Læsetid 3 min.

Rapport fra anoreksiens lukkede hospitalsværelse

Johanne Kirstine Falls debutroman handler om en ung anorektisk kvinde, der nødtvungent lader sig indlægge. Det er godt skrevet, men føles alligevel underligt uvedkommende
9. august 2017

Har anoreksi en særlig fascinationskraft? Det er et af de spørgsmål, man sidder tilbage med efter at have læst Johanne Kirstine Falls velskrevne, men uforløste debutroman, Der er altid nogen at befri.

Romanen følger en ung kvinde, Katrina, op til og under en tre måneder lang indlæggelse på Odense Universitetshospital. Katrina vejer 42 kilo og mener, hendes idealvægt er 31. Egentlig synes hun ikke, at der er grund til at blive indlagt, men et skub i den rigtige retning fra den velmenende kæreste, Jakob, overbeviser hende; hun kender i øvrigt masser af måder, man kan snyde på:

»Man kan drikke en masse vand inden vejningen eller fylde lommerne med småsten, hun har endda læst om piger, der puttede større sten op i vagina.«

Den slags tricks – og om de bliver opdaget – fylder meget i romanen.

Katrina indlægges, og man følger beskrivelserne af livet og dagene på en afdeling for folk med anoreksi: vaner og neuroser, de indbyrdes konkurrencer pigerne imellem og den underliggende dehumanisering af de syge. Som når en lægepraktikant ikke kan finde en blodåre at stikke i på Katrinas arm og bemærker, at »de er så forbandet svære at finde på jer«.

Øer af fortid

Det er altså hospitalets lukkede rum, Johanne Kirstine Fall åbner for os i sine korte, titelløse kapitler: de nøje afmålte måltider, gåturene, plejerne. Ret hurtigt fornemmer man, at Katrina er en af de mere ressourcestærke piger, hun har en kæreste, venner, der besøger hende, hun læser gode bøger. Alt tyder på, at hun nok skal klare den.

Vi hører også lidt om Katrinas problematiske forhold til sin far, om hendes søstre og om den klippefaste Jakob, men ingen af disse relationer foldes rigtigt ud. De forbliver uforløste øer af fortid i beskrivelserne af dagene på afdelingen.

Der er altid noget at befri har en ligefrem og ukunstlet tone, og dens miljøbeskrivelser er utvivlsomt realistiske. Men det bliver også ensformigt at høre om i længden, og lidt inde i romanen begynder man at spørge sig selv, hvorfor man skal interessere sig for denne historie.

I pressemeddelelsen fra bogens forlag, Gladiator, står der, at bogen er »chokerende læsning«. Dette skabte for mig en usikkerhed i læsningen. For betyder det, at der finder en slags afsløring sted, altså at bogen er selvbiografisk, et vidnesbyrd fra en hospitalsindlæggelse? I så fald er det ikke gjort klart – der står f.eks. »roman« på bogens omslag.

Nøgternt foruroligende

Uanset hvad siger ordvalget måske noget om, hvad der for forlaget at se har været denne bogs eksistensberettigelse: Den handler om noget så chokerende som at have anoreksi. Det kan ikke undgå at virke lidt irriterende.

Samtidig er det, som om bogen heller ikke selv mener, den bør kunne mere end at fortælle virkelighedstro om at være i behandling for en spiseforstyrrelse. Og det gør desværre, at den føles uvedkommende.

Men som sagt, Johanne Kirstine Fall kan godt skrive; der er masser af potentiale i hendes sprog. Et par af beskrivelserne af Katrinas psykoser er rigtig gode, fordi de ligger i samme nøgterne stilleje som resten af romanen og dermed bliver desto mere ildevarslende:

»Det klør i nakken, jeg virrer med hovedet og fører en hånd op til stedet, hvor huden er irriteret. Noget koldt og glat er vokset ud af min nakke. Jeg river det ud. Det er en spire.«

Det er denne slags forsigtige, foruroligende arbejde med sproget, der er fascinerende i Johanne Kirstine Falls bog, ikke hvad hun kan rapportere fra anoreksiens lukkede rum.

Johanne Kirstine Fall: Der er altid nogen at befri. Gladiator. 248 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu