Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Annika Berg skildrer teenagelivet som en visuel eksplosion i sin vilde og rørende debutfilm

Teenagefølelser ser skinger-nuttede ud i Annika Bergs eksplosion af en debutfilm, der med suveræn visuel stil skildrer ungdom i al dens vidunderlige overdrivelse
Annika Bergs film ’Team Hurricane’ er nærmest tåkrummende, men på den gode måde. Man krummer tæerne af genkendelsen fra unge år i de overdrevne følelsers berusende vold.

Annika Bergs film ’Team Hurricane’ er nærmest tåkrummende, men på den gode måde. Man krummer tæerne af genkendelsen fra unge år i de overdrevne følelsers berusende vold.

Angel Films

Kultur
8. september 2017

Visuelt lir er ikke noget, filminstruktør Annika Berg doserer med let hånd. Hvorfor skulle man det, hvis følelserne ligger i liren? Hendes heftigt iscenesatte dokumentarportrætter – først afgangsfilmen fra Den Danske Filmskole, Sia, og nu spillefilmsdebuten Team Hurricane – Radical Girls in an Ordinary World – er først og fremmest overlegne billedlege. Det er film, man har lyst til at skyde op på væggen med projektor, når man har fest. For så er der fest. Til alle aldre.

I Sia skildrede Berg en oldgammel kvinde, der tilbringer sit livs sidste dag i sin paradisisk stilfulde lejlighed med en stribet kat, tropeplanter, en udstoppet isbjørn og en papegøje, sirligt malede negle og iført sarte kjoler. Det er en hyperstiliseret og smuk verden at skabe for sig selv, at danse i med skulpturel perfektion, at blive træt af dage i og til slut at forsvinde i – smukt og fredfyldt.

I Team Hurricane – Radical Girls in an Ordinary World er verden kun netop begyndt i et big bang af pubertetsræs. Berg portrætterer et teenagepigeslæng en sommer på en kommunalt drevet ungdomsklub med samme filmdogme som i Sia: stil først.

Hos slænget er der ikke noget, der er sirligt – her vælter de rundt i velourkostumer, pink bobleplastic, tights med Disney-prinsesser på, med grønt hår og smæk på makeuppen.

Alt er iscenesat med bevidst grimme WordArt-agtige visuals, garneret med japansk popmusik, rap, følsom rock samt voice-over med en af pigernes dagbogsfinurligheder og billeder af flotte ting, som det lystne kamera og den ivrige klipper lige er faldet over: en skriggrøn busk, en flot snegl med følehorn, computerspil og synkronsvømmere. Der er ikke fredfyldt i ungdomsklubben, der er vildt og følsomt og skinger-nuttet.

Gennemsigtig pelikan

Badekarret med kulørte gelekugler, som pigerne glider ned i, er ikke bare en rekvisit, men et aktivt element, der vil fortælle om, hvordan man har det som selvsikker (men usikker) og ulykkelig (men ekstatisk) ung og sanselig kvinde. Billedsiden er sådan, som de radikale teenagepiger i Annika Bergs vision har det.

I en sært rørende sekvens vralter den spiseforstyrrede Zara (Zara Munch Bjarnum) rundt på fortovet som en fuld pelikan iført en pink gymnastikdragt med indvolde i menneskestørrelse printet på, så hun ser både fjollet stylet og helt gennemsigtig ud.

Den form for ekspressionistisk billedmeditation over indre og meget ydre ungdomsfølelser har samme attitude som det neonblinkende ungdomslivsportræt, som Simon Staho serverede med sin undervurderede firserfriske farveladefilm Magi i luften fra 2011, og som Super16s kæmpetalent Maria Grahtø leverede i kortfilmen Lækre til vi dør fra 2014, der skildrede pigeliv og seksualitetsudforskning som et punkpumpet syretrip med lesbiske vampyrer i neonlys.

Det er milevidt fra en didaktisk skildring af ungdomsliv som noget, man kan forstå med et klart plot skåret over den klassiske dramaturgiske kurve. Verden er faktisk sådan, som man ser den, og som man får den til at se ud.

Føle følelser

Berg selv kalder sin lavbudgetfilm for en ’punk chick flick’. Men punken hos slænget, der dimser rundt i de kreative værksteder og sludrer, raser ikke så meget mod verden omkring dem – den insisterer mere på, at man skal have lov til at have det, som man har det.

Filmens klareste dokumentariske element er sekvenser med videodagbogsklip fra skuespillerne, der i ensomme stunder krænger deres sjæl ud. De bøvler med de samme ting som mange fra deres generation: kønsidentitet, depression, selvhad og cutting. De sulter sig, føler sig ensomt jaget af præstationskrav fra de gamle, af fattigdom. Men de bøvler også bare med at være ensomme og føler følelserne derhjemme om natten uden vennerne.

»Jeg føler ikke, at jeg er mig, når jeg er alene,« siger karismatiske Eja (Eja Penelope Roepstorff).

Det er nærmest tåkrummende, men på den gode måde. Man krummer tæerne af genkendelsen fra unge år i de overdrevne følelsers berusende vold.

Sia bøvlede en smule med at få de mest instruerede samtalescener til at fungere. Det har pigeslænget i Team Hurricane ikke samme problem med, de snakker og pjatter og føler følelser og gruppekrammer til den store efterskolemedalje i en iscenesat ramme, der stadig lader kvinderne bag rollespillet komme til deres ret.

I stedet for at skildre en internetgenerations selviscenesættende følelsesudkrængninger i en uendelig billedstorm af memes og gifs, YouTubeklip og emojis, giver Annika Berg os sin kærlige version af det med et portræt af de radikale, men også helt normale, kvinder.

De må føle sig set.

’Team Hurricane – Radical Girls in an Ordinary World’. Instruktion og manuskript: Annika Berg. Dansk. Vises d. 11. september i CinemaxX i Aarhus, Odense og København. Fra 14. september tilgængelig online for 20 kr. via hjemmesiden www.teamhurricane.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Øjne som kødædende planter giver total mening i disse vegetartider.

Har læst såvel de to anmeldelser som Politikens ditto grundigt. Hvis art. står til troende, så handler filmen om unge kvinder, der ikke har blik for andet end deres eget liv, og at der ikke er plads til at omverden udenfor twitter-profilen. Ikke ét ord om klima, højredrejning, samfundets og demokratiets evt. opløsning. Kun mig, mig, mig og min identitet.
Vel er der mange spm. og tvivl om identitet i teernage årene, men hvis der ikke også er plads til andet, end neglelak, tøj, vennerne og Instagram. Så ser det sq sort ud. Og hvem skal så arve riget, når disse unge ikke gider?
Heldigvis er der andre unge, der knokler i fx miljøorg., Venligboerne, bistandsorganisationerne osv. osv., men i tider som disse, hvor de asociale medier fylder det meste, så rækker det langtfra i forhold til behovet.

Glæder mig. Tak for anmeldelse.