Læsetid: 4 min.

Det smælder ikke ligefrem, når Schlüter, Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning-Schmidt sidder omkring sofabordet på Marienborg

DR1’s ’Statsministrene’ lader de fem nulevende danskere med statsministererfaring mødes og tale om jobbet, som de er enige om både kræver hård hud og ydmyghed
1. september 2017

Det er altid uklædeligt, når mennesker i magtfulde positioner ikke står ved den magt, de har. Omvendt er det altid interessant at høre magtmennesker reflektere over, hvor grænserne for deres magtudøvelse går, og hvordan disse grænser kan rykke sig.

Det er, når det sker, at Statsministrene på DR1 er mest vellykket. Det er helt klart et scoop, at public service-kanalen har fået samlet de fem nulevende danskere med statsministererfaring til en civiliseret komsammen på Marienborg, for at de kan tale om »ansvar, kriser, politiske venskaber og den pris, der følger med jobbet«, som voice overen forklarer.

Samtalerne mellem de tidligere statsministre og den nuværende skal udgøre kernen i et stykke samtidshistoriefortælling, hvor politikerne også bliver interviewet hver for sig om de mest skelsættende begivenheder i deres regeringstid. Det er ikke sket før, selv om ekspolitikere længe har været i høj kurs som politiske kommentatorer.

Det smælder ikke ligefrem

Statsministrene er lavet efter norsk forbillede. Her har NRK samlet seks toppolitikere under overskriften »Da vi styrte landet«. Selv om programmet endnu ikke er sendt, kan den norske avis Dagbladet berette, at man vanskeligt kan placere dem ved samme bord i fem timer »uten at det smeller«.

Ud fra det første afsnit af Statsministrene, som blev sendt søndag aften, er det mit indtryk, at det godt kan lade sig gøre i Danmark. Det smælder ikke ligefrem, når Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt sidder omkring sofabordet på Marienborg, statsministerens officielle residens.

Snakken går, tonen er respektfuld, og udgangspunktet er de fælles erfaringer. Det, der var hårdt, og det, der var tilfredsstillende. Poul Nyrup Rasmussen siger meget fint, at »det store og nærmest lykkelige øjeblik for en statsminister, det er at vide, at her i dette øjeblik, der gjorde du en forskel«. Det nikkes der til. 

Da Helle Thorning-Schmidt nævner, at hun som landets første kvindelige statsminister blev udsat for for en ekstra dosis usaglig modstand, opstår første udsendelses eneste regulære uenighed. Anders Fogh Rasmussen trækker på skuldrene og kalder debatten om ligestilling af kvindelige og mandlige regeringsledere forældet. Alle fik jo lov at høre for et eller andet. Hun blev kaldt Gucci-Helle (og hvad er der nu vejen med Gucci?), han selv blev kaldt hulemand og drillet med sine påtrængende skægstubbe.

De andre trækker sig fra den diskussion efter nogle enkelte hele og halve sætninger. Den kører nogle omgange i ring og ebber så ud. Anders Fogh Rasmussen trækker igen på skuldrene, Helle Thorning-Schmidt slår overskudsagtigt opgivende ud med armene, og det var så det smæld.  

Små og store skift

Som sagt er programmet mest indholdsmæssigt interessant, når de fem politikere diskuterer grænserne for deres magt, og hvordan de har flyttet sig. Forskellene på mindretals- og flertalsregeringer bliver diskuteret, og de stikker lidt til hinandens problemer med interne uenigheder i de enkelte regeringer. Det er velkendt stof og ikke noget, der går ud over den gode stemning.   

Det for mig mest tankevækkende er statsministrenes samtale om, hvordan og hvorfor udenrigspolitikken i højere grad er blevet statsministerens anliggende siden Poul Schlüters tid. De kan blive enige om, at skiftet skete mellem den ene og den anden Poul, og at det dels var resultatet af, at den sikkerhedspolitiske dagsorden blev mere fremtrædende efter den 11. september 2001, og dels ændrede arbejdsgange i EU, hvor mødefrekvensen i Det Europæiske Råd er steget. 

Den danske statsministers mulighed for privatliv har også ændret sig. Poul Schlüter fortæller, at han var den sidste statsminister, der levede uden livvagter. Da den svenske statsminister Olof Palme i 1986 blev skudt og dræbt på åben gade, insisterede PET alligevel på en vis form for beskyttelse. På Schlüters initiativ landede de det kompromis, at politiet stillede en tom vogn foran Marienborg, så det så ud som om, der var livvagter i huset. En gang om dagen kom de og rykkede den, og det var så det. 

Anders Fogh Rasmussen fortæller om dengang i 2002, han fik kastet et råt æg i nakken under et besøg på Nørrebro. Flokken bliver enige om, at livvagterne nutildags giver mere frihed, end de tager.

Selv om mødet mellem statsministrene er et mindre planlægningsmæssigt mirakel, er det indtil videre klart de individuelle interview, der er mest oplysende og interessante. Her zoomes der ind på de enkelte øjeblikke, hvor Poul Nyrup Rasmussen i 2001 fik besked om angrebet på World Trade Center, hvor Helle Thorning-Schmidt i 2015 prøvede at danne sig et overblik over angrebet på Krudttønden og Synagogen, og hvor Anders Fogh Rasmussen ringede hjem til sin far for at fortælle, han skulle være statsminister. 

De mere betændte punkter i statsministrenes karrierer forbigås, og det er klart, at de alle fem har et eftermæle at forvalte, men det forhindrer ikke de fokuserede tilbageblik i at være værd at høre på.

Statsmandsmanerer

En ting er, hvad de fem statsministre har at fortælle sammen og hver for sig, en anden – ikke mindre seværdig – er den omgangsform, de lægger for dagen.    

Alle udviser deres bedste statsmandsmanerer og starter mødet med rutineret smalltalk. De to Venstremænd i selskabet kommer ind på, at solen skinner. Lars Løkke Rasmussen siger noget om noget porcelæn i et vitrineskab. Det er vist fra Dansk Vestindien. Helle Thorning-Schmidt nævner, at planterne i vindueskarmen trænger til at blive vandet.

Det er alt sammen vældig civiliseret og høfligt, givetvis et rimeligt udgangspunkt for at tale sobert om den nyere danmarkshistorie (og hinandens rolle i den) på behørig afstand af begivenhederne. Jeg er dog stadig en smule misundelig på nordmændene, hvis det altså passer, at deres statsministertræf giver nogle smæld fra sig.

’Statsministrene’. Søndage klokken 20.00 på DR1. Kan streames på dr.dk/tv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Statsmandsmanerer

“Alle udviser deres bedste statsmandsmanerer og starter mødet med rutineret smalltalk. De to Venstremænd i selskabet kommer ind på, at solen skinner. Lars Løkke Rasmussen siger noget om noget porcelæn i et vitrineskab. Det er vist fra Dansk Vestindien. Helle Thorning-Schmidt nævner, at planterne i vindueskarmen trænger til at blive vandet.”

Jeg husker det, som det var AFR, der havde fortalt LLR, at porcelænet var fra Dansk Vestindien. Og LLR havde så fortalt det til gæster fra De amerikanske Jomfruøer, da de besøgte Marienborg i anledning af 100 års markeringen af salget.

Men porcelænet er Ostindisk, dvs. eksport-porcelæn fra Kina.

Højesteretssagfører C.L. David testamenterede i 1960 Marienborg til den danske stat sammen med noget indbo fra sit private hjem, bla. de to vitrineskabe i
modtagelsesværelset sammen med "noget gammelt dansk og ostindisk porcelæn" ("Marienborg" side 122 af Jørgensen og Gundersen a ducksoup book 2014).

Jeg skal ikke kunne sige, om det ostindiske porcelæn i vitrineskabet har været en tur fra Kanton over København til De Vestindiske Øer og tilbage og solgt på auktion til L.C. David. Meget af det tilførte porcelæn fra Danmark til De Vestindiske Øer endte som legetøj.

Når danskere rejste ud, hvad enten det var til kolonierne eller som missionærer til Kina omkring år 1900 medbragte de ALT hjemmefra. Selv dansk porcelæn til Kina, som det ses her på et foto af danske missionærer på rejse i kreaturvogn under bokseropstanden:

https://sites.google.com/site/karengormsen/home/missionaerer-paa-rejse