Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ariel Pink og The National leverer stærke nye album

Indierockens udbryderkonge Ariel Pink tager på sin nye plade udgangspunkt i historien om en af musikbranchens mange fortabte personligheder, sangskriveren Bobby Jameson, og prikker elegant til den lokkende drøm om berømmelse. The National arbejder et mere ufarligt, men indimellem ganske rørende sted i deres nye udgivelse
Ariel Pink er blevet grebet af den forliste musiker Bobby Jamesons historie, og med sin nye plades 13 skæve popsange stiller han sin uforlignelige musikalske opfindsomhed ind på Bobby Jamesons tragiske liv og død.

Ariel Pink er blevet grebet af den forliste musiker Bobby Jamesons historie, og med sin nye plades 13 skæve popsange stiller han sin uforlignelige musikalske opfindsomhed ind på Bobby Jamesons tragiske liv og død.

Miriam Dalsgaard

Kultur
15. september 2017

Det er ikke så overraskende, at historien om Bobby Jameson appellerer til den musikalske troldmand Ariel Pink. For Ariel Pink har med sin udgakkede metapop været en utrættelig foregangsfigur for outsiderne på en alternativ musikscene, der hele tiden truer med at stivne i sine egne former, og historien om Bobby Jameson handler netop om en talentfuld sangskriver, der blev en outsider i musikbranchen, i en sådan grad at han til sidst forlod den i vrede.

I mange år rygtedes det, at han var død, Bobby Jameson, der udgav musik under navnet Chris Lucey, men han havde sådan set bare trukket sig tilbage, og som svar på, at hans plade fra 1965 Songs of Protest and Anti-Protest blev genudgivet i 2002 uden hans vidende, genoplivede han i 2007 sig selv på internettet med selvbiografiske blogposts og YouTube-videoer, hvor han fortæller om sit hårde liv med stoffer, alkohol og den fejlslagne, men berusende jagt på berømmelse. Han skrev sin sidste blogpost, otte dage inden han døde i maj 2015.

Los Angeles-baserede Ariel Pink blev grebet af den forliste musikers livshistorie. Så meget at han nu har navngivet sit nye album Dedicated to Bobby Jameson, og så meget, at han i løbet af pladens 13 skæve popsange, der er glaseret med et tykt lag af de forliste drømmes bittersøde glasur, stiller sin uforlignelige musikalske opfindsomhed ind på Bobby Jamesons tragiske liv og stiller sig dermed kritisk over for hele underholdningsindustrien.

Mød din skaber

Selvom Ariel Pink med Dedicated to Bobby Jameson egentlig ikke tager os til et markant anderledes sted end det, han har opbygget med sine seneste plader Pom Pom, Mature Themes og Before Today – han er for eksempel stadig optaget af at sætte lyd på de forliste Hollywooddrømme – sker der alligevel noget nyt her. For vi kommer tættere på et egentligt menneskeliv, hvilket påvirker oplevelsen af det ellers abstrakte materiale. Og gennem denne konstruktion demonstrerer Ariel Pink den dygtige popsangskrivnings mulighed for at opløfte den enkeltes situation til noget alment.

Dedicated to Bobby Jameson begynder med en afslutning, der samtidig er en ny begyndelse, nemlig Bobby Jamesons tilbagevenden fra de døde på nummeret »Time to Meet Your God«, der i bedste Ariel Pink-stil er bygget op omkring en udgakket melodi, som trækker resten af arrangementet efter sig i en rød lædersnor.

I fuld fart går det herfra over kulørte, toppede brosten i en fortryllet verden, ind i den hjerteskærende honningsmukke forelskelsesfølelse på »Feels Like Heaven«, hvorfra vi så bliver trukket videre til den branchekritiske »Death Patrol«, hvor agenter og dødspatruljer huserer i gaderne, og igen videre til titelnummeret »Dedicated to Bobby Jameson«, der lyder som en opremsning af myter, der florerede, efter at Bobby Jameson var forsvundet.

Dedicated to Bobby Jameson er et komplekst, men sammenhængende kunstværk, og selvom det muligvis ikke står som en roterende milepæl i Ariel Pinks livsværk, siger dette betydeligt mere om Ariel Pinks livsværk, end det siger om denne nye udgivelse.

Trygheden i den sociale utryghed

Man kan på mange måder sige det samme om de amerikanske indierockere The Nationals nye plade Sleep Well Beast: Den er ligeledes en stærk udgivelse, men den lyser ikke afgørende op ved siden af bandets øvrige værker.

The National, der på mange måder står som den prototypiske indierocks borgerskab med Matt Berninger som direktøren for den sociale angst, har i højere grad end Ariel Pink bygget deres musikalske univers op af strukturer, som bandet kan stivne i. Og selvom produktionerne på Sleep Well Beast tydeligvis er båret af en lyst til fornyelse, lurer faren for, at The National bliver fastlåst, gennem hele pladen. Ikke mindst fordi forsanger Matt Berninger ikke har fundet en afgørende ny retning at trække sin sangskrivning i, som kan matche produktionerne.

Sleep Well Beast er angsten i de bedste tilfælde et par skælvende hænder i et mørkt hjørne af rummet eller en medrivende popsang sunget i toppen af verdenssmertens vokalregister. Men til tider går den på grund i Matt Berningers sangskrivning og kommer ikke ordentligt ud igennem højttalerne.

Således på nummeret »Walk It Back«, hvor de nye elementer i lydbilledet – blandt andet en pulserende bassynthesizer – mest af alt kommer til at virke som en slags kompensation for den manglende udvikling i Berningers melodiske formidling.

Når dette er sagt er der masser af gode takter på Sleep Well Beast, og hvis bandet formår at fuldbyrde deres udvikling i retning af nye udtryk, kan de sagtens bevare deres kunstneriske relevans. Måske er de bare nødt til at nedbryde den indieinstitution, de har bygget op omkring sig selv, før dette kan realiseres.

Ariel Pink: ’Dedicated to Bobby Jameson’ (Mexican Summer/Border Music)

The National: ’Sleep Well Beast’ (4AD/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her