Læsetid 5 min.

Faderkomplekserne når helt op i himlen i DR’s nye søndagsserie

DR Drama indtager nyt tematisk territorium med sin visuelt vellykkede serie, ’Herrens veje’, om den hårdt spændte dynamik i en københavnsk præstefamilie bestående af eksistentielt plagede mænd og hjertensgode kvinder
Mændene i ’Herrens veje’ har nok at bøvle med. Johannes (Lars Mikkelsen) går med jævne mellemrum på flere dages dødsdruk og må hentes på værtshuset af kirketjeneren, mens hans kone, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), holder facaden derhjemme.

Mændene i ’Herrens veje’ har nok at bøvle med. Johannes (Lars Mikkelsen) går med jævne mellemrum på flere dages dødsdruk og må hentes på værtshuset af kirketjeneren, mens hans kone, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), holder facaden derhjemme.

Tine Harden
DR
25. september 2017

Da sognepræsten Johannes Krogh (Lars Mikkelsen) til sin egen overraskelse taber valget om, hvem der skal være Københavns biskop, får det ham ikke til at vakle i troen. Hovedpersonen i DR’s nye søndagsserie, Herrens veje, er en selvsikker mand, og hans gudstro og præstegerning er et uomgængeligt kald, der er gået i arv fra far til søn i familien Krogh de sidste 250 år.

Det, der får denne troens mand til at vakle, er følelsen af ikke at blive anerkendt af sin store far i himlen. Johannes Krogh troede, at han og Gud stod sammen om projektet, og han spørger ham direkte – alene og knælende i kirken: »Hvorfor ser du mig ikke, hvorfor ser du ikke alt det, jeg gør?«

Johannes Krogh er ikke alene med sit faderkompleks. Det spejler de faderkomplekser, hans sønner render rundt med. Også de lever deres liv i håbet om at blive anerkendt af den skråsikre og lunefulde patriark, som faren er.

Den ældste, Christian (Simon Sears), droppede ud på sidste år af teologistudiet og afleverer i første afsnit af Herrens veje sit speciale på Copenhagen Business School. Sammen med vennen Mark (Joakim Fjeldstrup) har han planer om at starte et firma, men han er – som Marks kæreste skånselsløst påpeger – tilbøjelig til at starte på mere, end han formår at afslutte.

Christians lillebror, August (Morten Hee Andersen), er tilsyneladende på rette spor i tilværelsen. Som præst er han en populær fornyer af folkekirken – så populær, at hans tilforladelige, fregnede ansigt faktisk pryder forsiden af et lørdagstillæg i et større dansk dagblad.

For August er kristendom et fællesskab af kærlighed, hvor man passer på hinanden. Mere indviklet behøver troen ikke at være, men det bliver den så alligevel, når hans mere ortodokse præstefar beskylder ham for at »lave modekirke«.

August er splittet mellem sit liv i København, hvor kæresten Emilie (Fanny Louise Bernth) og han prøver at stifte familie, og hvor han er blevet tilbudt en prestigefuld stilling og så muligheden for at blive udsendt som feltpræst i Afghanistan. 

Tro på det, folkekirke

Familiedramaet i Herrens veje er så klassisk, at det tangerer sæbeoperaen, men familien Kroghs konflikter skriver sig også ind i en større samfundsmæssig diskussion om folkekirkens eksistensberettigelse.

Johannes Krogh er, som det fremgår af første afsnits bispevalgkamp, i skarp opposition til den udvanding af kristendommens budskab, som hans noget defensive modkandidat Monica (Laura Bro) står for.

Monica repræsenterer hele tre identitetskriser i folkekirken. For det første står hun for en populistisk markedsgørelse af kirken, når hun til en paneldebat udtaler, at folkekirken skal tilbyde »brugerne« nye »produkter«, hvis det er det, de vil have.

