Læsetid: 3 min.

Tolstojs modne eksistentielle krise

Tilværelsens absurditet udstilles i nyoversættelsen af Tolstojs ’Bekendelser’ om forfatterens langvarige eksistentielle krise
17. august 2017

Tolstoj (1828-1910) er i vinden hos danske forlæggere. De seneste år er der kommet nyoversættelser af kortere mesterværker, romanerne Ivan Iljetjs død, Kreuzersonaten, Herre og tjener samt den tidlige Sevastopol fortællingerne om hans deltagelse i Krimkrigen.

Nu følger en helt anden slags, nemlig Bekendelser om den modne Tolstojs langvarige eksistentielle krise, en kamp for at finde frem til den religiøse tro som endelig løsning efter talrige dybtgående studier i naturvidenskab, filosofi og religion og adskillige kritiske tilbagetog.

Resultatet bliver en tilslutning til Ruslands ortodokse kirke. For en nøgtern betragtning er det en nok forventet, men lidet troværdig konklusion, havde det ikke været for et kompositorisk kup som afslutning og konklusion. Det er mesterligt gjort. Ironisk nok en kunstnerisk sejr over budskabets iver, hvor fiktionen sejrer over forkyndelsen.

Overklasse

På sin skaberevnes højdepunkt med al berømmelsen fra storværkerne Krig og Fred og Anna Karenina kommer den 50-årige digter i svær tvivl om kunsten som livsindhold, som personlig »fuldkommengørelse«.

Han levede luksuriøst sit overklasseliv blandt kunstnere og intellektuelle med sit blomstrende slægtsgods som garant, men følte også pinagtigt afstanden til sine fattige bønder og deres simple tro, anderledes forenelig med kristen etik.

Lev Tolstoj: Bekendelser.

Han inddrog dem som emne i forfatterskabet og oprettede skoler i almindelig oplysningsiver, mens han følte åndløsheden blandt sine ligestillede.

Kunst og poesi er en udsmykning af livet, skriver han i disse bekendelser. Og længe morede det ham at se livet i kunstens spejl, »men da jeg begyndte at lede efter meningen med livet, da jeg følte det nødvendigt selv at leve, blev dette spejl unødvendigt, overflødigt og latterligt«.

Legen med lys og skygge af det komiske, tragiske, rørende, skønne og frygtelige i livet trøstede ham. »Men da jeg indså, at livet var meningsløst og frygteligt, kunne spejlingen ikke more mig længere.«

Salmister

Vi kender klagesangen fra salmisterne. Thomas Kingo klagede over ’forfængeligheden’ i sit magtfulde digt »Far Verden, far vel«, ligesom Grundtvig i »De levendes Land« afskriver kunstens ’glimrende billeder’ som skønne løgne.

En moderne eksistentialist som Albert Camus analyserer nøje det absurde liv og selvmordet som den alvorligste fristelse, ganske som Tolstoj her kredser om tanken. Det religiøse temperament udholder ikke livet på trods. Tolstoj beskriver nøje sine kvaler med trosbekendelsens egen absurditet.

Et sted anfører han fire udveje for sig selv og sine ligestillede: Den første er uvidenheden, den anden er den epikuræiske, den tredje selvmordet, og den fjerde er svaghedens udvej, som han vælger for sig selv i en tro på det gode i mennesket.

En episode er værd at bemærke, en dag i det tidlige forår er han alene i skoven og lytter til dens lyde, og en uforklarlig bølge af livsglæde vokser i ham.

Stedet korresponderer med en tidlig scene, hvor han er faret vild i en skov og kravler op i et træ, ser kun det grænseløse og forvilder sig i mørket i en tykning. Det er vel en let hilsen til Dante, der midtvejs på sin vandring gennem livet befandt sig i mørke skove, forvildet fra den vej, han burde følge.

Et litterært spor

Jeg ser det som et hemmeligt litterært spor i disse bekendelser, som finder sin fuldendelse til sidst i en frelse, først fortalt tre år senere i et tillæg om en drøm, en søvnens vision, en fantasiens vej til troen.

Han ligger på ryggen i sin seng, der består af snorebånd. Fastgjort til siderne. Et for et brister de, så han kommer til at ligge på de sidste få bånd med en gysende afgrund under sig, men et beroligende himmelrum over sig. En stemme siger: »Bemærk dette. Det er dette.«

Det er en guddommelig formel. »Det er dette!«. En stemme, som taler gennem en fiktion.

Bekendelserne er formet i stor ro og uro, fornemt behersket i stilens prægnans og klarhed, udmærket oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen og desuden indledt med et oplysende forord af Anna Libak.

Lev Tolstoj: ’Bekendelser’. Oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen. Kristeligt Dagblads forlag. 130 sider. 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu