Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’The Lost City of Z’ er en storfilm om at fare vild

’The Lost City of Z’ tegner et fascinerende billede af en virkelig, britisk opdagelsesrejsende, der skræller de uvedkommende lag af modernitet af sig under rejsen ind i regnskovens hemmeligheder. Det kniber bare lidt smule med nuancerne og fordybelsen
I ’The Lost City of Z’ er Percy Fawcett (Charlie Hunnam) en spirituel skikkelse med en militærmands disciplin og en pacifists menneskerespekt.

I ’The Lost City of Z’ er Percy Fawcett (Charlie Hunnam) en spirituel skikkelse med en militærmands disciplin og en pacifists menneskerespekt.

UIP

Kultur
11. august 2017

»The English peel off the unessentials of modernity very easily,« skrev virkelighedens britiske opdagelsesrejsende Percy Harrison Fawcett.

»The more refined their upbringing the quicker the change comes about. There is no disgrace in it. On the contrary, in my opinion it shows a creditable regard for the real things in life.«

Fawcett var ikke selv af den allernobleste herkomst, men Amazonas og muligheden for at fare vild og tabe sine dyrt vundne manerer kaldte ham alligevel tilbage flere gange – efter han havde været der første gang i 1906. Oprindelig blev Fawcett sendt afsted for at kortlægge egnene i Bolivia, der støder op til Brasilien. På kortene var der stort set kun hvidt.

Fawcett var i følge den aktuelle spillefilm The Lost City of Z ivrig efter at tage afsted. For det var hans mulighed for at avancere i de strenge britiske hierarkier.

Fawcett har »været uheldig i sit valg af forfædre«, lyder det fra en adelig tidligt i filmen. Han har nedlagt aftenens storbytte, en kronhjort, men inviteres alligevel ikke ind i indercirklen til festivitasen på godset. På væggene er der malerier af lorder. Der er navneopråb, når man betræder dansegulvet. Fawcett er den eneste officer, der ikke er dekoreret.

Episk og dragende soundtrack

James Grays The Lost City of Z portrætterer en ganske moderne helt. Hustruen Nina Agnes kalder sig selv en selvstændig kvinde og fortæller i sin første scene, at hun gerne vil have bukser på. Det ved han godt, siger han.

De sociale hierarkier udstilles og udfordres af en helt, der er fast i blikket, rank i holdningen, god, næsten så god som dagen er lang. Fawcett forløses ganske fornemt karismatisk af den blonde, ståløjede og helt igennem flotte fyr, Charlie Hunnam.

Darius Khondji har fotograferet. Det var ham, der satte en uhørt film noir-standard – i sepia toning – med Seven og gav The Beach kulørt visuel klasse. Her gør han mindre opmærksom på sig selv, hvilket er godt, men også af og til kedeligt. Christopher Spelman har skrevet et episk og dragende soundtrack, der bølger op og ned under Khondjis billeder som en uimodsigelig understrøm – men også nogle gange som unødig forplumring.

Helheden er flydende – og dog lidt hakkende. Lettere anekdotisk – og så pletvist alligevel for langsom. Det er en stor historie, der udfoldes over to timer og 21 minutter, og undervejs kan man godt savne fordybelse. Men The Lost City of Z lykkes alligevel i sin kommunikation af den junglefeber, der opstår, når man mærker det ukendte kalde. Når Amazonas indkalder sine disciple til dunkle ritualer hinsides moderne vedtægter og civiliserede dagsordener.

Det er et kald, vi kender fra andre film. Jeg kommer undervejs til at tænke på Coppolas fortolkning af Joseph Conrads Heart of Darkness med mesterværket Apocalypse Now!, på Herzogs Fitzcarraldo, på Malicks The New World, på den fremragende Slangens Favntag fra 2015. Ja, sågar på sidste års københavnerdrama I Blodet, der også dyrker regnskovens tiltrækningskraft i passager.

»Regnskoven er følsom,« siger en karakter i Slangens Favntag. »Den grønne ørken,« kalder de opdagelsesrejsende Amazonas i The Lost City of Z. Men Fawcett oplever noget andet, ser tegn på langt højere civilisatoriske niveauer, hvilket mødes med hånlatter hjemme i England.

Ikke mindst da han ved en konfrontativ forelæsning hiver keramik fundet på sin første ekspedition frem som bevis for at »de vilde« er på et højere stade end hidtil antaget. Det »var os og conquistadorerne, der ødelagde Amazonas,« siger Fawcett. Publikum råber bare: »Potter og pander! Potter og pander!«

Søger ind i skyggerne

Så tilbage må Fawcett, for at finde dét Sydamerika, som vi siden hen har lært var noget helt andet end dét man – viklet ind i vestlig arrogance og kristent snæversyn – antog heroppe i den nordlige hemisfære. Det er værd at huske på at Fawcetts første ekspedition foregik flere år før amerikanerne opdagede inka-citadellet Machu Picchu i Peru.

I The Lost City of Z er Percy Fawcett en spirituel skikkelse med en militærmands disciplin og en pacifists menneskerespekt. I mødet med en indianerstammes pile, får han en underordnet til at spille harmonika, mens de andre synger med.

Han anerkender kannibalernes logik, at fortærelsen af en afdød ældre sikrer at historien lever videre. Han skræller de uvedkommende lag af modernitet af sig. Han søger ind i skyggerne, hvor vores oplysningsidealer ikke rækker, for at finde den fortabte by af guld – kendt i mytologien som Z.

I 2004 kunne forfatteren og instruktøren Misha Williams præsentere sine fund efter – som den første – at have fået adgang til Fawcetts korrespondance. Brevene antyder at hovedpersonen forsøgte at bygge et teosofisk kollektiv i regnskoven, og der er noget med en erotisk sjæleguide, der drager hvide mænd ind i vildnisset.

Og året efter kunne David Grann i The New Yorker fortælle at Kalapalo-stammen havde bevaret en mundtlig overlevering om Fawcett og hans sidste ekspedition. Grann skrev derefter bogen The Lost City of Z, der danner forlæg for James Grays film.

Dén lykkes ikke ubetinget i sin kortlægning af et vildt menneskes liv. Ja, dens største fejl er måske, at den synes at tegne sin hovedperson for entydigt positiv og nobel. Men den fastholder fint mysteriet omkring et menneskes stræben og fascination af Amazonas lige til det sidste.

’The Lost City of Z’. Instruktion og manuskript: James Gray. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Altid interessant at læse dine filmanmeldelser, Ralf, og også når du omtaler tidligere film som fx Slangens favntag. Det er nødvendigt, at nogen henviser til perlerækken af film.