For det andet er hun talerør for det, Johannes Krogh kalder kvindagtig politisk korrekthed, når hun i modsætning til ham nægter at kalde muslimer for vantro, selv om det står i folkekirkens 500 år gamle bekendelsesskrifter.

For det tredje inkarnerer hun det moderne menneskes forlegenhed over for tro, da hun vægrer sig ved at svare på, hvad hun overhovedet tror på. Det vækker vækkelsesprædikanten i Johannes, og pludselig er han oppe af stolen, slår ud med armene og deklarerer, at folkekirken må begynde at tro på sig selv igen, og at man ikke skal skamme sig over at tro på Gud.

Det er interessant nok, hvad det er for en Gud, Johannes Krogh tror på. Da han, efter at have taget kegler med sin kompromisløse stil til paneldebatten, står i kirken og støver Jesus på korset af, er det, som om en replik fra manuskriptforfatteren Adam Prices foregående DR-serie Borgen (2010-13) har sneget sig ind.

Johannes henvender sig til Guds søn og siger: »Nu skal vi bare gå det sidste stykke,« som om Jesus var en betroet medarbejder i hans valgkampagne. Så er der heller ikke noget at sige til, at man bliver skuffet.

Sødt af kvinderne

Familien Kroghs mænd har alle tre nok at bøvle med, og for dem alle tre er der et stort overlap mellem de karrieremæssige og de eksistentielle kvaler. Derudover har Johannes og Christian nogle alvorlige dæmoner at slås med.

Johannes går med jævne mellemrum på flere dages dødsdruk og må hentes på værtshuset af kirketjeneren Svend (Joen Højerslev), mens hans kone, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), holder facaden derhjemme.

Christian tager dumme chancer og virker som en, der konstant er nødt til at øve sig i at være kold i røven for ikke at bryde sammen. Ligesom med troen har de ikke dæmonerne fra fremmede.

Ifølge familiemytologien stammer familien Kroghs tendens til galskab fra selveste Grundtvig, der siges at have rullet sig i høet med en fru Krogh engang i tidernes morgen.

I en prologagtig indledning ser man, hvordan August som barn ser sin farfar sidde og rable på latin i en form for religiøs trance.

»Det her skal vi aldrig tale om,« siger Johannes, idet han trækker sin søn væk fra døren til farfarens værelse.

Det skal blive spændende at se dem snakke om netop det.

De plagede mænd i Herrens veje er omgivet af hjertensgode kvinder, der støtter dem og gør, hvad de kan for at begrænse de skader, de risikerer at påføre sig selv, om det så er krigstraumer eller ansigtstab.

Heldigt for dem og ærgerligt for serien, som ville fremstå mere plotmæssigt opfindsom, hvis ikke den lagde op til at fortælle tre sideløbende historier om kvinder, der redder mænd fra dem selv og deres faderkomplekser. Den nyvalgte biskop er indtil videre den eneste kvinde, der selv har et projekt at gennemføre.

Med Herrens veje indtager DR Drama nyt tematisk territorium, og iscenesættelsen af dramaet på præstegården er sikker og visuelt vellykket. Karaktererne er hele tiden meget smukke i den måde, de indgår i seriens forskellige rum, om det så er kirkeskibet eller dagligstuen.

Begge rum skal nok vise sig svære nok at være i for familien Krogh og deres nærmeste.

Jeg håber, tvivlen kommer til at nå ud over, hvad man som kristen mand i nutiden stiller op med præstekald og faderkomplekser og kommer til at handle om, hvad kirken egentlig er til for.   

’Herrens veje’. Manuskript: Adam Price. Konceptuerende instruktør: Kaspar Munk. Sendes søndag kl. 20 på DR 1.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Arne Lund

Der er præster alle vegne. Der er ikke et debatprogram i DR, uden at vi skal belemres med enten Sørine Godtfredsen, Katrine Lilleør, Stender (spaghettipræsten), eller en fra tidehverv.
Og nu så også i ti aftapninger de næste søndage.
Det hele er ret forudsigeligt, fx vil den præstesøn, der af papa får at vide, at han er en sødmælksdreng naturligvis lade sig udstationere til en krigszone, selvom han højtideligt har lovet sin kone, at blive hjemme. Han skal jo nok vise papa, at han - sønnen, altså - er gjort at det stof, der skaber mandfolk.
At præstpapa går på druk, er en frase på linie med den dumme blondie, tyren Ferdinand, og den tyrkiske grønthandler. Og så er der alle de små døde rødkælke, der fik sin farve af blodet fra Jesu' hjerte, da han hang på korset. Hallo! Har I forstået det, jer der sidder nede på bagerste række?
Troede ellers Price var ferm nok til at undgå den slags banaliteter.
Nå, jeg vil give serien en chance, men begyndelsen tegner sq ikke godt. Og det redder den ikke, at den visuelt er smuk.
Ja, udsendelsen

Jørn Andersen, Hans Larsen, Henriette Bøhne og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Den værste banalitet er, synes jeg, at den bagfulde præst ender med at falde ned i graven. Alle sidder og venter på at det skal ske efter handlingen i kirken, og ved guder forfatteren og resten af holdet falder i "graven".
Der blev der for alvor tabt point.

Jørn Andersen, Arne Lund og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Klicheerne står i kø på den lækre måde, fx er det lige overdrevent nok at et voksent menneske udfolder sin gudstvivl ved med bedende, fortvivlede øjne afsluttende med et kys at henvende sig til en afbildning af gud. Det tangerer afgudsdyrkelse. Hvem tror i 2017, at en direkte linje til gud har samlet sig i et stykke malet træ? Det må vel forstås, som at figuren giver et fokuspunkt, der virker som en dør ind til gudsbevidsthed, men det virker psykologisk afsporet (som en genetisk belastet efterfølger af grundtvig?). Er der virkelig danske præster, som i 2017 tilbeder gud uden for sig selv?

Så er det klart, man har problemer.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Randi: Er det nu så mærkeligt også set med ikke troende eller ikke spirituelle øjne? Hvorfor er der fanklubber rundt omkring? både omkring sport og musik? Er det ikke en form for tilbedelse? De fleste spirituelle har brug for et billede til visualisering, her er muslimerne så undtagelsen og dem "hader" mange. Buddhister bruger så også billeder, statuer til visualisering men Buddha er så ikke en gud.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Fnise med Price

'Fader John, du som er i himlen, giv os i dag vor daglige labskovs med rigeligt smør og masser af purløg og kartofler - og hils vores mor, når du ser hende.'

Een ting kan man i hvert fald ikke skyde madskribenten, der faldt i gryden som barn, og skaberen af tv-hittet 'Borgen' i skoene: Socialrealisme ligger ikke for Adams sangstemme.

Tænk bare på heltinden, 'statsminister Birgitte Nyborg' og hendes supersolidariske bløde ægtemand i deres patriciervilla med stuklofter og glaseret tegltag, dignermøbler og to mindreårige børn, som gik for lud og koldt vand, fordi det stred mod parrets principper at hyre en professionel husalf m/k til - mod kontant betaling i hard cash - at tage sig af madlavning, rengøring, babysitting og hvad der sådan ellers er at se til i en travl og ophængt børnefamilie, hvor mor skal være rollemodel for en opvoksende slægt af af højtuddannede tredje- og fjerdebølgefeminister ..... ;o)

Det var da et held for den lille rødkælk i 'Herrens veje'. at den kun var skindød efter sammenstødet med glasloftet og kunne opstå påny i levede live fra gravens dyb, før rulleteksterne efter første afsnit begyndte at rulle. Det kalder jeg en cliff-hanger, der ville noget ;o)

Henriette Bøhne, Niels Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Viggo, sandt nok - jeg anerkender visuelle fokuspunkters betydning men forsøger blot at formulere, at prices fortælling her virker naiv og gammeldags. Som en religiøsitet, der ikke kan få øje på skoven for bare træer.