Læsetid: 4 min.

Åbenbaringdans med knyttet hånd

Ailey-kompagniets moderne dansere ’battler’ med deres muskuløse kroppe og lynhurtige ben, så tilskuerne forlader Tivoli i en rus af rytmer og lykke. Igen.
Aileys dansere er i topfom, og i gæstespillet i Tivoli overbeviser de ikke mindst i Hope Boykins nye forestilling e-Revolution, Dream, der blander moderne dans med breakdance.

Aileys dansere er i topfom, og i gæstespillet i Tivoli overbeviser de ikke mindst i Hope Boykins nye forestilling e-Revolution, Dream, der blander moderne dans med breakdance.

Paul Kolnik

7. september 2017

Jo. Ailey-danserne dansede endnu engang Revelations i Tivoli. De stod dér i en tæt gruppe med deres muskuløse kroppe, mens de vendte håndfladerne og ansigterne op mod lyset i den særlige blanding af alvor og jubel, som netop kendetegner Alvin Aileys hovedværk. Og publikummet i Tivoli kogte af lykke over deres stolthed og deres skønhed.

Det danske dansepublikum har altid haft et svagt punkt for Alvin Ailey American Dance Theater. Årets gæstespil i Tivoli er besøg nummer 16 af dette legendariske newyorkerkompagni, der har gjort ’black dance’ til et udtryk for stolthed og styrke.

Danserne danser ’modern dance’ med Aileys særlige twist af strakte ben op i vejret og væltende balancer – og lynhurtige drej. Og så de bittesmå håndbevægelser, der sætter sig på nethinden som overraskelser til fantasien.

Benetton-farver

Kompagniet har været på både opture og nedture, siden koreograf Alvin Ailey døde i 1989. Det har været en udfordring at skulle fortsætte med at danse hans farvestrålende værker og samtidig også udvikle sig og vise ny koreografi. Danseren Judith Jamison overtog dengang ledelsen, og siden 2011 har det været koreografen Robert Battle, der står i spidsen for kompagniets 32 dansere.

Her i 2017 virker det, som om Ailey-kompagniet har opnået en ny balance mellem Aileys gamle værker og de nye. Åbningsprogrammet bød på tre nyere balletter og så festfyrværkeriet Revelations.

Aftenen indledtes med Billy Wilsons værk The Winter in Lisbon fra 1992. Danserne leverer en omgang iøjnefaldende showdans udsat for Benetton-farver og høje hæle, og de 15 dansere poserer og vrikker og vrider i højeste gear. Men koreografiens unisone dans og overdrevne lyskegler forsøger tydeligvis at kopiere Aileys sans for at skabe frodige gruppedynamikker, og det virker let lidt hult.

Sårbar knæbøjning

Så var det mere interessant at se r-Evolution, Dream fra 2016 af koreografen Hope Boykin, der også har været danser ved kompagniet siden 2000. I dette værk er der også højt tempo og helt usandsynligt hurtige fladfodspiruetter. Men kroppene danser i lige så høj grad for hinanden, som de danser for publikum. Derfor bliver der noget på spil. Og når koreografen får danserne til at bøje helt ned i benene med knæene ud til siderne, sådan som Ailey så ofte gjorde det, virker det som en kærlig hilsen til den sårbarhed, som denne dybe knæbøjning udtrykker.

Samtidig har koreografen et væld af små ’urbane’ bevægelser med hurtige fødder, der låner fra breakdancens slaskede udtryk. Dette er ’streetdance’ på højeste plan.

Breakdansernes trang til at ’battle’ opstår i hvert fald her som en munter konkurrence om de skarpeste snurreture og de vildeste spagatspring. Hvis Ailey havde levet i dag, så havde han såmænd nok dyrket hiphop!

OL-kondition

Herefter fulgte Robert Battles egen duet Ella fra 2008 - til en skøn sangindspilning af Ella Fitzgerald. Ella er virkelig en femistyrkekamp mellem to helt forskellige kvindekroppe.

Den spinkle, sorte Jacquelin Harris og den rødhårede, lyse Megan Jakel dansede nærmest benene af sig med olympisk sprinterkondition, inden de brat standsede op og lod sig falde stående bagover – pludseligt og uden at tage for sig med hænderne. Hvorefter publikum jublede af overraskelse og beundring.

Våde øjne

Traditionen tro sluttede aftenen af med Revelations, der er kompagniets showstopper og gospeljuvel. Personligt fik jeg min ’åbenbaring’ under duetten til gospelsangen Fix me, Jesus danset af Linda Celeste Sims og Glenn Allen Sims.

Dette danserægtepar har været i kompagniet siden slutningen af 1990’erne, og sammen har de åbenbart danset denne duet mere end 2.000 gange over hele verden. Alligevel sad jeg i Tivolis Koncertsal onsdag aften og følte, at de dansede denne dans sammen, som om de opfandt hver eneste bevægelse lige for øjnene af mig. På et tidspunkt stod de helt tæt.

Så bøjede han hende dybt bagover og lod hende hvile på sin ene arm - og så knyttede han sin hånd under hende, nærmest som et hemmeligt løfte. Uden et ord. Men med så megen skønhed, at øjnene blev våde.

Det er noget af det, Aileys dans kan: Vise tilskueren, at selv den dybeste sorg og den mest uløselige krise kan finde sin trøst, når man først tør læne sig op ad et andet menneske. Hos Ailey slutter en solo egentlig først, når den er blevet til en duet – eller når der dukker en omfavnelse op som en mulighed.

Det lyder måske religiøst. Det er det vel også. Men det er først og fremmest, fordi Aileys dans tror på kærligheden. Og det er vi tydeligvis mange, der godt kan lide at blive mindet om.

Alvin Ailey Dance Theater. Program A: The Winter in Lisbon (1992) af Billy Wilson. R-Evolution Dream (2016) af Hope Boykin. Ella (2008) af Robert Battle. Revelations (1960) af Alvin Ailey. Tivolis Koncertsal. Gæstespillet fortsætter til søndag 10. september 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu