Det skal ikke være nogen hemmelighed, at et af mine absolutte yndlingsdigte er digtet »Peanut Butter« fra Eileen Myles’ debutsamling Ikke mig (oprindeligt udgivet i 1991).
Jeg fik det læst højt af en veninde for et par somre siden og har båret det med mig siden. Det er et digt, der, lysende tilgængeligt, handler om begær og barndom, peanutbutter og forelskelse. Og så starter det således uforligneligt:
»Jeg er altid sulten/ & har altid lyst til/ sex. Sådan er det bare./ Når det kommer/ til stykket er den nye/ sunde peanut-/ butter ik en skid/ bedre & man bør/ købe den i bøtten/ som man plejer/ i det største supermarked/ man kender. Og/ jeg hader/ forandringer.«
På grund af min personlige tilknytning til Eileen Myles’ forfatterskab var jeg både spændt på og nervøs for at læse denne første danske oversættelse af hendes digte, der netop er udkommet på det lille forlag OVO press. Hvad nu hvis Myles’ ligefremme, nogle gange henslængte, men også dybt engagerende, amerikanske poesi ikke overlevede overgangen til dansk?
Det har den imidlertid gjort. Ikke mig har i Mette Moestrups oversættelse beholdt sin spændstighed, og bogen er på den måde et eksempel på, at digte skal oversættes af digtere. Så hvad er det Eileen Myles kan – nu også på dansk?
Kompromisløs politisk
Tiltrækningskraften ved Eileen Myles’ (f. 1949) poesi er først og fremmest den måde, hun kompromisløst politisk sammensmelter det private og det offentlige. I bogens første digt »Et amerikansk digt« fortæller det delvist selvbiografiske digterjeg på fem siders knækket prosa sin livshistorie. Hun indrømmer, i starten nødtvungent, at hun tilhører Kennedy-familien, men ender med at konkludere:
»Men jeg skammer mig/ ik længere, jeg er ik længere/ alene. Jeg er ikke/ alene i nat, for/ vi er alle Kennedy’er./ Og jeg er jeres præsident.«
Eileen Myles tilhører imidlertid ikke Kennedy-familien, men kommer fra en arbejderklassefamilie i Boston. Men i 1992, året efter Ikke mig udkom, stillede hun op til det amerikanske præsidentvalg mod Bill Clinton og George H.W. Bush. I en artikel fra 2016 skrev Myles om sin opstilling: »I wanted my vagina on that chair [in the Oval Office]«.
Når jeg siger, at Myles er politisk er det altså også i en aktivistisk eller, måske nærmere, mere klassisk forståelse af ordet. Hendes politiske opgør beskæftiger sig med alt fra spørgsmålet om personlig identitet til helt konkrete spørgsmål om, hvem der har (og bør have) magten.
Den anden, og næsten lige så åbenlyse grund til, at Myles’ digte er vidunderlige at læse, er, at man ubesværet kan gå ind i dem. Man behøver ikke vide noget om amerikansk poesi eller feministisk teori for at få lov til at være med. Det er nogle utroligt generøse digte. Et eksempel kunne være digtet »Huller«, hvor det cyklende digterjeg helt naivistisk sammenligner hullerne i sin T-shirt med hullerne i sin erindring og skriver:
»Jeg har så/ mange huller i min hukommelse. Mellem/ mig og de ting jeg er adskilt/ fra. Jeg samler en bog op/ og en til og erindring/ og adskillelse lader til/ at være alt alle skriver/ om. Eller alt de/ synes at lade mig læse./ Men jeg kan huske de/ smukke huller på/ min ryg ligesom en/ smuk kappe/ af følelser.«
Eileen Myles skriver, som om det at skrive poesi var det simpleste i verden. Lige så let og naturligt som en forelskelse i august, som er den måned, størstedelen af hendes digte udspiller sig i. I Myles’ digte er det næsten altid sensommer: brændende, smeltende varmt, men med fornemmelsen af efterår, af en nedkøling ventende om hjørnet. Både i vejret, i digterjegets følelsesliv og i det politiske liv, der omgiver hende.
I bogens kolofon takker Myles blandt andre forfatterkollegaen Chris Kraus for »venskab, indsigt og støtte«. Chris Kraus har i år vundet stor opmærksomhed her i landet for den danske oversættelse af hendes hovedværk, I Love Dick, og hun var ligesom Eileen Myles at opleve på Louisiana Literature sidste weekend.
Både Myles og Kraus tilhører en generation af feministiske kunstnere i USA, der har banet vejen for et litterært miljø med større plads til kvindelige forfattere. De har kæmpet, og de har skrevet om disse kampe i deres bøger. Det er prisværdigt, og det er enormt god litteratur, der er kommet ud af det.
Lad mig forsøge at være lige så ligefrem som Myles og sige, at jeg er meget lykkelig for, at Ikke mig findes. Forhåbentlig kan den være med til at forme, forvirre og forene mænd og kvinder (og alt det indimellem) i et modstandens sprog: et politisk sprog, som også er begærets, forurettethedens og sensommerforelskelsens sprog.
Eileen Myles: ’Ikke mig’. Oversat til dansk af Mette Moestrup, OVO press, 208 sider, 175 kroner.
