’Souvenir’ er en film, der bagatelliserer sig selv

Nu vil jeg ikke forsøge at bagatellisere filmen Souvenir. Men tillad mig at kalde det en lille film.

Den midaldrende kvinde Liliane (Isabelle Huppert) henslæber sit midaldrende liv på en patéfabrik, hvor hendes job er at lægge laurbærblade og enebær på de færdigbagte delikatesser. Så frokost. Så mere arbejde. Så tv-aften og lige en tår over tørsten.

Der er lidt Tati og lidt Chaplin på spil i beskrivelsen af hendes automatiserede hverdag, klare tidszoner, ufravigelige vaner. Og hvis man skulle være i tvivl om, at Liliane er fanget i fortiden, så se på hendes hjem. Holdt i brunt med en gammel blød sofa og noget så arkaisk som billedrørsfjernsyn.

Liliane har en kort, men glorværdig fortid som sangstjernen Laura, der vandt det franske melodigrandprix og blev nummer to i den internationale variant tilbage i 1974, kun overgået af ABBA. Hvilket der ikke er nogen skam i, som en karakter meget rigtigt påpeger.

Det er en fiktion. I virkeligheden var nummer to en anden ung sangstjerne, italienske Gigliola Cinquetti med sangen »Sì«. Det vender vi tilbage til.

Falmet skønhed, usund nostalgi

Ind på scenen eller rettere ind gennem plastikforhænget i fabrikshallen træder den 21-årige hottie og bokser Matthieu. Han skal køre de bagte pateer fra ovnene og rundt til dekorationsbordene, det heldige asen.

Han genkender Liliane et sted fra, men hun benægter. Tilfældet vil så, at der samme aften i et quizprogram bliver stillet et spørgsmål om Laura, og Matthieu genkender i den livstrætte fabriksarbejder Liliane den glødende unge 1974-stjerne Laura, der lyder lidt som virkelighedens store franske 60’er-ikon Françoise Hardy.

Efter Matthieu har fejlet ynkeligt i forsøget på at blive regionsmester i sin vægtklasse i boksning, beslutter han sig for at genoplive Lauras karriere – altimens han indleder et forhold til virkelighedens Liliane.

Sjovt nok hedder Lauras comebacksang »Je dis oui« – »jeg siger ja«. Måske med et nik til ovennævnte nummer to tilbage i 1974, der oversat fra italiensk hedder »ja« – eller »jep«, som Google Translate foreslår.

Souvenir bliver således en film om tabt ungdom, om usund nostalgi, falmet skønhed, om at være to vidt forskellige steder i livet og alligevel kunne finde kærligheden sammen. På trods af realiteterne. I en tydelig kulisse glider de elskende lykkeligt gennem solnedgangslandet på Matthieus kværn.

Bagatelliserer sig selv

Der driver en romantisk naivistisk grundtone gennem filmen; en dyrkelse af, at uskylden kan vinde, at den kan genskabes. Dog krydret med en del desillusion i beskrivelsen af hendes comeback. Den overfladiske socialisering, mediecirkusset og lokumsaftalerne. Hendes pauvert besøgte optrædener på plejehjem, kaserner og til cykelløb.

Og så er der det mærkværdigt incestuøse forhold, at Matthieus far er mere end almindeligt betaget af Laura og alt dét, hun er, som hans hustru ikke er. Og nu kan erfare, at hans søn knalder hans uopnåelige idol. Det er ikke uden komik.

Vi har også mesteren Isabelle Huppert i hovedrollen som den stækkede sangfugl, og hun spiller strålende elegant, som altid med fornemmelsen af, at hun bærer på et enormt spektrum af tangenter, som hun kun spiller akkurat det mest nødvendige på. Her endda med komediens lette touch.

Desværre er den belgiske instruktør Bavo Defurne insisterende, nærmest selvforelsket i sin enkle, overtydelige stil, der vist skal forlene filmen med en romantisk naivisme. Men ofte bare virker manieret, forceret. Ligesom pointerne omkring vores celeb-kultur og mediecirkus trækkes rundt i manegen uden at tilføje noget nyt eller interessant.

Og dermed bliver Souvenir en lille film på godt og ondt. Charmerende og pletvist morsom, javist, men hverken illuminerende eller ophidsende.

Som sagt, jeg vil ikke forsøge at bagatellisere Souvenir. For det gør den egentlig fint selv.

’Souvenir’ – Instruktion: Bavo Defurne. Manuskript: Bavo Defurne, Jacques Boon og Yvers Verbraeken. Belgisk-luxembourgsk-fransk. (Biografer landet over)