Rapport fra anoreksiens lukkede hospitalsværelse

Johanne Kirstine Falls debutroman handler om en ung anorektisk kvinde, der nødtvungent lader sig indlægge. Det er godt skrevet, men føles alligevel underligt uvedkommende
9. august 2017

Har anoreksi en særlig fascinationskraft? Det er et af de spørgsmål, man sidder tilbage med efter at have læst Johanne Kirstine Falls velskrevne, men uforløste debutroman, Der er altid nogen at befri.

Romanen følger en ung kvinde, Katrina, op til og under en tre måneder lang indlæggelse på Odense Universitetshospital. Katrina vejer 42 kilo og mener, hendes idealvægt er 31. Egentlig synes hun ikke, at der er grund til at blive indlagt, men et skub i den rigtige retning fra den velmenende kæreste, Jakob, overbeviser hende; hun kender i øvrigt masser af måder, man kan snyde på:

»Man kan drikke en masse vand inden vejningen eller fylde lommerne med småsten, hun har endda læst om piger, der puttede større sten op i vagina.«

Den slags tricks – og om de bliver opdaget – fylder meget i romanen.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu