Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Fra fortabt poet til speedet elsker

Den australske crooner Alex Cameron er på sin nye plade ’Forced Witness’ fortabt på en ny, spændende og lidt udmattende måde
Kultur
8. september 2017
Den australske crooner Alex Cameron er på sin nye plade ’Forced Witness’ fortabt på en ny, spændende og lidt udmattende måde

Hvor den australske sanger Alex Cameron på sit første album, Jumping the Shark – som han udgav på sin hjemmeside i 2013, og som sidste år blev genudgivet på det hæderkronede indie-selskab Secretly Canadian – indtog rollen som den fortabte poet, en halvsnaldret udgave af Bruce Springsteen, som krænger sit hjerte ud, er han på sit nye, fine album, Forced Witness, fanget i en anden og mere speedet form for vildfarelse. Ikke mindst i forhold til romantikken.

I løbet af pladens ti numre forsøger han at indfange nutidens opskruede situation, hvor den virtuelle kærlighed (og erotik) kæmper med virkelighedens ditto – i hans fortolking af samtiden. Det betyder blandt andet, at arrangementerne er skruet markant op i tempo og intensitet, de varme, tørre elbasser og de sprøde plikplok-guitarer skubber os hele tiden fremad, mens de tilstræbt corny saxofonsoloer tilføjer en sær følelsesmæssig desperation og et credo om romance, som får kroppens celler til at pulsere.

Og det er bestemt ikke en rosenrød form for kærlighed, han dyrker på Forced Witness. Det er den kærlighed, som andre ikke forstår. Den kærlighed, der ligger imellem linjerne, når man som par går og råber ad hinanden på gaden, som han synger om på åbningsnummeret »Candy May«, og det absurde ønske om kærlighed, der opstår, når nogen forsøger at snyde én ved at udgive sig for at være en smuk kvinde, der har brug for ens bankoplysninger.

Alex Cameron giver os ikke mange muligheder for at trække vejret på Forced Witness, og man kan godt allerede blive lidt udmattet, når man er nået til fjerde nummer, en ellers fin duet med den amerikanske rockmusiker Angel Olsen.

Ligesom man kan blive lidt træt af, at næsten alle numre er skåret over den samme formel med et par vers, der glider over i et par omkvæd, og ender i en outro, hvor et kor eller en saxofon fører os mod nummerets afslutning. Til gengæld bliver man hele tiden trukket med videre, og æstetikken, den fortabte stakåndetheds æstetik, kommer godt ud af højtalerne.

(Secretly Canadian/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her