Læsetid: 3 min.

Sorgmod og sex i de amerikanske 70’ere

Novellemesteren Lorrie Moores første roman lever i sit portræt af to teenageveninder på jagt efter spænding i skyggen af Vietnamkrigen
26. august 2017

Stemningen er næsten det bedste ved Lorrie Moores Hvem skal passe frøhospitalet?, og den rammes præcist af fortælleren selv, da hun efter et skuffende besøg på Louvre tørt konstaterer:

»Jeg har levet længe nok til at se verdens store museer forandre sig …«

Benoit-Marie, eller Berie som hun kaldes, er endnu ikke fyldt 40 år, men voksentilværelsen blev ikke, som hun drømte om, og fremtiden lover ikke meget bedre. De vittige ordlege kan ikke dække over et trist ægteskab, hvor både hende og hendes mand »somme tider får hemmelige tanker om at være gift med andre«, som hun udtrykker det i Claus Bechs fine oversættelse.

I det daglige forsøger Berie at overbevise sig selv om, at hun sætter pris på trygheden. Men på sine ensomme aftenture »ud til de stille afkroge, de kolde moselugte, trækronerne, der pludselig svajer i blæsten, har jeg mærket lidt af den gamle vildskab. Tilbagevendende og berusende. Det er ikke noget seksuelt. Det har noget med eventyr og flugt at gøre, som en drengs ønske om at stikke af hjemmefra«.

Under et besøg i Paris, hvortil hendes mand er inviteret for at deltage i en medicinsk konference, lader Berie minderne stikke af til 1972. Til en anden tid og en vild og eventyrlig verden, da hun var 15 år gammel og sammen med sin bedste veninde i Horsehearts, Sils, røg vovede smøger, drak stjålen spiritus i mayonnaiseglas og gik med drenge, der var ældre end hende selv.

Lorrie Moore: ’Hvem skal passe frøhospitalet?’

Verdens bedste novelleforfatter

Den amerikanske forfatter Lorrie Moore (født 1957) har skrevet fire novellesamlinger og to romaner. Hvem skal passe frøhospitalet? er den første af disse og fra 1994. At vi får den på dansk nu skyldes uden tvivl den fine modtagelse hendes samling Ligesom Livet fik sidste år, da den udkom herhjemme med forord af Julian Barnes, der kalder forfatteren den bedste nulevende novelleforfatter i USA.

Kvaliteten brænder også igennem i Hvem skal passe frøhospitalet?, mest markant dog i kapitlerne fra 1970’ernes provins-USA. Hverken afsløringen af et voldsomt optrin i ægteskabet eller en spadseretur med en fraskilt veninde kan ændre ved, at handlingen flere steder kører i tomgang på de parisiske gader.

Anderledes i Horsehearts, hvor Berie og Sils vokser op. Byen kunne være hentet fra et tidligt Bruce Springsteen-album, og det samme kunne dens indbyggere. Fædre ansat på den lokale papirmølle, slidte enlige mødre, teenagepiger, der hører Joni Mitchell og misundeligt vurderer hinandens bryster, samt unge mænd, der hører rockmusik og »foretog mærkelige, kortvarige, halvårlige afstikkere til Canada for at undgå at blive indkaldt« til Vietnamkrigen.

Tidsmarkørerne er stærke, men skygger heldigvis ikke for Berie og Stils udviklingshistorie. Om dagen arbejder veninderne i forlystelsesparken Storyland, og i fritiden søger de gradvist nærmere det forbudte og det spændende, der venter nede ved den gamle jernbane, på dansegulvet om natten og bag på en Harley Davidson.

Da Sils bliver gravid, beslutter Berie at stjæle fra kassen i Storyland, så hendes veninde kan få råd til en abort. Fra da af synes skellet fra barn til voksen at være passeret, og fremefter er intet længere det samme i venindernes verden.

Med Hvem skal passe frøhospitalet? – hvis titel referer til pigernes forsøg på at redde de frøer, drengene skyder med luftbøsser – har Lorrie Moore skrevet et levende, stemningsfyldt og sørgmodigt portræt af den generation, der blev voksne i 1970’ernes USA. Om hvad de drømte om, hvad der formede dem, og hvorfor det ikke blev til mere.

Det er besnærende læsning, lyrisk leveret og effektivt eksekveret. Men knap så originalt, som jeg havde håbet på efter at have stiftet bekendtskab med Lorrie Moores noveller sidste år.

Lorrie Moore: ’Hvem skal passe frøhospitalet?’, oversat af Claus Bech, Tiderne Skifter, 184 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu