Læsetid 4 min.

Annisette har en pagt med elementerne

Siden The Savage Rose voksede ud af ungdomsoprøret har de været drevet af musikalsk og social nødvendighed. Således også på deres nye, fremragende plade, som markerer halvtredsåret for dannelsen af orkestret. Med Annisettes stemme som omdrejningspunkt og stærke dyk ned i soulens historie sætter de fokus på sociale såvel som personlige kampe
Når Annissette giver los og åbner for de følelsesmæssige sluser, skælver jorden og hjælper hende frem til den klang, der er så meget større end et enkelt menneskes forgængelige krop.

Når Annissette giver los og åbner for de følelsesmæssige sluser, skælver jorden og hjælper hende frem til den klang, der er så meget større end et enkelt menneskes forgængelige krop.

Stine Tidsvilde

15. september 2017

Hun har en pagt med elementerne, Annisette fra The Savage Rose. Det må hun simpelthen have, for de bakker hende op i hver en tone, hun sender ud i verden.

Når hun giver los og åbner for de følelsesmæssige sluser, skælver jorden og hjælper hende frem til den klang, der er så meget større end et enkelt menneskes forgængelige krop. Når hun kaster sig ud fra en klippe i en halsbrækkende musikalsk manøvre, bærer vinden hende. Og selv når hun presser sin stemme længst ud i de allermest skrøbelige knirkelyde, synger verdenshavene med som et brusende, indfølende kor.

Med den stemme, der står som noget helt særligt i dansk rockhistorie, bjergtager Annisette Koppel os endnu en gang på den formidable nye plade fra The Savage Rose, Homeless, der lander på halvtredsåret for dannelsen af bandet.

Her er det især kampene, de personlige og sociale, der får musikalsk udtryk, når The Savage Rose tager os med ind i kunstnerens og den efterladte ægtefælles smertefulde hjemløshed for derefter at løfte os op i den mest forløsende empowerment, hvor soulhistorien klinger med som kulturel referenceramme for orkestrets kvindekamp.

Det er så vigtigt og så gennemmusikalsk, og der er ikke et eneste tidspunkt på Homeless, hvor Annisette og hendes sublime orkester slipper grebet om den dirrende hengivenhed til musikken, der parallelt med et stærkt socialt engagement kan trækkes som en rød tråd igennem orkestrets virke, siden The Savage Rose blev dannet i 1967.

Blomster-power

Dengang, i slutningen af 1960’erne, fik den klassisk uddannede komponist Thomas Koppel, der egentlig sad ved et af flyglerne på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og forsøgte at få Bach og Beethoven til at lyde tidssvarende, pludselig øjnene op for det ulmende ungdomsoprør og ikke mindst for det soundtrack, der fulgte denne farverige bevægelse.

Og han forstod, at han måtte bevæge sig endnu længere væk fra sit klassiske forlæg, måtte lægge større afstand til institutionerne, for at komme frem til et udtryk, der kunne understøtte de værdikampe, der udspillede sig nede i gaderne.

The Savage Rose voksede således ud af kærlighedens sommer, og med en blanding af Thomas Koppels særlige tilgang til kompositioner, Annisettes uforlignelige stemme og en gruppe dygtige musikere, ikke mindst jazztrommeslageren Alex Riel, tog gruppen hurtigt form som et unikt orkester med internationalt potentiale. Et potentiale, der dog, selvom det ofte blev forløst kunstnerisk, aldrig for alvor blev det i kommerciel forstand.

Vi bliver ved

Thomas Koppel døde i 2006, men The Savage Rose lyder på trods af dette store tab stadig som et band af international kaliber.

Homeless starter vi i smerten. Efter en verdensmusikalsk intro, hvor orkestrets globale sigte kommer til udtryk, glider orkestret over i et slæbende beat og lader Annisette tage styringen med sin hjemløse sang om hjemløshed. »I’m homeless now / homeless is my song,« synger hun, mens hun trækker sin stemme igennem halvtreds musikalske gradbøjninger af smerte.

Denne smerte fortsætter ind i den bohemiske ballade »We Go On«, der lyder som en erklæring om evig kærlighed til alle hendes elskede og evig troskab til de sociale kampe, og her bevæger hun sig igen imellem det skrøbeligste af det skrøbeligste og det mest smagfulde kraftfulde udtryk.

Og fra dette smertelige punkt løfter hun og orkestret os op på stolthedens tinder med empowerment-soulbaskeren »Woman«, et nummer, der med sit blæsertema, sit kor af solidariske søstre og Annisettes almoderlige stemme, befinder sig i en liga, så det sagtens kunne akkompagnere den første kvindelige James Bond-film, hvis det projekt da nogensinde bliver en realitet.

Soullegenden James Browns »It’s a Man’s Man’s Man’s World« klinger med både musikalsk og tematisk, men det klinger mest med som et udgangspunkt, der skal gøres op med, for kvinden skal ikke være henvist til at være gæst i mandens verden:

»Little girl grew up in the world of man,« synger hun, og så er scenen sat til omkvædet, der er som en orkan af styrke: »Woman oh woman / don’t let the world keep you down / woman oh woman / keep up your strength and your pride.«

Og i musikvideoen til nummeret understreger orkestret det internationale perspektiv i den kvindekamp, de bakker op om, når der klippes imellem billeder af Annisette og en række af historiske kvindeforkæmpere og kunstnere startende ved den mexicanske maler Frida Kahlo, som især blev kendt for sine stærke selvportrætter, der senere er blevet hyldet i feministiske kredse.

Soul-historien stikker også sit ansigt frem på nummeret »Harrassing«, hvor sangen »Shame, Shame, Shame«, der i 1974 blev berømt via orkestret Shirley & Company, klinger med ind i omkvædet. Her går Annisette, bakket op af koret, i rette med en person eller en kraft, der føler, at den har ret til at bestemme over liv og død. Det er så stort og smerteligt og godt.

Ja, hun må have en pagt med elementerne, Annisette. Sådan lyder det på Homeless.

The Savage Rose: 'Homeless' (Target Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Marianne Bjerg
    Marianne Bjerg
Viggo Okholm og Marianne Bjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lars Toft Madsen
Lars Toft Madsen

Tak til Annisette for at dele sin passion med os i Tivoli fredag aften. Et aldeles fremragende Savage Rose af allerhøjeste internationale tilsnit gav os alle en fuldstændig overvældende musikalsk oplevelse med en spillelyst og kunnen, der var rent ud overvældende. Charlie Watts skal stå tidligt op d. 3/10 for at nå Anders Holm på trommer i niveau, og hele bandet spillede røven ud af bukserne. Fantastisk. Også stor tak til filharmonikerne fra København, i en symbiose med aftenens hovedperson, der fejrede sin 50 års Tivoli debut med soul, klasse og rå power, nåede de himlen. Oh, A girl We knew!