen måske:

»Thought when I reached water I would stop,« synger Nikolaj Vonsild på åbningsnummeret »Trapper«, hvor udgangspunktet for den musikalske tour de force – der nu er destinationsløs, vandet slog alligevel ikke til – udmejsles med synthetiske trommelyde.

Og videre på »Rest My Head Against A Wall Of Water« understreger han den opløsning, som hans nye indsigt fører ham ind i, og understreger, at der ikke findes hvile i dette musikalske univers, der findes kun denne ørkesløse søgen.

Eller det vil sige, der findes glimt af hvile – hvor akkordbrydningerne på »Natures Envy« er det mest markante – men de er strøet ud over pladen, sådan som de er strøet ud over livet, og de er kun det, kun glimt. Og måske de endda kun er et kunstnerisk frembragt udtryk for følelsen af hvile. Hvem ved? The Water We Drink er ikke kommet for at give svar, den er kommet for at give udtryk. Og mere imponerende udtryk skal man lede længe efter.

Sociale knuder

Det bliver lidt mindre stramt i konceptet på den nye udgivelse fra Simon Formanns andet elektroniske projekt Age Coin. Et projekt, Formann har sammen med Kristian Emdal, der ligeledes var en del af det hedengangne postpunk-orkester Lower, og som siden Lower gik i opløsning har brugt en del tid sammen med det københavnske superband Marching Church.

Performance, der består af otte dystre techno-numre, har et mere sammensat, kollagelignende udtryk. Det er afgjort talentfuld techno, hvor lydbillederne er malet med et blik for det tredimensionelle og en særlig fornemmelse for nuancer.

Og det handler tydeligvis også her om at frembringe en kompleksitet. Men i denne forbindelse tillader duoen sig at slippe grebet en smule om det samlede udtryk, og i sidste ende er det lidt svært at mærke, hvor de gerne vil tage os hen.

Måske vil de tage os ind i en musikalsk afbildning af komplekse sociale bånd og knuder af det væv af roller, som vi (måske/måske ikke) performer på de sociale spilleplader. Måske de med de forskellige akustiske indslag (strygerne på »Domestic I«, der næsten får lov til at spille uforstyrret, og klaveret på »Domestic II«) vil skabe spændfelter imellem det organiske og det elektroniske eller imellem to forskellige former for liv, det domesticerede og det dansable. Men den tvivl, den kunstneriske spænding, der opstår her, er ikke helt så dragende og ikke helt så skelsættende.

Der er dog masser af stærke momenter på Performance. Ikke mindst faktisk, når pladen opløser de insisterende beats, som den gør på »Domestic I«, hvor en alt andet end domesticeret cello (måske kontrabas) tager os med lige ned i minefeltet imellem technodystopi og skovsø.

Khalil: ’The Water We Drink’ (Posh Isolation)

Age Coin: ’Performance’ (Posh Isolation)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu