De ved det godt, Steve Coogan og Rob Brydon. At de skal dø. Og at det er tættere på end nogensinde før, også lidt for tæt. De taler om døden, de taler om at blive slået ihjel. Så sig goddag til angsten, en ny ingrediens i Coogan, Brydon og instruktøren Michael Winterbottoms The Trip-komediesaga – med den nye og strålende The Trip to Spain nu udvidet til en trilogi.
De to englændere spiller begge »sig selv«. Og i filmens faktisk ladede fiktion er Coogan blevet bedt om at skrive nogle madartikler fra Spanien til The New York Times og The Guardian som reklame for en ny tv-serie produceret af Martin Scorcese. Og naturligvis skal Brydon – ligesom i de to foregående film – med.
Eller naturligvis og naturligvis. Deres venskab er godt blankslidt, lidt som en sten, der har været i din sko i årtier, efterhånden godt blankslidt, ingenlunde umulig at gå med. Men stadig pisseirriterende. Så, voila, The Trip to Spain byder på 1000 nuancer af at gå hinanden på nerverne. Stikke til hinanden. Og konkurrere.
Brydons liv er på skinner. Han har en hustru, to børn og en velsmurt omend slet ikke lige så international og stjernebestrøet karriere som Coogan. Hvis liv til gengæld er til søs. Han er single og jager sin ekskæreste, der bor i New York med en anden mand – plus hvad der måtte vise sig på hans vej.
En teknisk nydelse
Coogan og Brydon er to rustne og forfængelige påfugle, der konstant og hele tiden puster sig op og spreder deres betragtelige fjerdragt, når det kommer til kunsten at imitere deres ikoner. Mick Jagger. Marlon Brando – og fra ham til Woody Allen. Anthony Hopkins. Michael Caine. Ian McKellen. Sean Connery. Og manner, hvor er de vilde med at imitere Roger Moore, især som James Bond. Det er i vid udstrækning improviserede samtaler, og det er ikke kun en teknisk nydelse, men også bare virkelig morsomt at se de to herrer strække ud.
Coogan er vant til at være alfa i forholdet, og hans identitetskrise er evident, da det viser sig ikke længere at være en ubetinget sandhed. Også selvom han er Don Quijote og Brydon er hjælperen Sancho Panza, da der er fotosession.
Don og Sancho er hovedpersonerne i spanske Miguel de Cervantes' over 500 år gamle romanklassiker Don Quijote, hvor den tossede, fallerede, idealistiske adelsmand af samme navn – blandt så meget andet fortryllende tosset morsomt – ender i en legendarisk duel med vindmøller, som han tror er uhyrlige giganter. Quijote jager luftkasteller og kæmper kampe mod imaginære fjender i selskab med sin hest Rosinante og sin tro væbner, bonden og pragmatikeren Sancho Panza.
Og således også Coogan, der forfølger en ungdom, der hele tiden lægger mere afstand til ham. »Windmills of your mind,« som Brydon siger til Coogan. Han gør opad alle de træer, han kommer forbi, alle de kvinder, han ikke kan få. Forsmået over livet på en eller anden møgforkælet måde.
Brydon er den joviale og langt mere pragmatiske følgesvend, der med et skarpt blik på sin ven foreslår at dennes rejsebog, som han er ved at forme inde i sit hoved déroppe mellem skyerne, skal hedde Tilter mod turbiner – med reference til det engelske udtryk »tilting at windmills« inspireret af Don Quijotes kamp samt til nutidens grønne vindmøller.
Det er et lystigt lystspil med to fremragende komikere. Men under komedien er der en parallel tragedie – som er især Coogans. Alene i sit selvvalgte og selvoptagede liv, hvor han ikke vil anerkende, at han er ved at blive gammel. Og at det gør ham smålig og bitter. Når Brydon rejser hjem til sin familie, så tager Coogan elevatoren op for at holde sit hotelværelse med selskab.
Middelklassens paradoksale dekadence
The Trip to Spain er også en foodie- og turistfilm, spansk mad, landskaber og byer serveret i billeder (nogle af dem fotograferet med drone), der får tænderne til at løbe i vand og rejsefeberen til at stige.
Men denne hyperæstetik giver nogle kejtede afbræk i filmen, når den pludselig går fra de smålige og småaggressive og kulturelt belevne dialoger mellem de alt for gamle venner til noget, der mest at alt ligner panoramiske reklamer for Spanien (hvor man i forvejen er rigeligt overrendt af turister, alene sidste år 75,6 millioner af slagsen). Det virker påklistret.
Men filmen former sig samtidig anderledes raffineret som en hyldest til Spanien. Gennem duoens intelligente og vidende samtaler (de har begge researchet spansk kultur intensivt til rollerne) står det klart, at vi går på fortidens lag på lag på lag af kultur og historie. At vi ikke kan undslippe det, selvom vi tog de postmoderne ben på nakken. Overalt har det formet dét, vi ser og går igennem, beundrer og pisser opad.
Og i forlængelse af historiens nådesløse fremdrift ligger selvfølgelig døden. Det står stærkt og dirrende i filmen. Hvordan deres improvisationer – dérude i virkeligheden foran kameraerne – tager dem dén vej, altså både som virkelige og fiktive versioner af sig selv.
Og døden gemmer sig også i deres mæsken i historien. At de betræder steder, hvor kunstens og verdensbegivenhedernes kæmper har ætset sig ind i den kollektive erindring. Og hvor de må nøjes med at parodiere nogle af dem. Med den uudtalte erkendelse at de måske aldrig vil nyde den samme ære, når de er gået bort. At de vil forsvinde. Støv. Som kommende generationer kan træde på, uvidende om din nu afsluttede eksistens.
Og noget, der også ætser sig ind i bevidstheden, er dekadencen som medpassager i filmen. Det paradoksale og rådne i, at hovedpersonerne spiser dyr overklassemad, mens de sådan lidt en passant vender George Orwells skuffelse i midten af 1930’erne over den progressive klasses komfort og passivitet, mens fascister og kommunister kæmpede til døden mod hinanden.
En dekadence, alle i vores middelklasse vel kender (mærker?), når vi spiser bøffer fra Argentina og taler om klimaforandringer.
’The Trip to Spain’. Instruktion og manuskript: Michael Winterbottom. Engelsk (Biografer landet over)
