Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En bølge af danske hiphoppere er blevet følsomme mænd

Dansk hiphop har ikke været den mest oplagte musikscene for den bløde mand. Men en hel bølge af danske rappere forsøger nu at udvikle et sprog for følsomhed
Der er et interessant spænd imellem den hypermaskuline tone i Benjamin Havs rap og den sårbarhed og vilje til lyrisk selvanalyse, man finder på Benals ’Hvis Det Virkelig Er Vigtigt’

Der er et interessant spænd imellem den hypermaskuline tone i Benjamin Havs rap og den sårbarhed og vilje til lyrisk selvanalyse, man finder på Benals ’Hvis Det Virkelig Er Vigtigt’

Sony Music

Kultur
22. september 2017

Mænd kan ikke finde ud af at tale om følelser. Det er en kliché, men ofte er det sandt. I musikken har følelserne dog altid haft en privilegeret plads, og selv i det danske hiphoplandskab, hvor det normalt er en kvalitet at være hård, er der efterhånden et kor af mandlige artister, der gør et oprigtigt forsøg på at finde et sprog for det, der gør ondt.

Ja, måske vi endda ser en emotionel bølge i dansk hiphop. For 2017 var året, hvor også den kinky rapgruppe Suspekt skruede op for selvrefleksionen og knyttede an til en vis sårbarhed midt i orgierne. Og sidste år ramte den unge vejlensiske rapper Jamaika scenen med sine følsomme hiphopsange fra fængselscellerne og ghettoen og gav os adgang til de blødere musikalske sider af den unge kriminelles hårde virkelighed.

Hos den pladeaktuelle elektroniske rapduo Benal, som består af Benjamin Hav, der rapper, og Albert Wanscher, der drejer på knapperne, er det følsomme gået hånd i hånd med det hårde, siden de i 2013 udgav deres første EP, Baby EP. De er begge i starten af 30’erne, og de tager den på sig, følsomheden, ja, »folk må gerne græde« til deres musik, som de har udtalt i et interview i Politiken. Det er ikke den udmelding, man oftest hører fra rappende læber.

På duoens solide nye udspil, Hvis Det Virkelig Er Vigtigt, er det især den ulykkelige kærlighed, der sætter gang i sagerne. Og ikke mindst er der et interessant spænd imellem den hypermaskuline tone i Benjamin Havs rap og den sårbarhed og vilje til lyrisk selvanalyse, der alligevel hele tiden er på spil.

Fra siderne i poesibogen

For Benjamin Hav rapper, som havde han en storkøbenhavnsk kartoffel i munden – lidt med samme klang som kollegerne i den førnævnte rapgruppe Suspekt, faktisk – hvilket giver hele hans udtryk en hård kant.

Men samtidig er der allerede i løbet af de første par numre løbet tårer ned ad hans kinder og en decideret vrimmel af indadvendte tanker igennem hans hoved. Selvransagende tanker, der kredser om, hvorfor den kvinde, der slap væk, ikke ville have ham. Og som kredser om, hvorfor han på samme tid kan være vred på hende og savne hendes duft så inderligt.

Lyrikken veksler imellem nogle ret skarpe linjer og et sprog for ømhed, som til forveksling ligner noget, man kunne finde i en poesibog i folkeskolen. Som på omkvædet i nummeret »Babelfisk«:

»Mørket falder på, tiden går i stå
Der' intet jeg skal nå
Natten går på hæld, jeg siger til mig selv
Hvad er det dog du vil
Stjerner falder ned, lyset det blir' ved
I en evighed
Tårer på min kind, tørrer langsomt ind
Tar' vi dem igen.«

Men hvor det lyriske sprog for følelser dermed fremstår en anelse klichétungt, er det musikalske sprog for følelser anderledes avanceret takket være Albert Wanschers dygtige kompositioner, og i den kontekst lyder klichéerne egentlig friske nok, hvilket gør, at Hvis Det Virkelig Er Vigtigt kommer til at fremstå som en fin plade.

En plade, der helt klart må kunne gøre det som et musikalsk gateway-drug ind i følsomheden for den moderne træmand.

Elefanten i rummet

Når man kigger på dansk hiphop i det hele taget, er der gode grunde til at tænke, at de yngre generationer af mandlige kunstnere har lettere ved at acceptere deres bløde sider. Og hos sanger og rapper Emil Kruse, der fylder 24 senere på året, får følsomheden da også lov til at stå så godt som ufiltreret, altså uden at være ledsaget af en hård facade.

Hans nyeste EP, I Dine Blå, er velkomponeret moderne soul og hiphop med en poppet kant, hvor han med funky produktioner bygget op af skylette synthesizere og elektroniske trommer lægger sig tæt op ad navne som det moderne britiske soulkollektiv Jungle og skaber et stemningsfuldt klangrum for den unge mands sjælegranskning.

Det ligger således som en integreret del i pladens formsprog, at det handler om at formidle følelser, uden at det samtidig skal blive tungt. Sådan at musikken giver et friskt modspil til de ellers ganske svære følelser af at sidde tilbage med resterne af en kærlighed, der engang fungerede, og som spøger for den unge sangskriver. Hvilket blandt andet medfører, at hans ekskæreste står »i midten af mit rum som en elefant«, som han synger på åbningsnummeret »Hørt fra dig«.

Hos Emil Kruse er der en umiddelbarhed i lyrikken, som antyder, at det er en helt naturlig ting for ham at åbne sig op. For det meste står følelserne dog stærkest imellem linjerne, for lyrikken fremstår indimellem en anelse doven eller måske ligefrem ubehjælpsom.

Ikke desto mindre er Emil Kruse en talentfuld stemme i den mest poppede del af det danske hiphop-landskab, og han har helt klart greb om det musikalske sprog for følelser. Så hvis han på et tidspunkt for alvor lykkes med at banke op for det lyriske ditto, kan hans kunstneriske virke blive ren dynamit.

For Pede B er rap som boksning

I den gamle skole, hos en af de levende legender i dansk hiphop, rapperen Pede B, der i løbet af 00’erne blev kendt for som den første at vinde freestyle-konkurrencen MC’s Fight Night hele tre gange – en konkurrence, hvor danske rappere dystede om at være bedst til at disse hinanden med improviseret lyrik – er det ikke først og fremmest følelserne, det handler om.

For selvom han siden succesårene i 00’erne har trukket sig væk fra den scene, hvor man fra scenen udkæmper en kamp på ord, ser han på sin nye plade, Sparring, stadig rappen som en kampsport. Og selv om han nu betragter sine rapkolleger som sparringspartnere mere end modstandere, er rapmusikken stadig en måde at bokse sig frem til et succesfuldt sted i verden på.

Pladen, hvis stramme musikalske produktioner lugter af blod og sved, introduceres med et lydklip, hvor en boksetræner (det må man i hvert fald formode) taler om, hvordan man opnår den bedste form for sparring, og herfra udfolder Pede B så sine tanker omkring sparring i hiphoppen, hvor de fysiske parader fra boksningens verden bliver til mentale parader og mental parathed i rappens verden.

Al den introspektion, der er at finde på Sparring, er således introspektion for præstationernes skyld, og hele den fortælling, der følger i kølvandet på denne selvransagelse, bliver ærligt talt lidt tung at danse med. For det bliver nærmest et forklarende kommentarspor til en historie, vi allerede kender, (den, hvor hiphoppen kan fungere som redningsplanke for den ellers fortabte søn, hvis han kæmper hårdt nok).

Og kun når Pede B i den forbindelse berører de hårde sider af en tilværelse, hvor man år efter år kæmper for at få det hele til at køre rundt, og hvor man taber familie og venner på gulvet i processen, kommer der et par sårbare sprækker i billedet.

Der er altså masser af ting, der gør ondt her, men Pede B finder aldrig rigtigt ind til et nuanceret sprog for det, hverken lyrisk eller musikalsk. Alt for ofte holder han overtydelighedens parader oppe foran ansigtet.

Benal: ’Hvis Det Virkelig Er Vigtigt’ (Sony Music Entertainment)

Emil Kruse: ’I Dine Blå’ (Universal Music)

Pede B: ’Sparring’ (ArtPeople)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

For min skyld må de hiphoppe alt det de vil, bare de vil holde op med at rappe.