Læsetid: 5 min.

Faderkomplekserne når helt op i himlen i DR’s nye søndagsserie

DR Drama indtager nyt tematisk territorium med sin visuelt vellykkede serie, ’Herrens veje’, om den hårdt spændte dynamik i en københavnsk præstefamilie bestående af eksistentielt plagede mænd og hjertensgode kvinder
Mændene i ’Herrens veje’ har nok at bøvle med. Johannes (Lars Mikkelsen) går med jævne mellemrum på flere dages dødsdruk og må hentes på værtshuset af kirketjeneren, mens hans kone, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), holder facaden derhjemme.

Mændene i ’Herrens veje’ har nok at bøvle med. Johannes (Lars Mikkelsen) går med jævne mellemrum på flere dages dødsdruk og må hentes på værtshuset af kirketjeneren, mens hans kone, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), holder facaden derhjemme.

Tine Harden

25. september 2017

Da sognepræsten Johannes Krogh (Lars Mikkelsen) til sin egen overraskelse taber valget om, hvem der skal være Københavns biskop, får det ham ikke til at vakle i troen. Hovedpersonen i DR’s nye søndagsserie, Herrens veje, er en selvsikker mand, og hans gudstro og præstegerning er et uomgængeligt kald, der er gået i arv fra far til søn i familien Krogh de sidste 250 år.

Det, der får denne troens mand til at vakle, er følelsen af ikke at blive anerkendt af sin store far i himlen. Johannes Krogh troede, at han og Gud stod sammen om projektet, og han spørger ham direkte – alene og knælende i kirken: »Hvorfor ser du mig ikke, hvorfor ser du ikke alt det, jeg gør?«

Johannes Krogh er ikke alene med sit faderkompleks. Det spejler de faderkomplekser, hans sønner render rundt med. Også de lever deres liv i håbet om at blive anerkendt af den skråsikre og lunefulde patriark, som faren er.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er præster alle vegne. Der er ikke et debatprogram i DR, uden at vi skal belemres med enten Sørine Godtfredsen, Katrine Lilleør, Stender (spaghettipræsten), eller en fra tidehverv.
Og nu så også i ti aftapninger de næste søndage.
Det hele er ret forudsigeligt, fx vil den præstesøn, der af papa får at vide, at han er en sødmælksdreng naturligvis lade sig udstationere til en krigszone, selvom han højtideligt har lovet sin kone, at blive hjemme. Han skal jo nok vise papa, at han - sønnen, altså - er gjort at det stof, der skaber mandfolk.
At præstpapa går på druk, er en frase på linie med den dumme blondie, tyren Ferdinand, og den tyrkiske grønthandler. Og så er der alle de små døde rødkælke, der fik sin farve af blodet fra Jesu' hjerte, da han hang på korset. Hallo! Har I forstået det, jer der sidder nede på bagerste række?
Troede ellers Price var ferm nok til at undgå den slags banaliteter.
Nå, jeg vil give serien en chance, men begyndelsen tegner sq ikke godt. Og det redder den ikke, at den visuelt er smuk.
Ja, udsendelsen

Jørn Andersen, Hans Larsen, Henriette Bøhne og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Den værste banalitet er, synes jeg, at den bagfulde præst ender med at falde ned i graven. Alle sidder og venter på at det skal ske efter handlingen i kirken, og ved guder forfatteren og resten af holdet falder i "graven".
Der blev der for alvor tabt point.

Jørn Andersen, Arne Lund og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Klicheerne står i kø på den lækre måde, fx er det lige overdrevent nok at et voksent menneske udfolder sin gudstvivl ved med bedende, fortvivlede øjne afsluttende med et kys at henvende sig til en afbildning af gud. Det tangerer afgudsdyrkelse. Hvem tror i 2017, at en direkte linje til gud har samlet sig i et stykke malet træ? Det må vel forstås, som at figuren giver et fokuspunkt, der virker som en dør ind til gudsbevidsthed, men det virker psykologisk afsporet (som en genetisk belastet efterfølger af grundtvig?). Er der virkelig danske præster, som i 2017 tilbeder gud uden for sig selv?

Så er det klart, man har problemer.

Randi: Er det nu så mærkeligt også set med ikke troende eller ikke spirituelle øjne? Hvorfor er der fanklubber rundt omkring? både omkring sport og musik? Er det ikke en form for tilbedelse? De fleste spirituelle har brug for et billede til visualisering, her er muslimerne så undtagelsen og dem "hader" mange. Buddhister bruger så også billeder, statuer til visualisering men Buddha er så ikke en gud.

Grethe Preisler

Fnise med Price

'Fader John, du som er i himlen, giv os i dag vor daglige labskovs med rigeligt smør og masser af purløg og kartofler - og hils vores mor, når du ser hende.'

Een ting kan man i hvert fald ikke skyde madskribenten, der faldt i gryden som barn, og skaberen af tv-hittet 'Borgen' i skoene: Socialrealisme ligger ikke for Adams sangstemme.

Tænk bare på heltinden, 'statsminister Birgitte Nyborg' og hendes supersolidariske bløde ægtemand i deres patriciervilla med stuklofter og glaseret tegltag, dignermøbler og to mindreårige børn, som gik for lud og koldt vand, fordi det stred mod parrets principper at hyre en professionel husalf m/k til - mod kontant betaling i hard cash - at tage sig af madlavning, rengøring, babysitting og hvad der sådan ellers er at se til i en travl og ophængt børnefamilie, hvor mor skal være rollemodel for en opvoksende slægt af af højtuddannede tredje- og fjerdebølgefeminister ..... ;o)

Det var da et held for den lille rødkælk i 'Herrens veje'. at den kun var skindød efter sammenstødet med glasloftet og kunne opstå påny i levede live fra gravens dyb, før rulleteksterne efter første afsnit begyndte at rulle. Det kalder jeg en cliff-hanger, der ville noget ;o)

Henriette Bøhne, Niels Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Viggo, sandt nok - jeg anerkender visuelle fokuspunkters betydning men forsøger blot at formulere, at prices fortælling her virker naiv og gammeldags. Som en religiøsitet, der ikke kan få øje på skoven for bare træer.