Én skuespiller, 13 roller og 50 manifester

I den mest ironiske scene i Julian Rosefeldts Manifesto spiller Cate Blanchet en nyhedsvært, der med den generiske stemmeføring, som nyhedsværter har, taler med en udsendt vejrreporter – også spillet af Cate Blanchet.

Dialogen har intet med dagens nyheder eller det aktuelle regnvejr at gøre, den består udelukkende af citater fra manifester om konceptkunst. Med den amerikanske konceptkunstner Sol LeWitts ord beskriver Blanchets nyhedsoplæser, hvordan ideen er det primære ved det konceptuelle kunstværk, mens selve udførelsen er sekundær. 

Julian Rosefeldts værk er i den grad konceptbaseret. Al dialog er hentet fra det 19. og 20. åhundredes mest berømte manifester fra Marx & Engels' epokegørende kommunistiske manifest til Dogme 95-manifestets filmiske benspænd. Denne tekstcollage fremføres af Cate Blanchet, som spiller 13 forskellige roller i filmen, der oprindeligt er lavet som en videoinstallation med 13 skærme (som i øvrigt kunne ses i Aarhus her i foråret).

Ideen er at fjerne teksterne fra deres historiske kontekst og placere dem i forskellige ikoniske nutidige scenarier, der ikke umiddelbart har nogen forbindelse til manifesterne, som f.eks. en forladt radarstation, et børsmarked, et middagsbord og et forbrændingsanlæg. Når den idé kommer til sin ret i Manifesto, skyldes det ikke bare, at den stråler i sin egen geniale enkelhed, men at udførelsen er vellykket.

Sammenstødene virker

Ingen af de 13 kapitler, som spillefilmsversionen af Manifesto består af, illustrerer, hvad teksterne handler om. Det, der bliver sagt, har ikke direkte forbindelse til det, der foregår, og disse sammenstød mellem tekst og handling er effektfuld.

Virkningerne er forskellige: I nogle scener opstår der en absurditet ved f.eks. at fremføre Claes Oldenburgs tanker om institutionskritisk popkunst som bordbøn i et højborgerligt hjem, i andre scener leder man efter paralleller mellem tekstens indhold og handlingen.

Det sker eksempelvis, når Tristan Tzaras dadaistiske manifest bliver læst op til en begravelse. Den trodsige svælgen i meningsløshed, der er i teksten, passer på sin vis fint sammen med billedet af de sørgende efterladte.

Man kan også læse en ironisk pointe ind i, at uddragene af arkitektoniske manifester bliver ledsaget af en billedside, der følger en renovationsarbejders rutineprægede færden i en lille lejlighed i et betongråt boligkompleks og på forbrændingsanstalten.

Kontrasten mellem den utopiske fremtid, manifesterne beskriver, og nutidshverdagen er slående, men det er ikke filmens ærinde at kloge sig over, hvordan det gik med at realisere de kunstneriske og politiske ambitioner, manifesterne er udtryk for.

Manifesto er hverken et formidlingsprojekt eller et oplæg til en debat om specifikke spørgsmål. Der bliver ikke serveret nogen forkromet sandhed om de seneste par århundreders visionære tænkning. Filmen appellerer i stedet til, at man fortaber sig i tekstmaterialet og iscenesættelsen af det. Citaterne er delt op efter bevægelse, så de er ideologisk beslægtede, men det bliver alligevel tydeligt i løbet af filmens 95 minutter, hvor mange stilistiske og retoriske fællestræk der er imellem teksterne.  

Alt er kunstigt

Når Dogme 95-manifestet om at afstå fra ekstra lyssætning, underlægningsmusik og lyddesign bliver fremlagt af en skolelærer, virker det komisk. Det er tydeligt, at ambitionen bag Manifesto er den diametralt modsatte af den, der kommer til udtryk i de autencitetsdyrkende danske filminstruktørers manifest. Alt i Manifesto er kunstigt og kunstfærdigt udført.

Filmfotografen Christoph Krauss' billeder er knivskarpe og så velkomponerede, at de autentiske miljøer ligner scenografier. Nils Frahm og Ben Lukas Boysens musik og lyddesign tilføjer filmen en gådefuld stemning uden at forfalde til det teatralske.

At forfalde til det teatralske er Cate Blanchets job, og det gør hun godt. De 13 forskellige roller er udviklet af Julian Rosefeldt og Cate Blanchet i fællesskab. Hun spiller dem alle sammen med den samme kølige og statiske form for intensitet – ingen pludselige udbrud eller følelsesmæssige udsving. I nogle roller fremstår hun mere påfaldende klædt ud end i andre.

I rollen som østeuropæisk koreograf med turban og høje kunstneriske standarder kan man godt tale om overspil, men det tjener et formål, for det er i sig selv spændende at se Blanchet komme ud i krogene af sine udtryksmuligheder. Der er gjort noget ud af karakterarbejdet med vidt forskellige bevægelsesmønstre, tyngdepunkter og ansigtsudtryk fra rolle til rolle.

Blanchets gestaltning af moderne arketyper som forskeren, nyhedsværten, husmoren og den hjemløse mand minder om den amerikanske fotokunstner Cindy Shermans Untitled Film Stills. Let afkodelige typer, der er så generiske, at det tangerer det uhyggelige. En af karaktererne er en dukkefører med en dukke, der ligner hende selv, og det virker gennemgående i Manifesto, som om manifesterne bliver fremført af levendegjorte dukker snarere end af levende mennesker. 

’Manifesto’. Manuskript og instruktion: Julian Rosefeldt. Tyskproduceret, engelsksproget. (Udvalgte biografer)