Debutanten Joakim Vilandt har sit helt eget bud på, hvordan litteratur kunne se ud

Menneskenes undergang, bakterier og hverdagens ensomhed smelter sammen i Joakim Vilandts enestående, enerverende sprog
12. september 2017

Det allermest særlige ved prosastykkerne i Joakim Vilandts voldsomme, melankolsk dekadente debut Cassandra er hans sprog, en art forvansket og forvrænget dansk. Det er, som om bogstaverne og lydene har forskubbet sig i Vilandts ord, som om der ikke er nogen regler for retskrivning mere. Som om grammatikken har gæret og nu, boblende, har udviklet nye bøjningsformer. Eller måske skriver han et dansk, som det ville se ud, hvis vi stadig levede i barokken, og barokken var isprængt engelske låneord og nudanske gloser.

Det sprog bruger Vilandt blandt andet til at skrive fra et sært og hverdagsligt København med fester og studerende og kærester, med moderne, nedslidte hospitaler. Det er melankolsk og dekadent. Der er en smuk og meget ungdommelig tekst om en farfars død og træerne på Assistens Kirkegård.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu