Læsetid: 3 min.

Portræt af kunstneren som en ulykkeligt forelsket entreprenør

’Danserinden’ fortæller med stort visuelt overskud historien om den visionære danser Loïe Fullers formative år og hendes stædige kamp for at forløse sin kunstneriske vision
Sangerinden Soko som danserinden Loïe Fuller i ’Danserinden’.

Sangerinden Soko som danserinden Loïe Fuller i ’Danserinden’.

Another World Entertainment

11. august 2017

Loïe Fuller (1862-1928) var en amerikanskfødt pioner inden for det, der skulle blive til moderne dans. Med sine kostumer, koreografier og sin lysteknik skabte hun en form for dans uden fast trinrepertoire, hvor menneskekroppen ikke selv er i fokus, men på akrobatisk vis sætter farverige billeder i bevægelse.

Som f.eks. i serpentindansen, som Lumière-brødrene filmede i 1899, hvor danseren er iført lange hvide gevandter med vingelignende ærmer, der går ned til jorden og er forlænget med stave. Danserens bevægelser, stoffets hvirvlen rundt i luften og belysningen af den hvide dragt danner tilsammen en abstrakt og omskiftelig figur, hvor farver og flader hele tiden ændrer sig.

Den slags teknisk og kunstnerisk nyskabende numre optrådte Fuller med på natklubber og teatre i Paris, hvor hendes formsprog inspirerede art nouveau-bevægelsen.

Stéphanie Di Giustos spillefilmsdebut Danserinden er et – svimlende og flot – portræt af Loïe Fuller (spillet af sangerinden Soko) og en historie om, hvordan hun blev den kunstner, hun var.

Til Europa

Danserinden er baseret på kunsthistorikeren Giovannni Listas bog om Loïe Fuller, men filmen er langt fra at være en essayistisk beskrivelse af en kunstnerisk praksis. Det er en kulørt og dramatisk historie om den visionære dansers formative år og kamp for at forløse sine kunstneriske visioner og personlige længsler.

Historien begynder på landet i Illinois, hvor den fransktalende Marie Louise, som Loïe Fuller oprindeligt hed, lever med sin muntre drukkenbolt af en far.

Det liv kollapser, og hun tager sine skitsebøger med sig til New York, hvor hun flytter ind hos sin puritanske mor i afholdsbevægelsens kvindehjem, hvor kvinderne sidder stille i fromhed og broderer på et stort, tungt stykke stof, mens Loïe flagrer rundt med store, lyse og lette klæder på sit værelse.

I New York forsøger hun uden held at slå igennem som skuespiller, møder den æter-afhængige grev Louis d’Orsay (Gaspard Ulliel), der bliver en livslang støtte for hende, og bliver desillusioneret over, at veninden Kate (Tamzin Merchant) kan slippe afsted med at kopiere hendes serpentindans.

Rejsen til Europa er i filmen en hovedkulds flugt fra en mangelfuld ophavsretslovgivning og et utaknemmeligt kunstnerisk miljø mod den parisiske scene, der var omdrejningspunkt for la belle époque. Virkelighedens Loïe Fuller oplevede en vis succes i USA, før en vellykket turné i Europa fik hende til at bosætte sig i Paris. En søster havde hun også, men filmens Loïe er i udgangspunktet alene i verden og skal henad vejen lære, hvem hun kan stole på.

Elev, rival og hjerteknuser

Heller ikke i Paris kommer Loïe let til tingene. Hun opfører sig målrettet og bestemt grænsende til det bryske og insisterer på mere forberedelsestid og flere lamper, end direktøren på det legendariske revyteater Folies Bergères umiddelbart vil give hende.

Loïe tager patenter på sine danse og de lystekniske løsninger, hun udvikler, og bliver ved, selv om hendes ben har svært ved at holde til de krævende koreografier med tunge kostumer, og hendes øjne bliver slidt af lampelyset.

Danserinden er båret af en stoflighed og et visuelt overskud, der kommer til udtryk i scenografien, kostumerne, dansen og den flydende kameraføring.

Synet af det lommetørklæde, grev d’Orsay hælder æter over og lægger over sit ansigt for at inhalere sine abstinenser væk, overskygger eksempelvis Gaspard Ulliels skuespil, og det er snarere gennem Loïes fascination af materialerne, deres tekstur og bevægelsesmønstre, man forstår hende, end gennem hendes følelsesliv – selv om det også fremstilles ret strabadserende.

Da Loïe Fuller med grev d’Orsays hjælp åbner en skole for udvikling af moderne dans, melder den kompromisløse amerikanske danser Isadora Duncan sig som elev og bliver også hurtigt Loïes muse, rival og ulykkelige kærlighed.

Den del af historien giver næring til myten Loïe Fuller, men det, der for alvor fanger blikket i Danserinden, er de scener, hvor kunstneren bare passer sit arbejde.

’Danserinden’. Manuskript og instruktion: Stéphanie Di Giusto. Fransk. Udvalgte biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu