Læsetid: 5 min.

Bowie forlængede sin kreative raptus hinsides menneskelig fatteevne

Da David Bowie flygtede fra Californiens sol og narko, skrev han det sidste store kapitel i sin uforudsigelige musikhistorie. Det kulminerede i Berlin, men også på et slot i Frankrig og i et klaustrofobisk studie i Montreux. Et nyt bokssæt fortæller historien fornemt og udtømmende. Informations musikredaktør har lyttet og måbet
Det lykkedes for David Bowie at ryste narkoen af sig i Berlin. Der første han et mere behersket liv i relativ anonymitet

Det lykkedes for David Bowie at ryste narkoen af sig i Berlin. Der første han et mere behersket liv i relativ anonymitet

Pressefoto

29. september 2017

Han var et besværligt sted i sit liv, Bowie, i 1976 i Los Angeles. Hans ægteskab med Angie Bowie var i gang med en langvarig opsplitning. Og ganske vist havde han leveret klassikeren Station To Station, men han kunne stort set ikke huske indspilningen af den. Hans kokainforbrug var blevet massivt, og så var der den galopperende paranoia og de sataniske febervisioner. Han tegnede pentagrammer på væggene og så djævelen på bunden af sin swimmingpool.

Det var på tide at forlade Californien. Først til Schweiz, så til et slot i Frankrig. Uden at han formåede at ryste afhængigheden af sig. Men så kaldte byen, som er så uløseligt forbundet med den sidste store fase af David Bowies kunstneriske løbebane. Vestberlin, hvor han boede i små tre år. En omplantning, der måske reddede hans liv og i hvert fald redefinerede ham som kunstner. Igen.

A New Career in a New Town (1977-1982) hedder det tredje imposante bokssæt i kortlægningen af David Bowies karriere. En kortlægning, som Bowie selv var involveret i inden sin død 10. januar 2016. En karriere svanger med ufatteligt usentimentale skift, formende sig som de brændte broers poetik i de første små 15 år. Kendetegnet ved drab på hans succesfulde strategier til fordel for fødsler af nye.

Egentlig var han »den samme som altid – en anden«, som Bowie-fanatikeren Michael Strunge engang skrev om sit jeg. Ikke for fastholdere, og så alligevel med sin musik mejslet i den store musikalske kollektive bevidsthed og ubevidsthed. 180 graders vendinger eller rå kvantespring eller ublu genreskift var hans modus operandi i årene fra Space Oddity i 1969 og op til og med den undervurderede Let’s Dance fra 1983, som akkurat ligger uden for nærværende udgivelses vingefang.

En gennemarbejdet herlighed

Som med de tidligere to bokssæt er A New Career in a New Town en gennemarbejdet herlighed. Det indeholder de oprindelige albummer, nogle suppleret med ekstra udgaver i nye eller nyere mix eller masterings. Hertil en række obskuriteter såsom »Heroes« på tysk og fransk (»Helden« bliver sunget endnu mere desperat end på originalen, nærmest teatralsk i det afgørende klimaks) samt Bowies sange til genopsættelsen af Bertolt Brecht-musicalen Baal.

Og i den medfølgende bog er der nye interviews med den dengang faste producer Tony Visconti, der er gamle interviews og anmeldelser samt hidtil upublicerede fotos. En perfekt doseret overdådighed, ikke ulig Bowies kunst.

Det starter med Low, indspillet primært i 1976 på Chateau d’Hérouville uden for Paris. Det var samme år, at Sex Pistols og punken stjal opmærksomheden. »Da Ziggy Stardust faldt i unåde og tabte alle sine penge. Han fik en søn, før han døde, Johnny Rotten,« sagde Bowie dengang.

Intet lå Bowie fjernere end hans berømte alterego i 1976, tre år efter at han fra scenen i Hammersmith Odeon, London, havde sagt farvel til Ziggy. Hans bevægelse var i en helt anden retning, og med sig havde han en ny imposant rejseledsager.

Tænkeren og den selverklærede ikkemusiker Brian Eno blev indrulleret som medskaber, guru, normbryder, og han satte Bowie fri i legesyg proces og abstrakt musikalsk tænkning. Ikke mindst med elektronisk lyd som et plastisk fænomen, en næsten spirituel membran til at udtrykke både det fremmede og det menneskelige igennem.

Hør bare pladens ordløse monolitter. Er det god gammeldags sorg eller udenjordisk grandeur, de fortæller? Eller læs de forrevne guitarer og idiosynkratiske harmonier som udtryk for et menneske i manisk udu eller en biografiløs kunst i vildt givende kramper.

Eno fik hevet Bowie ud af de narrative tekster, som han kedede sig så utåleligt med, og delvist inspireret af Iggy Pops metode havde Bowie ingen tekster til musikken. De blev – som på de efterfølgende plader – først skrevet og indspillet, efter at musikken var i kassen, nogle gange endda foran mikrofonen. Bowie alene i studiet med Visconti.

Bowie og rådvilde Iggy

Så kaldte Berlin. Bowie tog en rådvild Iggy Pop med sig, og de flyttede ind i Hauptstraße 155 i det ufashionable Schöneberg. En kreativ raptus fra juni 1976 til september 1977 fulgte. Bowie færdigproducerede – og var medkomponist på centrale sange på – Iggy Pop’s The Idiot, færdigindspillede mesterværket Low, var producer og medkomponist på hele Iggys Lust for Life og undfangede endnu et mesterværk, ’Heroes’.

»There’s old wave. There’s new wave. And there’s David Bowie ...«, lød det i en af reklamerne for sidstnævnte. Touché.

I 1979 udkom Lodger, indspillet i et klaustrofobisk studie i Montreux, Schweiz og med sin funky dadaisme pegende frem mod poppens flirt med verdensmusik. Men det afsluttede også Bowie og Enos nu svækkede samarbejde. Hvilket kan høres i albummets noget matte udtryk – hvor kokainen igen spillede en stor rolle.

I bokssættet genskrives musikhistorien også med en spritny udgave af Lodger. Visconti og Bowie var enige om, at der ikke var arbejdet nok med mixet, og havde planlagt at gøre det om. Det er endelig sket med et langt klarere, ikke nær så overmøbleret og mudret lydbillede til følge. Ideerne får lov at lyse mere sanseligt.

Et liv ude af stjerneræset

Man skal på ingen måde sætte kunstneren lig med hans værk, men der var noget, der lykkedes i Berlin og på dét, som er blevet kaldt Berlin-trilogien. Low, ’Heroes’, Lodger – på trods af at kun det andet album er fuldt realiseret i byen.

Bowie og Pop tog begge til Berlin for at ryste narkoen af sig, i sidstnævntes tilfælde heroin. Det lykkedes. De førte et mere behersket liv i anonymitet, ude af stjerneræset. Bowie holdt for første gang siden 1972 op med at farve sit hår, gav sit designertøj væk og tog ternede skjorter, jeans og sixpence på. Begyndte at cykle – det modsatte af Los Angeles’ biltyranni.

Selvfølgelig var der excesser, men de værste fjender blev besejret. Og de blev groundet i en almenmenneskelig virkelighed, der ikke var specielt interesseret i et par overvintrende rockstjerner. De kunne se på verden, uden at verden gloede igen. Bowie oplevede en ubeskrivelig frihed i Berlin, har han senere fortalt.

»Berlin var min klinik,« sagde han i 2007 til Mojo. »Den fik mig forbundet med folk igen.« Og Iggy Pop beskrev opholdet som en uddannelse.

»På nogle måder indfangede disse sange ulykkeligvis, ulig noget andet i den tid, en fornemmelse af længsel efter en fremtid, som vi alle vidste aldrig ville komme,« sagde Bowie om de tre plader i et interview i Uncut i 2001. »Det er mit dna.«

David Bowie: ’A New Career In a New Town (1977-1982)’ (Parlophone/Warner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • uffe bryld
uffe bryld anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu