Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Dokumentaren ’I Am Not Your Negro’ gør filmen til et politisk våben og James Baldwin til en amerikansk profet

Mesterligt sammenstykket dokumentarfilm om forfatteren James Baldwin er et dementi af forestillinger om, at racismen er overvundet, og et opgør med de film, hvor nutiden fortæller liberalt afklaret historie om gamle dages ondskab
Den James Baldwin, vi præsenteres for i ’I am not your negro’, er hverken den åbenlyst homoseksuelle eller den romanforfatter, han som ung gerne ville være. Det er den sorte intellektuelle, det er vidne til historien. Den overlegne gæst i studiet og den overbevisende analytiker.

Den James Baldwin, vi præsenteres for i ’I am not your negro’, er hverken den åbenlyst homoseksuelle eller den romanforfatter, han som ung gerne ville være. Det er den sorte intellektuelle, det er vidne til historien. Den overlegne gæst i studiet og den overbevisende analytiker.

Dan Budnik

Kultur
28. september 2017

James Baldwin var mange ting. Han var en elegant cigaretrygende, veltalende dandy, som rejste frem og tilbage mellem New York og Paris. Men han var også en sort mand opvokset med en brutal far i Harlem, som skrev brillante essays om race i USA fra 1950’erne og frem til sin død i 1987.

Og så var Baldwin en romanforfatter, som blandt andet skrev om, hvordan det var at være homoseksuel, og en intellektuel, som skrev imod diskrimination af homoseksuelle og krigen i Vietnam.

Endelig var han en eminent kulturanalytiker, som afdækkede fremstillingen af sorte og hvide i amerikanske film. Baldwin var mange ting, men som den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates har pointeret, var han mest af alt skribent:

»Han er her ikke for at gøre de hvide til bedre mennesker. Han er her ikke for at forandre verden. Det virker ikke engang, som om han prøver at inspirere. Han er her for at skrive – fordi det er det, han vil.«

Der var til gengæld én ting, James Baldwin ikke var: Han ville ikke være ’talsmand’, for han mente ikke, han var bemyndiget til at tale på andres vegne.

»Mit ansvar var som vidne at skrive historien og få den ud,« siger Baldwin selv i Raoul Pecks dokumentarfilm I Am Not Your Negro, som har premiere i dag. Han er det privilegerede vidne, der i dokumentarens fremstilling så tingenes tilstand så klart, at han bliver gjort til en amerikansk profet.

En film af Baldwin

I Am Not Your Negro præsenteres som en film »skrevet af James Baldwin«, fordi filmens fortæller læser op af Baldwins bøger, essays og korrespondance. Ordene i filmen er Baldwins, men de er lagt henover dokumentariske billeder af de seneste 70 års kampe mellem sorte og hvide og fremstillinger af den amerikanske drøm og de amerikanske sorte i filmindustrien.

Baldwins replikker til konkrete situationer og historiske episoder bliver gjort til almengyldige betragtninger. Det er et forførende greb, som gør Baldwin til noget, han ikke var eller ville være.

Men det er også et overbevisende greb, fordi det fortæller en påtrængende historie om USA: Nemlig at den undertrykkelse af sorte, som vi troede var afsluttet med slaveriets ophævelse og valget af en sort præsident, føres videre under nye former i dag. Det, som man kunne sige kritisk om 1960’ernes USA, passer præcist til det, vi har oplevet de seneste år med hvide politifolks nedskydning af uskyldige sorte:

»Historien om negeren i USA er historien om USA,« siger Baldwin i filmen: »Det er ikke en pæn historie. Hvad kan vi gøre? Jeg er træt …«

Den Baldwin, vi præsenteres for i I am not your negro, er hverken den åbenlyst homoseksuelle eller den romanforfatter, han som ung gerne ville være. Det er den sorte intellektuelle, det er vidne til historien. Den overlegne gæst i studiet og den overbevisende analytiker. 

Filmen indledes med et klip fra et tv-show fra 1968, hvor den hvide interviewer stiller James Baldwin det centrale spørgsmål: Hvorfor kan de sorte ikke være mere optimistiske? Intervieweren minder om, at de sorte er blevet sportsstjerner, og de er med i reklamer.

Det går fremad – og alligevel bliver de ved med at være bitre og vrede. Distingveret svarer Baldwin, at han ikke har meget håb. Så længe man stiller spørgsmålet på den måde, forstår man ifølge Baldwin ikke, at »negeren« er et produkt af USA, og at frigørelsen af de sorte ikke kan finde sted uden et totalt opgør med forestillingen om USA.

