Læsetid: 5 min.

Popstjernerne grounder sig i country-traditionen

Countrymusikken er blevet et modningsritual i amerikansk pop. En grounding i en klippefast tradition midt i en opbrudstid. Hør bare Miley Cyrus, Lady Gaga og netop nu Kesha
Kesha Rose Sebert – tidligere Ke$ha

Kesha Rose Sebert – tidligere Ke$ha

Sony Music

25. august 2017

Flyvske popstjerner grounder sig selv i countrymusikken i disse år. De vender tilbage til den store, stolte tradition og dens harmoniske univers af store følelser og lige så store vidder. Brændt kærlighed, selvdestruktion, morderiske drifter, shotgun i gyngestolen på verandaen, ridt mod solnedgangen, whisky på stemmelæberne og hånden på Bibelen.

De store, tunge fundamentale størrelser i livet, og den menneskelige dårskab, der omringer dem. Eller: »Jeg elsker dig, og jeg har min egen hest,« som Casper Christensen engang beskrev genren med mekka i Nashville og sit helt eget liv i en parallel massekultur.

I disse år hiver popstjernerne den så igen og igen indenfor i poppens mainstream. Beyoncé (med sangen »Daddy Lessons«, der skabte den allerpinligste ballade i countryetablissementet), Lady Gaga (flere numre på hendes 2016-album Joanne), Miley Cyrus (»Wrecking Ball«), Gwen Stefani (i duet med sin kæreste, countrymusikeren Blake Shelton på »Go Ahead and Break My Heart«), Jennifer Lopez (der synger duet med countrystjernen på »My House«) og Justin Timberlake, der både har optrådt til Country Music Association Awards og været i studiet med countrybandet Little Big Town.

Og så er der naturligvis Taylor Swift, der har afsæt i countryscenen i Nashville, som hun flyttede til som 14-årig. Hendes popularitet er steget yderligere, efter at hun forlod genren. Men mon ikke hun en dag vender tilbage til den? Det kunne i hvert fald være smart, for det er en tiltagende populær genre med et købestærkt, hvidt publikum i ryggen.

Men lad os skubbe kapitalismen til side (ja, skal vi ikke?) og konstatere, at country også grounder popstjernerne i Nashville, Tennessees musikalske rodnet, dér, hvor der er blevet formuleret så store dyder op gennem det 20. århundrede. Johnny Cash, Patsy Cline, Willie Nelson, Waylon Jennings, Roy, Dolly Parton har alle huseret eller er opvokset eller døde i byen.

Så country forbinder pop til ærkeamerikansk musikhistorie, forlener den med en sepia-nostalgisk tone. Lyden af et gammelt USA, der er trængt i defensiven af globalisering, politisk splittelse og ren og skær modernitet.

Det er en klippefast tradition i en opbrudstid. Og det er noget at stå fast på, ja, måske nærmest et modningsritual for nogle af de yngre popsangere. Få sig en konservativ tyngde ikke mindst i kærlighedssangen, som nærmest synes at komme af sig selv, når først man finder sin twang frem foran mikrofonen.

Frigørende ord og musik

Hvilket bringer os til 30-årige Kesha Rose Sebert (tidl. Ke$ha). Hendes første demobånd, som hun udgav efter som teenager at være flyttet til Nashville med sin mor, indeholdt ifølge Billboard »a gorgeously sung, self-penned country ballad that hints at what could’ve been had Ke$ha pursued a different path«. I stedet valgte Dr. Luke – stjerneproduceren, der opdagede Kesha – en anden sti. Dén, der fører ned til det kække og profitable power-pop-tivoli.

Hvilket der bliver rådet bod på med Rainbow, hendes første album i fem år. Her er flere country- og folk-sange.

Albummet kan så også ses som et frigørelsesprojekt fra stjerneproduceren Dr. Luke, som Kesha i mellemtiden har anklaget for sexchikane og både fysisk og psykisk vold, hvilket har udmøntet sig i flere retssager og forsøg på at slippe ud af et kontraktligt forhold til ham. Indtil videre uden held. Flere af dommene er blevet anket, men der er ikke megen udvikling i dem ifølge New York Times. Ja, de eneste verserende sager p.t. er Dr. Lukes sagsanlæg mod Kesha for kontraktbrud og æreskrænkelse.

Måske er de her linjer til ham? »I’m a motherfucking woman, alright/ I don’t need a man to be holding me too tight.« Amen, uanset hvem de måtte være rettet imod. For det er frigørende ord og musik.

Frigørelsen er så bare ikke en realitet i virkelighedens verden, for Kesha skal stadig lave yderligere to albummer under kontrakt med Dr. Luke, der dog har haft storsind til ikke at producere mindst seks sange på Rainbow, hvilket han ellers har kontraktlig pligt til. Han har holdt sig på afstand, men tjener stadig procenter på albummets indtægter.

Modgang? Dén kender country-musikken som sin egen bukselomme! Der er to rene country-sange på Rainbow. Den fyrige »Hunt You Down«, der helt skamløst kopierer groovet fra Johnny Cashs »I Walk The Line«. Og ligesom i dele af Cashs virke har protagonisten mord i øjnene: »Baby, I love you so much/ Don’t make me kill you.«

Og så er er den halvkedelige »Old Flames (Can't Hold A Candle To You)«, hvor hun minsandten synger duet med mesteren Dolly Parton.

Og tillad mig også at nævne er den smukke, banjo-drevne, mere folkede afslutter »Spaceship«. Hvor hun med fødderne solidt plantet i traditionens muld rækker ud i universet. »I knew from the start I don’t belong in these parts/ There’s too much hate, there’s too much hurt for this heart/ Lord knows this planet feels like a hopeless place/ Thank God I'm going back home to outer space.«

Det er sange, der giver hende en patos, en traditionsbunden stolthed, ja, en grounding – som man kan nyde rent æstetisk i sangene eller vælge at høre som udtryk for fortsat knejsen i strid modvind. Intet modner som bekendt karakteren som modgang.

Omfavn forandringen

Men hold på hestene. For der er både revl og krat på Rainbow. Det er jo et popalbum, og dét fordrer nu om dage, at der er lidt for enhver smag med henblik på streamingtjenesternes tag-selv-bord. Så her er også helt rene ballader som den Robbie Williams-klingende »Bastards« og hairrock-drønet »Let ’Em Talk«, hvor hun i verset lyder som Alanis Morissette. Der er den Amy Winehouse-farvede soul-stomper »Woman«, gospellagkagen »Praying« og den morsomme, B-52’s-inspirerede »Boogie Feet«.

Rainbow er ikke et overvældende fantastisk album, men det har virkelig sine øjeblikke, ikke mindst dem, der dufter af Nashville, Tennesee.

Personligt synes jeg, at et af de smukkeste og bedste eksempler på pop-country-crossover-tendensen er Miley Cyrus’ 2013-hit »Wrecking Ball«. Den er ganske vist ikke klædt på som en countrysang, men hendes Nashville twang og omkvæddets saluterende karakter gør den alligevel til slet camoufleret country.

Noget, som country-stjernerne Dixie Chicks ekspliciterede yderligere med deres coverversion. Og hertil ordene: »I came in like a wrecking ball/ I never hit so hard in love/ All I wanted was to break your walls/ All you ever did was break me.«

Det var en popstarlet, der pludselig blev til en stor tragiker, som hun sad dér letpåklædt på, ja, netop en wrecking ball. Og det er sgu så bittert ironisk, at netop Dr. Luke er producer og medsangskriver på »Wrecking Ball«.

Det er han ikke på Cyrus’ aktuelle single »Younger Now«, en popsang med countrynoder især i omkvædet – og ledsaget af en musikvideo, hvor hun både er klædt ud som og emulerer Elvis og Johnny Cash.

Det er en fin sang om, at alderen frigør dig, får dig til for alvor at føle dig ung. Hvis du omfavner forandringen. »Change is a thing you can count on«.

Men vi kan også stole på de uforanderlige kernekompetencer i country-musikken. Jord, støv, whisky, vemod, kærlighed, mord, religion. Stole på, at de vil revitalisere unge, yngre og aldrende popstjerner. Igen og igen. Indtil der ikke er flere hits i riflerne, og de må ride mod deres karrierers solnedgange.

Kesha: ’Rainbow’ (Kemosabe Records/RCA/Sony Music)

Miley Cyrus: ’Younger Now’ (Single) (Sony Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu