Læsetid 4 min.

Se, Lanois, han maler med klange

Roots-fornyeren, soul-shamanen og studietroldmanden Daniel Lanois gav en pletvist forunderlig koncert rig på historie, men også utopi. Og så var den aldrende danske folk-duo Lasse & Mathilde minsandten også på scenen
Daniel Lanois – her under en tidligere koncert – er bedst kendt som producer, og han liveproducerede også nærmest sit orkester under hans nylige koncert i DR Koncerthuset.

Daniel Lanois – her under en tidligere koncert – er bedst kendt som producer, og han liveproducerede også nærmest sit orkester under hans nylige koncert i DR Koncerthuset.

David Wolff - Patrick/Getty

12. august 2017

Historien flyder som en stor og stærk og pluralistisk flod gennem canadiske Daniel Lanois’ verden. Og vi bliver alle våde denne torsdag aften.

Som han står dér på scenen i DR Koncerthusets store – og bestemt ikke udsolgte – sal, formår han at vikle os alle ind i hans verden af besjælede harmonier, forheksende grooves og astronomiske såvel som jordbundne klange.

Det starter ceremonielt med, at en kvintet vandrer langsomt på scenen, mens de synger den spiritual-klingende »Still Water«. Lanois begynder at kærtegne elguitaren, snart istemmer bassisten, så trommeslageren.

De to sidste – en mand og en kvinde oppe i årene – virker lidt rådvilde. Lanois dirigerer dem til og fra mikrofonen. Alt imens »Still Water« går over sine bredder, forlænget til langt ud over originalen, og netop derfor får lov at fortrylle os med sit snu groove og højstemte vokalharmonik. »Take it to church,« instruerer han hen mod enden sangerne.

Det er en fortryllende start. Og da den er slut, forlader manden og kvinden scenen, og Lanois siger: »These two cats showed up at our doorstep.« Og at det var ingen ringere end den gamle danske folk-duo Lasse & Mathilde. Så har man set det med.

Tag kvinden med ud at rejse

Daniel Lanois’ koncerter er viltre garnnøgler af passion, nogle gange på kanten til det skramlede, men samtidig på et højt teknisk niveau. Bassistens båndløse lethed og trommeslagerens mangefarvede synkoperinger, der bevæger sig fra kattepoter til tørre tæsk. Og guitaren, der synes at formidle et helt livs dedikation.

At se Lanois angribe elguitaren i de bedste passager er som at se et helt væsen udfoldet. Hidsige gestikulationer ud i eksistensen, glasskår i fodsålerne, grus i maskineriet. Hele overkroppen i affekt. Og så pludselig de vægtløse svæv gennem tonerne, løsrevet fra de barske realiteter såsom tyngdekraft og boligskat. Fabulerende med fingrene.

Lanois har kroppen solidt plantet i kosmos. Det apollinske og det dionysiske, det sfæriske og det jordbundne, flugten og hjemstavnen. Det er der alt sammen. Nogle gange indkapslet i hver enkelt organisme af en sang, nogle gang med et enkelt aspekt udfoldet.

Som når han sætter sig ved sin pedal steel-guitar. På det virkelig alt for store lærred bliver det eneste videokameras nærbilleder af hans florlet sofistikerede strøg og pluk på instrumentet til en fordybelse i mikroskopisk taktil musikalitet. Selv den mindste berøring sender lys ud i verdensrummet og ind i vores dna. En ubegribeligt let kærlighedserklæring. Ikke kun til universet, men vist også til huden, kvindekroppen. Fingrene, der danser så let over strengene, har i hvert fald deres egen erotik.

Om at elske en kvinde siger Lanois, at man skal være i stand til at tage hende til steder langt væk – og at det sagtens kan være med forestillingsevnen, ikke i et transportmiddel. Og så spiller han mesterligheden »Fire« fra 2003-hovedværket Shine. »My angel I promised her/We'd be dressed in a cloud/Standing on pillars of fire/Singing out loud.«

Hymner er kedelige

Mere moderne strategier sætter også fut i koncerten. På storskærmen ser vi nu Lanois’ fingre dreje og trykke på knapper, i gang med at mixe og manipulere sig gennem sine elektroniske ekskursioner nu assisteret af en fjerde musiker ved alle ledningerne. Lanois i færd med at live-producere sit band i fuld firspring gennem et langt mere dubbet – på et tidspunkt endda drum’n’ bas’et – univers, hvor elektronikken vender vrangen ud på bassen eller trækker trommeslagene ud i guirlander af klapperslanger. Se, Lanois, han maler med klange.

Musik kan være et helligt helle. En dulmende faktor 50 smurt direkte på sjælen, en beskyttelse mod virkelighedens radioaktivitet. I de bedste passager er Daniel Lanois og hans bands koncert netop dét – og meget mere.

Til gengæld får jeg ikke meget ud af at høre hans mere hymniske rocksange, og jeg er heller ikke altid lige vild med bassistens højfrekvente korsang. Det ene trækker koncerten i en unødigt maskulin og konservativ retning. Det andet lægger en flad blank toneart henover Lanois’ smukt sprukne vokal – så fuld af levet liv og dermed mangfoldige lag af erkendelse, at den for min skyld kunne have stået helt afklædt i lange passager af koncerten.

Verden er porøs, hvis vi lader den. Hvis vi giver den opmærksomheden, som den fortjener. At lytte til Lanois sliber opmærksomheden kirurgisk skarp.

Ikke kun fordi han mestrer en enorm bevidsthed om fiktive og faktiske klangrums interne kommunikation. Men også fordi enhver skabelse af musik er et resultat af lytning. Til verden og til musikken, der kom forud.

I det her tilfælde har vi denne torsdag aften overværet resultatet af en 65-årig canadier, der har gennemlyttet sit udvalgte – og betragtelige – hjørne af musikhistorien. Som han har fordøjet, fortolket, stillet sig og skabt en ny soul på. Daniel Lanois’ sange er en forædling af hans lytning til fortiden og til sig selv, sin krop, sin sjæl, sin samtid. En bevægelse væk fra det bestående og så alligevel samtidig en hjemkomst.

For samtidig har han jo også skabt sin egen utopi, dérnede i musikken – hans eget billede af den musikhistoriske flod, som ændrer sig hele tiden. »Shot from truth and love, not darkness.« Udenfor er sommernatten i brunst.

Daniel Lanois – DR Koncerthuset, Kbh., torsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu