Læsetid: 4 min.

For tyk til trivsel

DR indfører tiltrængt sundhedsfagligt ekspertvælde i ny udgave af programmet ’Generation XL’ om børn, der skal tabe sig, og forældre, der skal oppe sig
DR sendte tilbage i 2012 første sæson af ’Generation XL’, men har med den nye sæson givet serien en stilistisk overhaling, der gør børnenes kamp mod kiloene noget mindre sørgmodig end i den første udgave.

DR sendte tilbage i 2012 første sæson af ’Generation XL’, men har med den nye sæson givet serien en stilistisk overhaling, der gør børnenes kamp mod kiloene noget mindre sørgmodig end i den første udgave.

Fra DR

21. august 2017

»Tanja vil ikke have dem i ovnen, så bliver de bløde,« siger Lukas’ far på syngende horsensiansk om konens pomfritpræferencer, imens han tømmer den frosne pose ned i fritøsen i familiens køkken i første afsnit af DR’s dokumentarserie Generation XL.

Igennem et år følger programmet fem svært overvægtige danske børns forsøg på at tabe sig og ændre livsstil under hård, men kærlig vejledning fra overlæge på Holbæk Sygehus Jens-Christian Holm. Sammen med et hold af diætister og sygeplejersker tager han med den såkaldte Holbæk-model en lang række aspekter af børnenes liv i betragtning, når han skal hjælpe dem med at tabe sig.

Pomfritterne er den sidste fede nadver inden mødet med lægen, der med stålsat blik og evidens i ryggen skal sætte skik på familiernes livsstil, så først og fremmest børnene kan blive sundere.

»Man er vant til pomfritter fra en grillbar, og de har den smag, de nu har, ik’,« fortsætter faren, imens han skyldbetynget gnider sig i hænderne, inden Lukas’ mor, Tanja, forklarer sig.

»Jeg hader ovnpomfritter, fordi de bliver simpelthen så slaskede.«

Hun vifter med en usynlig pomfrit i luften, imens hun fortæller, hvordan familien nu må vænne sig til nye madvaner.

Ærlige og skyldbetyngede som alle forældrene i Generation XL anerkender Lukas’ forældre programmets og eksperternes præmis om, at forældrene bærer en stor del af ansvaret for børnenes overvægt. Scenen er arketypisk for fedme-tv. Billederne af den usunde livsstil inden eksperterne og dermed – forhåbentlig – forvandlingen tager over.

Pomfritscenen akkompagneres endda af en skyldig walking bass og et flabet orgel, der understreger forældrenes laden stå til trods bevidstheden om uholdbare madvaner.

Det er et muntert realitygreb, der måske i første omgang ligner en unødig latterliggørelse. Men man lever med drillerierne, når det i Generation XL går ud over forældrene, der er pinligt bevidste om, at der er plads til forbedring. Lidt sværere er det at se på, når samme lydside tilsættes pigen Lauras kamp for at holde igen med sin egen fødselsdagskage.

Slikskabet

Efter mødet med lægen, der sætter gang i en række gennemgribende livsstilsændringer, får vi hos Horsens-familien den obligatoriske slikskabskatarsis, hvor familiens depot af søde sager må lade livet. For dog at vende tilbage i mindre skala. Drengen er meget angst for de nye regler, for blot bevidstheden om tilstedeværelsen af lidt slik kan dulme nerverne.

På den måde har et vægttabsprogram sin helt egen naturlige dramaturgi, som Generation XL da også følger, men alligevel formår programmet samtidig at holde et fint fokus på de egentlige ofre, børnene. I Generation XL er det ikke børnenes skyld, at de er tykke og ensomme.

Lukas har brug for hjælp. Han er den, der spiser mest og sidder til sidst alene tilbage med sine pomfritter, sin sovs og sit måske største problem, ensomheden. Et problem, der er kendetegnende for flere af de medvirkende børn, og som forstærkes af deres fedme.

Én ekspert

I disse sundhedsfaktaresistente tider er det nærmest befriende, at programmet holder sig til én ekspert, der oven i købet er læge, og som med sin evidensbaserede Holbæk-metode, der bl.a. indeholder en række basale råd om at indtage mindre fedt og sukker og bevæge sig mere, helst sammen med andre (hellere håndbold end personlig træning), taler kontant og direkte til børnene og deres forældre med et fast blik.

De fem familier, programmet følger, er alle hvide og danske, og forældrene er ikke gået fra hinanden. Der er både læge/sygeplejerske-forældreparret i Kalundborg med Ægget og Montana-reoler og kontorassistenten og den ledige fra Greve, der bor noget mere spartansk.

Men ingen af familierne lader til at have problemer, der forhindrer dem i at hjælpe deres børn med at tabe sig. Og i de første par programmer lykkes det for de fem børn.

Trods den kontante tone fra lægens mund er der også plads til, at børnene kan fejle på vejen mod stjernerne og livstilsændringen. For selvfølgelig er der de obligatoriske bump på vejen, som når Valdemar tager til LAN-party en hel weekend og drikker cola og spiser slik, eller Laura, der forsøger at overvinde fødselsdagsfristelserne. Her er det sympatisk, hvordan lægen lægger vægt på, at den type udfordringer også tager tid at lære at håndtere.

Stilistisk overhaling

DR sendte tilbage i 2012 første sæson af Generation XL, men har med den nye sæson givet serien en stilistisk overhaling, der gør børnenes kamp mod kiloene noget mindre sørgmodig end i den første udgave. Det er ikke helt vellykket, når den drilske musik udstiller børnene.

Til gengæld er kontrasten så meget desto mere virkningsfuld i de helt ærlige scener, hvor børnene siddende på præteenageværelsernes senge begynder at græde, når de fortæller om, at de ikke har nogen at lege med.

Generation XL kan ses på DR1 fra tirsdag d. 15. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvfølgelig skal der være et statslig sundhedsfagligt ekspertvælde, som kommer til udtryk gennem radio, podcast, youtube og skolernes pensum.
Det er et godt fundament for os til at etabler daglige rutiner på.
Det er et dejligt instrument til vittig afstandstage, for der vil uundgåeligt forekomme tåbeligheder. Vi kan grine sammen hvilket er sund.
Det er en solid platform for unges oprør mod de bestående tåbeligheder. Hen ad vejen kan de så brede oprøret ud til mere betydende områder.
Og sidst, men ikke mindst, er det en fantastisk hjælp til medierne, der altid vil kunne fylde en tom spalteplads med lidt sundhedsfagligt skriveri, oplagt agurketid stof.

Mona Blenstrup

Man får det indtryk, at overvægtige børn bliver fyldt med slik og andet usundt. At der kan være helt andre årsager til en stor overvægt bliver ikke belyst. Så de børn, der af andre årsager end tilbud om slik, chips, kager i læssevis er overvægtige, bliver således vejet med dårlige spise vaners vægt. og forældrene hængt ud som om de fodrer ungerne forkert. TV programmet giver et meget unuanceret billede af et problem, der bestemt ikke kun har et udgangspunkt.

Jørgen Dahlgaard, Bjarne Bisgaard Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg får tiltagende kvalme af programmer om mennesker, som skal rettes ind.

Jørgen Dahlgaard, Johnny Winther Ronnenberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Marie Jensen, Mona Blenstrup, David Zennaro, Hans Larsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Har ikke set omtalte, men personerne på billedet ser da ikke specielt fede ud? Bestemt ikke slanke heller. men hey.

Christoffer Pedersen

Mona Blenstrup
Langt de fleste overvægtige og fede er det fordi de spiser for meget og for usundt generelt.
At det er synd for dem og der måske ligger en psykisk lidelse, dårligt selvværd eller andet bag som kan forklare en del er noget andet. Men prøv også at læg mærke til, at overvægtige børn sjældent har forældre der er slanke og flittige brugere af fitnesscenteret.

Annika Hermansen

Jeg ser også Generation XL og synes det er et sindsygt godt program hvor man kan blive klog på mange ting, og om især mønstre i de danske familier.
Men hvornår er det blevet en opgave for det offentlige at yde gratis hjælp til velbjærgede danskere - fx en lægefamilie hvor man må antage, at de har økonomien i orden. Burde de ikke forlængst have søgt hjælp hos en privat praktiserende diætist? Det ville koste et års skiferie.
Lige nu er der i medierne den ene historie efter den anden hvor syge og nedslidte ikke kan få pension og familier med handicappede børn ikke kan få den hjælp de har brug for og krav på.
Det er den samme kage vi æder af og så længe middelklassen skal have de samme gratis ydelser som dem, der reelt har brug for dem, bliver der mindre at give af.
Brugerbetaling kunne være en vej, men indtil da kunne vi - os der har råd til det - så ikke klare os selv uden at stikke snablen ned i de offentlige kasser?

Johnny Winther Ronnenberg og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar