Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Rummelige fællesskaber på Hvidovrevej

»Der bliver en mærkelig stemning«, som det hedder i Hanne Kvists opløftende fællesskabsfortælling i billedbogen ’Træet, dyrene og os’, hvor træerne vil være med til at spille matador
Træerne forstyrrer børnene og dyrene, som spiller Matador, og ræven ender med at råbe af dem. Træerne holder op med at rasle og undrer sig over al den surhed. Børnene og dyrene forklarer, at reglen er, at træer står stille. Træet synes, at det er en dum regel.

Træerne forstyrrer børnene og dyrene, som spiller Matador, og ræven ender med at råbe af dem. Træerne holder op med at rasle og undrer sig over al den surhed. Børnene og dyrene forklarer, at reglen er, at træer står stille. Træet synes, at det er en dum regel.

Illustration fra bogen

Kultur
26. august 2017

Forleden blev jeg spurgt om, hvorfor børn har godt af at læse børnelitteratur, herunder billedbøger. Det er der mange gode grunde til, svarede jeg. En af dem er Hanne Kvist. For bedst som man troede, at moderne billedbøger skulle handle om ensomhed og forældresvigt med intertekstuelle referencer og den slags, kommer Hanne Kvist med en finurlig og morsom fortælling om børnefællesskaber.

Og selv om jeg er begejstret for de mørke billedbøger, er det opløftende med en fællesskabsfortælling, som ovenikøbet er helt anderledes end de mange happy go lucky billedbøger.

Ved første gennemlæsning er jeg en smule mystificeret. Hvad er der med de træer, og hvorfor spiller to børn matador ude i en skov? Svaret på det første spørgsmål venter vi lidt med, men hvad angår børnene, må svaret være hvorfor ikke? Ikke mindst hvis man forestiller sig, at dyrene repræsenterer andre børn, sådan de lidt vilde børn.

Så altså, en pige og en dreng spiller Matador med en ræv, en elg og en slange, lige indtil de bliver forstyrret af et træ. Det bliver fortalt med spring tilbage til i forgårs og i går, hvilket er ret usædvanligt for en billedbog, der ofte har en kronologisk fortælleform. Træet får derfor en fremtrædende placering, så læseren kan undre sig over det store mørkebrune træ, som kigger på flokken og hele tiden kommer nærmere. De andre træer begynder at larme og rasle. Selv dyrene vil hellere løbe rundt og hoppe, og børnene må insistere på at fortsætte spillet. Det er morsomt på en underspillet måde.

»Ræven har Rådhuspladsen,« lyder det. Senere: »Hvem har Hvidovrevej. Ingen svarer. Elgen slår og kommer i fængsel.«

Tegningen viser den søvndrukne, sørgmodigt udseende elg slå med terningerne. Den har et uovertruffent visuelt udtryk. Når teksten fortæller, at de vilde dyr ikke vil spille, men hellere løbe stærkt og springe højt, ser man elgen gynge med sit karakteristiske lettere kedsommelige blik. Vildt dyr not so much.

Træer i sitdownstrejke

Som sagt forstyrrer træerne spillet, og ræven ender med at råbe af dem. Træerne holder op med at rasle og undrer sig over al den surhed. Børnene og dyrene forklarer, at reglen er, at træer står stille. Træet synes, at det er en dum regel, og spørger, hvem der har fundet på den? Ganske sigende og morsomt beskylder dyrene og børnene hinanden. Træerne gider ikke være med, hvis de bare skal stå, og de lægger sig derfor ned, hvilket er et centralt opslag i bogen.

Som læser bliver man et kort øjeblik desorienteret, fordi træerne hidtil har været vertikale. Men nu har de altså en slags sitdownstrejke i protest over ikke at være inkluderet i fællesskabet. Dyr og børn kigger mismodigt fra øverste højre hjørne ud på de liggende træer, og teksten spiller ind med nok bogens mest underspillede sjove sætning: »Der bliver en mærkelig stemning.«

Det foranlediger elgen til action. Den synes, at de er for sure, og vil gerne være med. Træet foreslår, at de leger gemme. Næste opslag viser dyr og børn sidde helt tæt sammen nu i nederste venstre hjørne, mens træerne stikker af i højre hjørne, ud af fortællingen. Der er tal drysset ud over skovbunden, for der tælles til 99 og »Nu kommer vi!« Og så slutter bogen!

Pointen står tilbage: Man bliver nødt til at lytte til hinanden og justere på regler og forventninger, hvis alle skal kunne være med. Og det skal de jo her i inklusionens tidsalder. Her sker det ovenikøbet uden hjælp fra en voksen.

Det er en velkomponeret og opmuntrende billedbog med underspillet humor. Teksten er skarp og barberet ned til det mest nødvendige, og den spiller godt sammen med illustrationerne, de fine efterårsfarvede akvareller. Eneste hage er, at slutningen efterlader (i hvert fald) mig i et forsøg på at forestille mig en skov med træer, der leger gemme.

Hanne Kvist: ’Træet, dyrene og os’. Gyldendal, 32 sider, 229,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her