Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De har sikret, at Raqqas rædsler aldrig bliver glemt

Dokumentar om de prisvindende syriske borgerjournalister fra Raqqa er rystende og rørende
Kultur
3. august 2017

Et for et lægger Aziz billederne af sine dræbte kolleger ned på det rodede bord. Det ene oven på det andet. Hans hænder og krop ryster af sorg, mens det ene smilende, unge ansigt afløser det andet. Så mange af hans venner er borte, dræbt af Islamisk Stat, fordi de insisterede på at lade omverdenen vide, hvordan livet under Islamisk Stat virkelig var.

»Jeg ser på de her billeder hele tiden,« fortæller han.

»De er min anden familie.«

Langsomt samler han billederne sammen i en bunke og gemmer dem væk, så de andre i ’familien’ ikke ser dem. Det ville være for ubærligt.

Aziz er en af hovedpersonerne i den prisbelønnede dokumentarfilm City of Ghosts, som fortæller historien om en gruppe modige unge borgerjournalister fra den syriske provinsby Raqqa, der siden 2011 har sat livet på spil for at fortælle omverdenen, hvad der er sket med deres elskede by.

Knuste drømme

Vi følger en lille gruppe af aktivister fra de første euforiske dage, da Det Arabiske Forår nåede til Raqqa, og folk gik på gaden for at kræve frihed.

Det er her Mohamed, Hussam, Hassan og deres venner begynder at filme, fotografere og skrive om, hvad der sker i den ellers ret søvnige provinsby ved bredden af Eufrat. Dengang anede ingen, mindst af alt dem selv, at Raqqa få måneder senere skulle blive hovedstad i det forhadte islamistiske diktatur, som militante islamister etablerede i store dele af Syrien og Irak.

Billederne af dansende bryllupsgæster, unge mænd, der springer i floden på en varm sommerdag, og piger uden tørklæder tegner et temmelig naivt billede af den tabte uskyld i tiden før IS, men måske forståeligt nok, når man sammenligner med al den død og ødelæggelse, som filmens meget unge hovedpersoner siden har oplevet.

»Jeg blev meget hurtigt voksen,« som en af aktivisterne formulerer det i filmen.

Assad-regimet begynder at arrestere og skyde demonstranter, og senere kører Islamisk Stats kampvogne ind i byen, og de første medlemmer af gruppen bliver taget og henrettet.

Filmens stærkeste del er helt klart de hemmelige optagelser fra livet i Raqqa under IS, hvor offentlige henrettelser, massearrestationer og alenlange køer af sulte børn bliver hverdagskost. De fleste af optagelserne har været vist på internationale tv-stationer, men tåler bestemt et gensyn, der kan minde om, hvor forfærdeligt et regime, IS har ført.

Ingen længe bliver det for farligt for de idealistiske mediefolk at blive i Raqqa, og de fleste flygter i eksil. Først til Tyrkiet, hvor de forsøger at holde liv i et netværk af informanter, som stadig befinder sig i den besatte by. Og siden, da en af gruppens grundlæggere bliver skudt ned på åben gade i grænsebyen Gazientep, til Tyskland, hvor de med myndighedernes hjælp gemmer sig på hemmelige adresser rundt omkring i landet.

Vigtig for eftertiden

City of Ghosts fortæller først og fremmest om den pris, aktivisterne i Raqqa is Being Slaugtered Silently-gruppen har betalt for at dokumentere Islamisk Stats forbrydelser i byen. Mange af gruppens oprindelige medlemmer er døde i dag, mens flere fortsat lever med en meget konkret dødstrussel hængende over hovedet på grund af Islamisk Stats mange opfordringer til sympatisører i Tyskland om at finde dem og slå dem ihjel.

For de modige unge mennesker fra Raqqa is Being Slaughtered Silently har målet være at afsløre Islamisk Stats propaganda og vise, hvordan livet i det såkaldte kalifat i virkeligheden var.

Det mål, må man sige, at de har nået. Men her i 2017, mens krigen mod IS stadig raser, er det svært at vurdere, om de har sat livet på spil for ingenting – eller om deres billeder, videoer og nyheder fra den besatte by har bidraget til at skabe den brede, politiske opbakning, der er i det meste af verden til krigen mod Islamisk Stat.

Under alle omstændigheder bliver det formentlig deres unikke optagelser af afhuggede hoveder på byens offentlige pladser og befolkningens lidelser, som står tilbage, når historien om vor tid mest voldelige, fanatiske og ekstreme politiske bevægelse skal skrives.

Og det må jo siges ikke at være så ringe en præstation endda.

Det er masser af gode grunde til, at City of Ghosts vandt Publikumsprisen på CPH:DOX 2017. Filmens vigtige historiske vidnesbyrd er bestemt en af dem.

’City of Ghosts’. Instruktør: Matthew Heineman. Premiere i dag i Grand Teatret, Vester Vov Vov, Øst for Paradis, Cafebiografen Odense, Nicolai Bio Kolding, Biffen Aalborg, Gentofte Kino, Ishøj Bio og Reprise Teatret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her