Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et bisset og kærligt storværk

Det er svært at få armene ned over den unge danske sangskriver Bisse, der bliver ved med at føje perler til den danske sangskat. På sit nye album slår han dørene op til barndommens land, ser på det med barnets funklende blik, men kigger også sin egen trediveårskrise dybt i øjnene
Bisses nye album er dybt og rørende, og kun ganske få steder i løbet af de 13 numre, der spænder over mere end 60 minutter, er det en lille smule mindre end fremragende.

Bisses nye album er dybt og rørende, og kun ganske få steder i løbet af de 13 numre, der spænder over mere end 60 minutter, er det en lille smule mindre end fremragende.

Georg Jagunov

Kultur
22. september 2017

Han har skrevet sin smerte med menstruationsblod på maven. Han har kastet halvfordøjede happy meals op udover verdenssituationen og anmeldt livet med en sang, der fik hjerter til at banke mere intenst i takt.

Han kalder sig Bisse, og ved at være det hele, lidt til og meget mere, har han med en farligt masse plader (nu syv), udgivet i løbet af ganske få år (fra 2015-17), fucket med vores idéer om, hvad man kan slippe afsted med i dansksprogede sange.

Bisse har simpelthen smidt en perlerække af uslebne diamanter oveni dette lille lands sangskat.

På sin nye plade, 19.6.87, som har fået sin titel efter manden bag det bissede alias – Thorbjørn Radisch Bredkjærs – fødselsdato, bygger den nu 30-årige sangskriver et legeslot på sin barndoms gade og fylder det med computerspil, legetøjsdinosaurer og træpistoler. Og med sin sjældne evne for at fortælle gennem strømme af ord pakket ind i stemningsfulde lydtæpper får Bisse sine minder til at dirre af dugfrisk livslyst og legeaftaler.

Men hans barndoms gade er ikke kun et fortryllet sted, som man kan genbesøge i fantasien, og som vi ser funklende og lysende igennem barnets blik som på nummeret »Legeaftale«, der vækker mindelser om sange som »Barndommens Gade« (Anne Linnet/Tove Ditlevsen) og »Barndommens Land« (Povl Dissing/Benny Andersen).

Bisses barndomsgade er også en faktisk eksisterende og prosaisk støvet vej et sted i Vandkantsdanmark, hvor dem, der endnu ikke er flyttet væk, kæmper for at vende den negative udvikling (som på »Idrætshallen«).

Ligesom gaden er et sted, der forsvinder længere og længere væk i tiden (»Bjælkehuset«) og minder den unge sangskriver om, at han ikke længere er »blomstrende«, men at han allerede er i »Fuldt Flor«, som pladens fjerde skæring hedder. Samt at det næste (livs)stadie vel er afblomstringen.

Med alle disse vinkler på barndommen får Bisse hele livet, i hvert fald de første 30 år med dertilhørende livskrise (»Lægesønnen«), til at klinge med. Det er dybt og rørende, og kun ganske få steder i løbet af de 13 numre, der spænder over mere end 60 minutter, er det en lille smule mindre end fremragende.

Musikalsk vokseværk

Thorbjørn Radisch har ikke på noget tidspunkt, siden han gik solo og udkom med den første Bisse-plade, PMS, tilbage i 2015, været bange for at gå tæt på sig selv og sit eget liv, og med 19.6.87 skruer han sågar op for de autobiografiske parametre og tager endnu mere af den hovedstol, som han selv sidder på.

Pladen er således spækket med konkrete detaljer og referencer fra hans barndom, hvilket også bakkes op af en række lydoptagelser fra familiens arkiver, der fungerer som intro og outro på en del af numrene, og af at albummets cover er prydet med barndomsbilleder af ham selv og billeder af hans familie.

Og måske netop derfor, fordi han går så tæt på og er så autobiografisk konkret, er det så vigtigt, at han i samme ombæring har givet efter for et musikalsk vokseværk, som udmønter sig ved, at han har inviteret et hav af korsangere og medmusikanter med på pladen.

For med de smagfulde korstemmer og de mange nuancer og stemninger i det ofte storladne lydbillede på 19.6.87 pakker han de meget personlige referencepunkter ind i et klangrum af fællesskab og almenhed. Og hans projekt bliver dermed personligt (tæt på hans person) fremfor privat (lukket om hans person), selvom han helt afgjort udfordrer grænserne imellem de to niveauer.

30-årskrisen

Således bliver pladen også alt andet end en enkelt ung mands nostalgiske, tilbageskuende tunnelsyn. Nej, nærmere fremstår den som et prisme, som Bisse i første omgang ser sit eget liv igennem.

Og som han i anden omgang bruger til at kaste lys ned over den mest privilegerede del af en generation, der startede livet i slutningen af 1980’erne, fyrede den af i 1990’erne og starten af 00’erne med actionhelte i plastik og skydespil på computeren. Som senere flyttede til storbyen med penge i ryggen fra forældrene, og som måske er blevet »lidt forvænte«, ligesom han lægger op til på den ambiente sang »Lægesønnen«:

»Han er lægesønnen 
Han vil bare ligge i græsset og drømme.«

Samtidig er han selvfølgelig selv denne lægesøn, for det personlige niveau er hele tiden præsent. Og måske derfor føler Bisse i højere grad end tidligere, at han skal retfærdiggøre al denne skuen tilbage, at han skal retfærdiggøre pladen i det hele taget. Som når han på omkvædet af den ellers smukke »Alenedag« synger, at han:

»har godt af at kede mig lidt
Tænke på alt der er sket
Har godt af at sidde lidt
Og se tilbage.«

Men det er der slet ingen grund til. Pladen føles nødvendig fra start til slut, den er et bisset og kærligt storværk, og som kunstner er Bisse nu i endnu højere grad det hele, lidt til og meget mere.

Bisse: ’19.6.87’. Showbisse Inc.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak skæbne,
knep en ged.
Bisse har aldrig haft samleje med mine idéer
om det danske sprogs muligheder.
Godt at jeg ikke kan læse hele artiklen!
Men hvorfor anbefaler Information mig en artikel jeg ikke kan læse?
Th :-)

Ps Er der musik til Bisses ordflom?