Husk dette hus

Det direkte forlæg for filmen er en bog, Baldwin gik i gang med at skrive i 1979, men han nåede aldrig længere end 30 siders noter. Den planlagte titel var Remember This House, og den skulle mindes de tre sorte aktivister Malcolm X, Martin Luther King og Medgar Evers, som alle var hans venner, og alle blev myrdet.

Det er i sig selv en ufattelig kendsgerning, at de mest markante ledere for den politiske bevægelse, som skulle frigøre den mest måske undertrykte minoritet i USA, blev dræbt.

»Man glemmer, hvor unge vi var,« siger Baldwin, og man glemmer, at Martin Luther King og Malcolm X kunne have været ledere i generationer, hvis de ikke var døde allerede som 39-årige.

Vi ser i filmen dokumentariske klip med de tre hovedpersoner, deres offentlige aktioner og den vold og modstand, de mødte. Vi får billeder af hvide racister, voldeligt politi og sorte, som bliver banket.

Scenerne fra 1960’erne bliver forbundet med billeder af den sorte Rodney King, der blev pryglet af politiet i Los Angeles i 1991, og portrætfotos af de unge sorte mænd, der er blevet dræbt af den amerikanske ordensmagt i det 21. århundrede.

Filmen som kampens sted

Filmen er en imponerende konstruktion af historien. En gentagelse af Baldwins oprindelige ord læst diskret op af Samuel L. Jackson til nye billeder af virkelighed.

Jackson taler så overbevisende som den profetiske Baldwin, at analytiske banaliteter om, at der mangler lidenskab i kampen mod racisme, og man ikke kan være pessimist, så længe man er i live, bliver præsenteret som tidsløse sandheder. Men det fungerer som en politisk effektiv fortælling.

Filmen knytter de sortes kampe sammen med billeder af den amerikanske drøm, som Hollywood skabte. Det er genialt, at scener fra de store hollywoodfilm, som Baldwin selv analyserede kritisk i The Devil Finds Work fra 1976, bliver klippet ind i I Am Not Your Negro.

John Wayne som den amerikanske helt og Doris Day og Gary Cooper, der danser uskyldige og lykkelige rundt i musicalen Lover Come Back. Filmhistorien bliver således til det sted, hvor den amerikanske drøm bliver sat i scene – ligesom den var det i Baldwins essays.

Kampen om USA bliver flyttet til den arena, hvor I Am Not Your Negro selv finder sted. Den bliver til en slags intelligent aktivisme.

Og vi får i disse år uendeligt mange programmatisk progressive fortællinger fra Hollywood om dengang, de hvide var slaveejere, og de sorte var undertrykte. Om den amerikanske arvesynd og den onde ubehagelige fortid.

Men det bliver også ofte til fremskridtsfortællinger om en overvundet ondskab. I Am Not Your Negro er et dementi af forestillinger om, at racismen er overvundet, og et opgør med de film, hvor nutiden fortæller liberalt afklaret historie om gamle dages ondskab.

Det er ikke en film om James Baldwin og heller ikke rigtig en dokumentar skrevet af ham. Men det er en film, som giver borgerrettighedsbevægelsen en af de stemmer, den har mistet, og knytter gamle dages billeder af undertrykkelse til nutidens brutalitet.

Den er det, man kalder en forførende fortsættelse af kampen med andre midler.

’I Am Not Your Negro’. Instruktion: Raoul Peck. Manuskript: James Baldwin og Raoul Peck. Amerikansk. (I udvalgte biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er en god del videoer på YouTube med James Baldwin. F.eks. et debatmøde på et Cambridge University, hvor han er oppe mod William F. Buckley. Emnet: "Is the American Dream at the expense of the American Negro?"
Buckley, redaktør af The National Review, var det store lys på den intellektuelle højrefløj tilbage i 1960'rne. Men Buckleys lys var svagt i selskab med Baldwin - som kom det fra en mørkelygte.
Baldwin var ikke bare en stor forfatter, han var en blændende, usædvanlig, taler. Ikke forførende, men fængslende; personlig, men ikke appellerende. Og med et sprog, der synger den dag i dag. Han magtede at åbne perspektiver, når en interviewer prøvede at trække et bestemt svar ud af ham. Og meget mere.
Tjek det ud!

Ulrika Hardt, ingemaje lange, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

F.eks. denne her fra Baldwin, lidt frit efter hukommelsen, men pointen er i orden: I am not a negro, I am a human being. The question you have to ask yourself is, why do you have the need of calling me a negro