Læsetid: 5 min.

Som vidnesbyrd fra en splittet nation er Kathryn Bigelows ’Detroit’ et vigtigt bidrag til vores forståelse af USA

Kathryn Bigelows film om raceurolighederne i 1960’ernes Detroit er et vigtigt bidrag til forståelsen af de spændinger, der stadig præger USA i dag. Som film betragtet skaber den ikke anden bevægelse end den indignation, som historien i sig selv bibringer. Men det er måske også rigeligt
Detroit var i 1967 skueplads for nogle af de værste raceuroligheder i 1960’ernes USA.

Detroit var i 1967 skueplads for nogle af de værste raceuroligheder i 1960’ernes USA.

Francois Duhamel

25. august 2017

Når systemet er sygt, kommer den syge handling til at virke rationel.

»Du gjorde bare dit arbejde,« siger politibetjent Philip Krauss (spillet af Will Poulter) i Kathryn Bigelows film Detroit flere gange til sine kolleger og sig selv efter at have begået, hvad der ikke kan beskrives som andet end koldblodigt drab på ubevæbnede unge mænd. Og han tror på det. Det er tydeligt. Det er også tydeligt, at det ikke er så mærkeligt.

Detroit var i 1967 skueplads for nogle af de værste raceuroligheder i 1960’ernes USA. Detroit-urolighederne begyndte, da politiet lukkede en smugkro, hvor en stor gruppe sorte amerikanere fejrede to soldaters hjemkomst fra Vietnam.

Kathryn Bigelows film er et docudrama. Det vil sige, at det er baseret på faktiske hændelser, men at dele af fortællingen er fiktionaliseret. Dog er hovedparten af filmen baseret på omfattende research af manuskriptforfatter Marc Boal.

Det er en unaturlig stilhed, der indleder filmen, da hviskende betjente møder op for at rydde smugkroen. De mange uretfærdigheder, gaden har bevidnet, ligger derude og ulmer i asfalten, og utilfredsheden får ny næring, da hvide betjente igen fylder salatfadene med unge sorte mennesker.

En gruppe mennesker samler sig hurtigt, som var de netop vokset direkte op af asfalten, og de råber små udbrud om ’vores kvarter’ mod politiet og med lyden af en flaske, der kastes og smadres, udløses det uundgåelige og urolighederne, der kom til at vare fem dage og koste 43 menneskeliv, er i gang.

På den måde får Kathryn Bigelow etableret den ramme, der gør, at vi forstår det uforståelige, hvordan en umiddelbart fredelig rydning af en smugkro kan føre til fem dages total ødelæggelse, hvori den episode, der er filmens virkelige omdrejningspunkt, blev en naturlig skønt frastødende bieffekt.

At skyde tyve med shotguns

Den unge betjent Phillip Krauss er legemliggørelsen af sygdommen i systemet. Da en efterforsker insisterer på at forhøre en undrende Krauss om, hvorfor han skød en ung ubevæbnet mand i ryggen med en shotgun, da denne flygtede fra en købmandsforretning med favnen fyldt med stjålne varer, spørger han: »Hvordan skulle jeg ellers have stoppet ham?«

Da hans kolleger efterfølgende spørger til forhøret, svarer han, at det gik fint, og at efterforskeren jo bare gjorde sit arbejde ligesom ham. Som om alle møtrikkerne i systemet blot er til for at holde det i bevægelse uanfægtet af etiske eller lovmæssige overvejelser. Will Poulter spiller betjent Krauss på ungdommelig stålsathed. Og det gør ham overbevisende i rollen som lederen i den gruppe af tre betjente, der pludselig befinder sig i en situation, der udvikler sig til en drabssag for dem.

Det udspiller sig på et motel, hvorfra de tror, der er blevet skudt mod politiet under urolighederne. På motellet befinder sig fortrinsvis unge sorte mænd, men derudover også to hvide kvinder, og det er sikkert ikke en ligegyldig detalje i de hvide betjentes særegne logik.

Allerede da betjentene træder ind på motellet, ved vi, og de afroamerikanske motelgæster, at det her kun kan ende galt. Hvad der følger, er nogle meget lange minutter, hvor betjentene med forkvaklede forhørsteknikker forsøger at få motelgæsterne til at fortælle, hvor våbnet, der blev brugt til at skyde mod politiet, er.

Onkel Tom

Blandt motelgæsterne er et medlem af Motown-gruppen The Dramatics den ambitiøse Larry Reed (spillet af Algee Smith), der indtil nu ikke synes at have bekymret sig om forskellen på sort og hvid, men med oplevelsen på motellet ændrer det sig, og han bliver filmens mest interessante karakter. Hvad der nemlig også er særligt dygtigt, er, at Kathryn Bigelow får Detroits voksende sorte (lavere) middelklasse med.

Musikere, der ridder på Motown-bølgen, ansatte fra byens bilfabrikker og andre arbejdende afroamerikanere, der har lært sig at manøvrere i spændingen mellem hvide og sorte og måske endda også er begyndt at tro på, at det kan lade sig gøre at leve i fred, hvis blot man snor sig. Med spejdernaivitet spiller John Boyega sikkerhedsvagten Dismukes, der ved en tilfældighed kommer til at bevidne episoden på motellet.

Kvarterets unge kalder ham Onkel Tom, når han forsøger at redde dem ud af problemer med politiet ved at undskylde og glatte ud. Han ser sig selv i rollen som mægler mellem hvide og sorte, men må efterhånden sande, at det er svært at mægle med vanvid, og hans oplevelser og opførsel den nat sætter sig i kroppen på ham, så den ligefrem reagerer fysisk på, at han troede på systemet.

Indignation

Som forklaringsmodel og et vidnesbyrd fra en splittet nation er Kathryn Bigelows film et vigtigt bidrag til vores forståelse af USA, men som film betragtet engagerer den ikke ud over den følelse af indignation, der uvægerligt må følge denne historie – uanset hvordan den bliver fortalt.

I små klip ser vi optagelser fra de oprindelige begivenheder, og kombineret med en urolig kameraførsel får filmen et dokumentarisk skær, der egentlig er unødvendigt, men det indikerer, at det er historien mere end karaktererne, der bærer filmen.

Karaktererne kommer til at passe ind i et socioøkonomisk portræt af en nation, der stadig kæmper med disse spændinger. Og det betyder, at skæbnerne aldrig rigtig kommer til at virke bevægende, men sagen taget i betragtning er det måske heller ikke her, man skal afsøge det store karakterportræt.

Bigelow introducerer en lang række meget forskellige personer, der samles i de minutter på motellet, der kommer til at definere hele deres livstid. Uundgåeligheden og tilfældigheden i den tragiske historie bliver også deres personlige tragedie. Uanset personlige forskelligheder og selv om de står ansigt til ansigt i motellets meget små rum og ikke løber rundt på gaderne, så var de, der var til stede den nat, enten hvide eller sorte, og ham, der forsøgte at stå midt imellem, kunne ikke blive i sin krop ret meget længere.

Hvad der er urovækkende ved Detroit, er, at den i sit portræt af det syge system ikke virker særlig historisk. Sagen mod de tre betjente kommer for en udelukkende hvid jury. Hvordan tror du, dommen lyder? I et helt genialt øjeblik dvæler filmen ved det, at den sorte del af retssagens tilhørere vægrer sig ved at rejse sig op for juryen, da den kommer ind for at afsige dom. Hvorfor skulle de rejse sig op i respekt for et system, der ikke respekterer dem?

’Detroit’. Instruktion: Kathryn Bigelow, manuskript Mark Boal, Distribution: SF Film, vises i biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nike Forsander Lorentsen

Søren Rehhoff. Det er vel en 'sanning med modifikationer', nu når det bygges pipelines på kryds og tværs over indianernes områder de har blevet deporterede til.

Søren Rehhoff

@ Nike Forsander Lorentsen

Okay, så det er ikke engang sikkert på indianerreservaterne længere med alle de pipelines, så meget for den teori. Men et eller andet sted er det jo bare en linie fra en sang.