Læsetid: 4 min.

Der skal noget til for at kunne skrive scener, hvor skamlæber, skyld og dødsangst er til stede samtidigt

Peter Adolphsen vil ikke andet end at finde på og lave en elegant, kompliceret fortællemaskine – og det lykkes ud over al forventning. Men hvad er det med al den liderlighed?
Som en anden gal videnskabsmand undersøger Peter Adolphsen, hvor mange mærkelige træk man egentlig kan forbinde i én skikkelse, mens de stadig fremstår med en selvfølgelig naturlighed. Den slags kræver talent, det har Adolphsen.

Som en anden gal videnskabsmand undersøger Peter Adolphsen, hvor mange mærkelige træk man egentlig kan forbinde i én skikkelse, mens de stadig fremstår med en selvfølgelig naturlighed. Den slags kræver talent, det har Adolphsen.

Isak Hoffmeyer

26. august 2017

Hvad nu, hvis jorden i 2019 blev invaderet af en enkelt mikrobe, kaldet »ofu«, fra det ydre rum? Og hvad nu, hvis den mikrobe formerede på menneskers hud og fremkaldte en hidtil ukendt, dødelig sygdom? Hvad nu, hvis den sygdom gjorde folk ekstremt liderlige, men også fik deres hud til at rynke, indtil de pludseligt eksploderede? Hvad nu, hvis København var epicenter for sygdommen, hvis konsekvenser – planetarisk set – trods alt viste sig minimale?

Der hittes på til højre og venstre i Peter Adolphsens nye roman, Rynkekneppesygen, og det med en ubesværet og overlegen bevægelighed. På godt 200 sider zigzagger man gennem liderlig overdrive og pludselig smertelighed hele vejen fra mikrobernes opkomst i det ydre rum over medicinske redegørelser og til sygdommens forskellige ofre og deres forbløffende ens skæbner. De knepper i det store hele, til de dør.

Man bevæger sig fra udredninger af sprog på andre planeter til underhudens niveauer, fra prosexfeminisme til subtile forandringer i de sociale koder i rynkekneppesygens tid. Man bevæger sig fra biologisk science fiction til mikromagi. Men især bevæger man sig boblende hurtigt fra scene til scene.

De stadigt mere bizarre optrin følges til dørs med en mild og overraskende komik. Hittepåsomheden bliver aldrig anstrengt, selv når den er alt for meget – som når den første smittede, Winnifred, og hendes kæreste, Artur, forsøger at tilfredsstille sig med smattede bananer midt i Kvickly. De går simpelthen amok: Alt i frugt- og grøntafdelingen er jo formet som peniser! Som en anden smittet må konstatere midt i en kikset redningsaktion: »Vi ligner sgu den onanerende Olsen-bande.«

Lige præcis.

Peter Adolphsen: ’Rynkekneppesygen’

Uforudsigelige skikkelser

Winnifred og Artur fylder meget i romanens første halvdel. Så forsvinder de. I stedet følger man en række andre par, især den praktiserende læge Beatrice, siden hendes mand (tada!) Dante Carstensen. Sådan er det nemlig i Rynkekneppesygen. Den egentlige røde tråd er sygdommen, ikke menneskene. Bogens skikkelser introduceres og forlades hurtigt og pludseligt, de er – ligesom de er bærere af parasitten – bare bærere af en historie.

Og alligevel er de sjældent livlige og rørende, alle de mennesker. Og uforudsigelige. Vilde detaljer klistrer sig til dem. Adolphsen nærmest smovser i at finde på sjove facts om dem. Som en anden gal videnskabsmand vil han undersøge, føles det som om, hvor mange mærkelige træk man egentlig kan forbinde i en skikkelse, mens de stadig fremstår med en selvfølgelig naturlighed.

Enhver kan pludselig vise sig at være tragisk falleret elitesportsdyrker, hemmelig stjerne i det burleske miljø, sentimental, middelmådig digter. Men bogen vil ikke pege hen mod noget symbolsk eller dybt med sine detaljer. Den vil bare dyrke dem og overraske sin læser.

Artur, får man hurtigt at vide, er i sin førsyge tilstand især optaget af at bygge små, meningsløse maskiner, han er en nørkler:

»Disse maskiner var sjældent større end et par stablede skotøjsæsker og havde til formål at udføre en simpel, dagligdags opgave på en maksimalt kompliceret måde, som for eksempel den, han for indeværende arbejdede på, hvis formål var at pudse et par briller.«

Det lyder næsten som en poetik. I al fald undlader Adolphsen ingen mulighed for lige at tage en tangent og en forhistorie med eller foretage et vildt skalaskift. Ikke fordi han vil os noget med det, egentlig, det fornemmer man ikke.

Spørgsmålet er mere, hvor mange detaljer man kan introducere i en fortælling uden, at den falder fra hinanden eller – vigtigere – mister sin svævende lethed. Den slags kræver talent og en sikker hånd, og det har Adolphsen til overflod.

Grå liderlighed

Noget andet er så det tvetydige billede, Rynkekneppesygen giver af al sin liderlighed. Undervejs udfolder den en mild satire over en ny kropsforskrækkethed, som sygdommen vækker i et Danmark, der i øvrigt fortsætter nogenlunde som før. Pludselig hilser alle med albuebump og overvåger hinanden.

Bogens mest sympatiske skikkelser er en gruppe smittede, der nægter at lade sig internere og i stedet lever og dør i en sexkult, hvis ritualer kredser om Beatles-sangen Come Together.

Alligevel er det som om, de syges liderlighed er den store udjævner, noget der sletter forskelle, gør folk ens. De er så forskellige, alle bogens skikkelser, indtil de bliver syge.

Faktisk er der indtil flere meget ømme og meget forskellige kærlighedshistorier undervejs, stilfærdig ro mellem Winnifred og Artur, tilkæmpet familielykke hos Beatrice og Dante, helt uforudsigelig, elektrisk kærlighed mellem den unge Calla og den midaldrende direktør Mogens von Hielmskiold. Til slut – men det føles for en gangs skyld lidt anstrengt – overvinder kærligheden helt bogstaveligt den sygelige liderlighed.

Med sygdommen er det anderledes, så kan alt og alle bruges. Liderligheden bliver en hinde, sådan beskrives den flere gange, der ligger mellem én og verden. Den er til stede på de mest upassende måder. Som der står undervejs om Dante, som tænker på sin fireårige datter: »Hans tanker var en sammenfiltret masse af sorg, angst, skyld, skam og intens liderlighed.«

Der skal virkelig noget til for at kunne skrive scener, hvor våde skamlæber, skyld og dødsangst er til stede, samtidigt, og er det som andet og mere end en grotesk vittighed. Det lykkes, vildt nok, i Rynkekneppeesygen. Som jeg ikke ved, om er Peter Adolphsens bedste bog – han har skrevet ret mange ret gode bøger – men som er helt umådeholdent god.

Peter Adolphsen: ’Rynkekneppesygen’, Gyldendal,  248 sider, 279,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Knudsen

Sodoma og Gomorra. Hjernen imellem benene.
Utroligt hvad nogen bruger det korte liv til.
Sex uden kærlighed en bundskraber som spegesild uden sild.