Læsetid: 3 min.

Fin film om dengang kvinder kunne gifte sig og så male lidt ved siden af ægteskabet

Christian Schwochows ’Paula’ gør den tyske maler Paula Modersohn-Beckers liv til en fin ’fin de siècle’-fortælling om retten til at se verden med sit eget blik
Sprudlende Carla Juri spiller maleren Paula, der ikke sådan lader sig kue af tidens krav om realisme og præcision i Christian Schwochows portrætfilm, ’Paula’.

Sprudlende Carla Juri spiller maleren Paula, der ikke sådan lader sig kue af tidens krav om realisme og præcision i Christian Schwochows portrætfilm, ’Paula’.

Filmbazar

22. september 2017

Det er groft og larmende. Og æblet ligner et kålhoved.

Kritikken hagler ned over den unge maler Paula Becker, da hun en sommer i 1896 opsøger et kursus for kvindelige malere hos kunstnerkollektivet i Worpswede uden for Bremen. Her er præcision og realisme de sande værdier. Verden skal gengives, som den er. Paula møder op med en besværlig, anderledes tilgang, når hun nærmest aggressivt angriber lærredet for at få billederne for sit indre blik ud gennem penslen, med den ene eller den anden ende.

Posthumt har Paula, der giftede sig til efternavnet Moderson-Becker, heldigvis fået en anden form for anerkendelse som en vigtig moderne stemme i malerkunsten. Hun blev kun 31 år, men efterlod sig en omfattende produktion af billeder og blev den første kvindelige maler med et eget museum.

Herhjemme viste Louisiana for tre år siden den første store udstilling i Skandinavien af hendes malerier, og man kan nu se en række andre i Christian Schwochows beundrende filmatisering af hendes korte karriere. Fra hun bevæger sig ud i de tyske landskaber og opsøger kvindefigurer, til hun rejser til Paris og indarbejder nye, franske ideer i sit eget blik på verden.

Verden filtreret af et blik

Paula handler om Paula, men er samtidig interesseret af større spørgsmål om, hvem der får lov at udtrykke sig, og om det kunstneriske blik. Hvem må male, og hvad er et godt motiv? Hvem afgør, hvordan man skal male, og hvad gør man som kunstner, når hverken ens køn eller blik passer ind i normerne?

I Paula giver kampen fra starten en god energi, for den sprudlende Carla Juri som Paula lader sig ikke sådan kue. Heller ikke selv om manuskriptet alt for eksplicit har travlt med at udbasunere hendes modstand fra første scene, hvor vi får tidens vilkår for kvinder skåret ud i pap: Kvinder kan ikke være kunstnere. De kan gifte sig og male lidt ved siden af ægteskabet, men deres eneste kreative bidrag til verden er at føde børn.

Så er rammerne sat for stemningen i det tyske kunstnerkollektiv, hvor der dog viser sig at være en enkelt mand med interesse for Paulas særlige streger. Enkemanden Otto Modersohn (Albrecht Schuch) falder for hende, og dermed får Paula en ægteskabelig base i Worpswede, hvor hun maler fra de naturskønne omgivelser, som filmen skildrer i maleriske widescreen-billeder, fra solfyldte sommerlandskaber over tågede mosenætter til ubarmhjertige, iskolde vintre.

Tre billeder og et barn

Paula regnede ikke med at blive gammel, og derfor havde hun travlt. I filmen beskriver hun livet som en kort fest, hvor målet er at producere tre gode billeder og et barn; så har livet været det hele værd.

Barnet lader imidlertid vente på sig, og Ottos kolleger er stadig ikke begejstrede for Paulas særprægede stil. Derfor sætter Paula kurs mod Paris, hvor filmens anden del tager os ind i den franske hovedstads helt anderledes kunstneriske strømninger, der var mere lig Paulas tanker og temperament.

Her opsøger hun veninden Clara Westhoff (Roxane Duran), som slider for Rodin, og digteren Rainer Maria Rilke (Joel Basman), som senere skrev Requiem für eine Freundin til Paula. Billedhugger Camilla Claudel passerer forbi i den livlige by, hvor man kan lade sig inspirere af den seneste Cézanne og indlede affærer med guyliner-charmører (Stanley Weber).

Tidsbilledet fanges troværdigt. Filmens verden åbner sig, og den udtryksfulde Juri (som om lidt er aktuel i Blade Runner 2049) får sjove øjeblikke ud af de løbende sprogproblemer, men helheden bliver samtidig mere ufokuseret i det franske, fordi vi også skal følge Ottos trængsler i det tyske.

Historien taber lidt pusten i løbet af de to spilletimer, mest af alt fordi den aldrig finder sit eget særlige blik.

Schwochow virker tilfreds med en traditionel skildring af det utraditionelle livsforløb. Dermed når Paula et bredere publikum, men stikker aldrig selv ud, selv om Juri imponerer. Ikke noget med filmiske kålhoveder for æbler her.

’Paula’. Instruktion: Christian Schwochow. Manuskript: Stefan Kolditz og Stephan Suschke. Tysk (Grand Teatret i København og 12 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Tankevækkende, at man aldrig har hørt om hende. Teknisk og for så vidt også kunstnerisk er hun jo fuldt på højde med fx. Modigliani. Måske er det fordi hun ikke malede nøgne damer for begærets skyld, men mere for moderskabets? Sex sælger jo, som bekendt - og det forstod hendes mandlige kollegaer selvfølgelig at udnytte. I øvrigt var det også mændene der havde pengene på den tid, så det var kun naturligt at appellere til deres blik. Med lidt mere forretningssans kunne hun havde drevet det vidt.

- Ak ja, tiderne skifter, nu om dage får de en lille butik enten med modetøj, keramik eller tingel tangel af én eller anden slags, som de kan gå og nusse rundt i og pludre med de kunderne, dem der kommer deres eget boligkvarter og vil hygge lidt en gang imellem.

Espen Bøgh, ikke: ak ja, tiderne skifter, men heldigvis! I dag kan kvinder gå på kunstakademiet og blive anerkendt ligesom deres mandlige kolleger! Jeg læste engang om et kunstnerægtepar som i de tider du begræder, havde været på studietur til Paris, og på vej hjem smed manden de bedste af konens malerier ud af togvinduet. De var bedre en hans egne!!! Det var forøvrigt et meget "oplysende " indlæg du skrev. Oplysende om din holdning til kvinder.

Michael Kongstad Nielsen

Uh ha Hanne Ribens, du læste engang om dit og dut og dat af forfærdeligheder.
Kan det have været i et Romanblad?
Måske er din viderebringelse af hvad du engang læste mere oplysende om din holdning til mænd, end Esben Bøghs indlæg er oplysende om hans holdning til kvinder.
Sådan bare for balancens skyld ...

Det er da ikke så underligt, når man bliver "skudt i skoen" at ens læse erindring skulle være fra et Romanblad! Det kan godt være jeg har læst i et romanblad engang 1949, men absolut ikke senere. Det jeg mest har læst er kunsthistorie, og kunstnerportrætter, og idehistorie, og i det hele taget fagbøger. Så hold op med Jeres stråmænd, som det er så moderne at strø ! om sig med.

Michael Kongstad Nielsen

Kære Hanne Ribens, det var faktisk dig selv, der lagde ud med køns-specifik nedgøring af mænd, ved at fortælle om, at ".. på vej hjem smed manden de bedste af konens malerier ud af togvinduet ...". Hvor har du den historie fra?