Læsetid 2 min.

Debutanten Joakim Vilandt har sit helt eget bud på, hvordan litteratur kunne se ud

Menneskenes undergang, bakterier og hverdagens ensomhed smelter sammen i Joakim Vilandts enestående, enerverende sprog
12. september 2017

Det allermest særlige ved prosastykkerne i Joakim Vilandts voldsomme, melankolsk dekadente debut Cassandra er hans sprog, en art forvansket og forvrænget dansk. Det er, som om bogstaverne og lydene har forskubbet sig i Vilandts ord, som om der ikke er nogen regler for retskrivning mere. Som om grammatikken har gæret og nu, boblende, har udviklet nye bøjningsformer. Eller måske skriver han et dansk, som det ville se ud, hvis vi stadig levede i barokken, og barokken var isprængt engelske låneord og nudanske gloser.

Det sprog bruger Vilandt blandt andet til at skrive fra et sært og hverdagsligt København med fester og studerende og kærester, med moderne, nedslidte hospitaler. Det er melankolsk og dekadent. Der er en smuk og meget ungdommelig tekst om en farfars død og træerne på Assistens Kirkegård.

Eller sådan er det i to af de fem små bøger, Cassandra består af. To andre – den femte er en gruppe korte, ikke helt vellykkede digte – kaster om sig med fuldfede, profetiske helvedesvisioner. De fremmaner en regelret apokalypse. Så åbner stratosfæren sig, hvorefter Vilandts prosa blander forvredne kroppe med bakterier og storbyen, og bibelske ekkoer blander sig med brokker fra noget, der ligner en scifi-film:

Joakim Vilandt: ’Cassandra’.

»Saa aapnede Hvælvet seg over Jorden. See dine Hænder foldes i Asfaltens Krøllende Hud, Vore foldede Hænder træckedes, tel de gik av Led, et hult Ryck herfra, som Haandledene blævred svampeagti. Jeg og Den gjaldende Køter rendte ned i Toge Tunnelerne med Halen mellem Benene, Lorten knæcked i min Ænde.«

Det er vilde passager, genuint stærke, mærkelige, uhyggelige. Man lærer at leve med den sproglige monotoni, der er bagsiden af et projekt som det her.

Natur af led

I græsk mytologi er Kassandra forbandet af Apollon. Hun kan se fremtiden, men ingen vil tro på hendes profetier. Profetierne hos Vilandt handler især om en natur, der er gået af led – på den måde minder han om en del andre unge danske digtere – og om en kosmisk livskraft, der flænser det menneskelige itu. Selv om det ikke nævnes eksplicit, så løber klimakrisen som en basgang gennem bogen. Når teksterne er mest opløftende, men det er ikke meget, lyder det sådan her:

»så, takker vi DEG, kjæreste REGENT, at gunste oss Goplernes døde Vandhvælv, som vi rejstes fran Urhaven, BYGHERRENS Atomer Bacterier Elskov Liv. Stiller Sommer-Strand sittrende Solens Savl.«

Det føles tvetydigt, ville jeg sige, at fejre den kosmiske livskraft med udtryk som »solens savl«. Men, altså, Cassandra er en mørk og voldsom bog, som også er bedst, når den er mest voldsom. I de mere stille passager kan man mistænke det sære sprog for at være en stiløvelse, en sprogmaskine, som et hvilket som helst indhold kunne kastes ind i.

Alligevel er Cassandra klart værd at læse. Her er en debutant, der virkelig har sin egen stemme og virkelig har sit eget bud på, hvordan litteratur kunne se ud. Det bliver sjovt at se, hvor Joakim Vilandt bevæger sig hen i sine næste bøger.

Joakim Vilandt: Cassandra. Gladiator, 138 sider, 229 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu