Læsetid: 3 min.

Den forrykte kunstner

Unica Zürns posthumt udgivne roman ’Manden i jasminen’ om psykisk sygdom er et vanvidsridt af nedture og mirakler
16. september 2017

I 2015 udgav det nystartede forlag Sidste Århundrede den tyske surrealistiske tegner og forfatter Unica Zürns dystre barndomsskildring Mørkt forår på dansk. Nu følger Forlaget Basilisk op med Manden i jasminen. Indtryk fra en sindssygdom (1971), en overvældende og på én gang livsbekræftende og barsk fortælling om vanvid – og om vanviddets institutioner, ikke mindst. Romanen finder sted i 1950’erne og 1960’ernes Berlin og Paris og er et portræt af en kvinde, der ligesom Zürn selv lider af vrangforestillinger.

Zürns prosa er hallucinatorisk, ligesom de undervandsagtige og eventyrlige blæktegninger, hun fik udstillet i sin levetid. Hver eneste sætning i romanen er overraskende, vild, vrider sig, som når der står om en mand i en biograf: »Han sætter sig nogle rækker foran hende og sidder samtidig lige bag hende.« Eller når kvinden i romanen opløser sig selv i en psykedelisk dans og forvandler sig til en skorpion.

Eller når et vidunderligt billede fra barndommens Grunewald åbenbarer sig for hende. Eller når hun føler sig svanger med det delte Berlin! Romanens fortæller befinder sig meget tæt på dette »hun«, som der fortælles om – der kunne lige så vel have stået »jeg«. Kvindens virkelighed har sin egen logik, som den logik man finder i drømme.

Og ligesom i drømme, hvor alle grænser kan ophæves, bevæger kvinden i Zürns roman sig igennem tid og rum som en drømmende: pludselig befinder hun sig et nyt sted, som efter et blackout, så er der gået et år og med ét ligger hun i en spændetrøje. Læseren er hele tiden overrumplet som hun selv.

Unica Zürn: ’Manden i jasminen. Indtryk fra en sindssygdom’

Gådefulde anagrammer

Kvinden i Zürns roman begynder at miste sin forstand, den dag hun møder en mand som er identisk med hendes barndoms kærlighedsvision: manden i jasminen. Fra Zürns biografi ved vi, at denne mand var Henri Michaux, en af de avantgardistiske kunstnere, hun omgikkes i Paris.

Herefter går det over stok og sten i en forstyrret og forrykket kronologi. Kvinden er overbevist om, at manden i jasminen har hypnotiseret hende, at hun er hans udvalgte, men der er ikke tale om forfølgelsesvanvid som i Strinbergs Inferno.

Derimod ser hun tegn og sammenhænge overalt i en slags bekræftende paranoia: »Selv lister over navne på heste, som skal deltage i forskellige løb, læser hun som en ny poesi, der henvender sig til hende.« Hun er beruset af en barnlig fantasi, impulsivitet, henrykkelse og forvirring.

Romanen indeholder også Zürns anagramdigte, disse matematiske, koncentrerede små øvelser i bogstavleg, i Olga Ravns fascinerende gendigtning. Digtene er, som Ravn skriver i sine noter bagerst i bogen, både fjollede og smertefulde; det samme kan siges om hele romanen.

Samtidig opleves de messende, klangfyldte, gådefulde anagrammer næsten som besværgelser eller små kryptiske hemmeligheder. Måske er det dét, der på et tidspunkt får fortælleren i romanen til at spørge om Zürns hovedperson: »Er hun blevet en heks?«

Man kan ikke andet end begejstres af dette storhedsvanvid, den euforiske mani, som genererer fuldstændig fantastiske og foruroligende billeder i romanen: »Hendes tilstand er usædvanlig – alt bliver muligt!« Samtidig ulmer under virvaret omstændighederne for kvindens tragiske liv, de brutale indlæggelser og hendes vilkår som kunstner.

For at nærme sig Unica Zürns har Kirstine Reffstrup gået i hendes fodspor og har besøgt Zürns fødested, de steder, hvor Zürn færdedes i Berlin, og fulgt hende helt til Paris og til den lille franske landsby Ermenonville, hvor Unica Zürn levede i eksil i nogle år.
Læs også

Ligesom Zürn skiftevis arbejder og destruerer hun sit arbejde, hun skriver og tegner, river sine papirer i stykker, bliver udstillet og udgivet, synker tilbage  ned i depressionen – »Og hun mærker smertefuldt grænserne, trangheden, monotonien, som undertiden er ensbetydende med at leve som kvinde.«

Gang på gang bliver romanens hovedperson anholdt og indlagt, når vanviddets fortryllelse fortager sig, først på en anstalt i Wittenau i Berlin, siden på St. Anne-hospitalet i Paris.

Zürn tog sit liv i 1970 efter flere år med indlæggelser og psykotiske sammenbrud, og Manden i jasminen blev udgivet først på fransk og siden på tysk efter hendes død. Det er en frygtelig, smuk og vigtig roman.

Unica Zürn: ’Manden i jasminen. Indtryk fra en sindssygdom’. Oversat af Kenn Mouritzen, anagramdigte gendigtet af Olga Ravn, Forlaget Basilisk, 152 sider, 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu