Læsetid: 6 min.

Fremragende ’Macbeth’ i Odense er én stor blodbadsmaskine

Odense Teater åbner sin nye teatersal i kulturhuset Odeon med en blændende konsekvent fortolkning af Shakespeares ’Macbeth’
På Odense Teater er den svære balance mellem Macbeth og hans Lady ramt perfekt med masser af liderlighed og griskhed mellem Claus Riis Østergaard og Marie Dalsgaard i den blodrige Shakespeare-fortolkning.

På Odense Teater er den svære balance mellem Macbeth og hans Lady ramt perfekt med masser af liderlighed og griskhed mellem Claus Riis Østergaard og Marie Dalsgaard i den blodrige Shakespeare-fortolkning.

Emilia Therese

22. september 2017

Macbeth på Odense Teater er den reneste fortolkning af denne Shakespeare-tragedie i dansk teater i mange år.

»Når smukt bli’r grimt / og grimt bli’r smukt,« lyder det ildevarslende fra skuespillerne i fælles hvisken lige fra begyndelsen.

Herfra mærker man, hvordan tragedien elegant og uundgåeligt strammer mere til for hver eneste scene – med et ensemble på ti skuespillere, der dedikeret går til opgaven som én stor blodbadsmaskine. For instruktøren Simon K. Boberg har skåret Niels Brunses klare oversættelse lige så brutalt og tæt, som hvis Shakespeares tragedie havde været et stykke nyt dansk dramatik.

Smattet druknebad

I denne opsætning er der ingen forklarende rekvisitter fra sted til sted. I Siggi Óli Pálmasons skarpe scenografi findes kun selve blodrummet. En langscene i den ene side fungerer som smattet glidebane fra tronstolen øverst på nogle trappetrin og nedad mod blodpølens druknebad i den anden side, hvor et kæmpegitter spotlights oplyser de myrdede med glødelys, én efter én i Simon Holmgreens kontante lysdesign.

Her er hverken hytte eller skov eller slot. Replikkerne fortæller, at en person er et sted eller møder en person – og så forstår vi tilskuere, hvor det er, og hvem det er. Så enkelt er det. Tilsat den skræmmende lyd af våben, der stryger over metalgitrene mod publikum. Her lever Shakespeare.

Latex og blod

Det er skuespillerne Claus Riis Østergaard og Marie Dalsgaard, der spiller Macbeth og Lady Macbeth. De er et fuldstændig jævnbyrdigt par. De dyrker hinanden i en rus. Hans liderlighed matcher perfekt hendes magtbegær. De er begavede og adrætte – og de ser rasende godt ud begge to i deres sorte læder og latex.

De er tilsyneladende det perfekte herskerpar. Lige indtil den ulyksalige idé slår ned i dem: at de skal gribe chancen for at rydde den gamle konge af vejen, så de selv kan overtage kronen. For Shakespeares drama viser, hvordan mordblod sætter sig i sjælen – og hvordan blodig samvittighed kan blive til paranoia og vanvid.

I denne opsætning bliver Macbeths forfølgelsesvanvid til konkret sindssyge. Når Claus Riis Østergaard ser syner for øjnene af os – så vi også kan se dem – så forstår vi, at han ikke er til at redde.

Marie Dalsgaards Lady Macbeth er tilsyneladende mere hårdkogt og udspekuleret. Indtil hun også bukker under, når hun pludselig ser blod på sine hænder og ikke kan vaske dem rene. Det er virkelig uhyggeligt. Og når Macbeth spiller sin store monolog om ’at være, hvad jeg er, er intet’, så mærker man, hvordan Macbeth er i slægtskab med Hamlet.

Dryppende badesvampe

I Simon K. Bobergs stramme, pauseløse iscenesættelse holdes tempoet oppe, voldsomt og stringent. Her er ingen tid til sorg eller patos. Drabene udføres på stribe. Selv scenerne med de berømte hekse på heden afvikles her i sådan et tempo, at alt det teateroverdrevne forsvinder, så heksene føles virkelige. Det er imponerende.

Våben er der mange af. Spandene med splatterblod er de mest effektive. Men det er faktisk de uskyldige badesvampe, der her virker mest skrækindjagende. Blot et enkelt strejf af en bloddryppende badesvamp skærer struben over på selv den bedst bevogtede i denne forestilling. Hvorefter alle gyser.

Tempoet er voldsomt og stringent. Her er ingen tid til sorg eller patos. Drabene udføres på stribe.

Emilia Therese
Poesi og håb

Skuespilleren Hanne Hedelund funkler på scenen, både i rollen som heks og som tjener. Hun rokker lidt i hoften og ser sig til siden, og så serverer hun sine vanvittige pointer så rammende, at publikum får en pause fra alle myrderierne – og kommer til at le. I perfekt Shakespeare-balancegang mellem tragik og komik.

Den nyuddannede skuespiller Katrine Bæk Sørensen har også en særlig poesi over sig i rollen som Lady Macduff, der sidder alene hjemme og nusser sit spædbarn, da Macbeths lejemordere opsøger hende. Det er gruopvækkende, og hun underspiller sin frygt så stærkt, at den gør dobbelt ondt at overvære.

Den egentlige tronarving, Malcolm, spilles til gengæld raffineret blidt af Youssef Wayne Hvidtfeldt under en uskyldshvid elegancejakke. Til sidst flår han tronens blodrøde banner til side – som et symbolsk farvel til myrderierne og selvtægten. Dermed munder forestillingen overraskende nok ud i et nyt slags håb om fred.

Odeon i mørke

Macbeth er den første produktion på Odeon, der er Odense Teaters nye scene i det nyåbnede musik- teater- og konferencehus. Her bor også Syddansk Musikkonservatorium og Scenekunstskolen i Odense – og her byder caféen Odeon Social på fællesspisning. Huset er tegnet som en stilig kilebygning af C.F. Møllers tegnestue og ligger tæt ved H.C. Andersens hus ved Odenses enorme opgravningshul.

Teaterscenen er en ’black box’ – en firkantet, sort scene, som kan bygges op fra forestilling til forestilling. Til Macbeth sidder man på to sider af scenen, og rummet virker stort og gyseragtigt mørkt. Desværre har podieopbygningen fået så flad hældning, at det er svært at se kroppene rulle rundt i blodet på scenegulvet.

Scenen virker ret anonym, men moderne. Til gengæld har rummet netop den neutrale atmosfære, som Odense Teater har savnet i Sukkerkogeriet og i sit gamle teater. Forhåbentlig giver scenen i Odeon nye muligheder til Odense Teaters repertoire. Macbeth er i hvert fald et bragende flot eksempel på en klassiker fortolket superaktuelt og nærværende.

’Macbeth’. Tekst: William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse og bearbejdelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Lys: Simon Holmgreen. Lyd: Kim Malmose. Odense Teater i Odeon. Til 11. oktober 2017

Macbeth i forskellig afskygning

Fire vidt forskellige fortolkninger af ’Macbeth’ inspirerer til vidt forskellige fortolkninger. Her er nogle eksempler på opsætninger gennem de seneste år.

Nutidens kongeborg

Det Kongelige Teater på Skuespilhuset i 2012

Jakkesætsherskerens tjekkede domicil var scenografen Palle Steen Christensens nutidige bud på Macbeths kongeborg – belyst af Jonas Bøgh med drømmehvide lysstråler som tågeslør på heden. I Det Kongelige Teaters opsætning i 2012 gik Nicolai Dahl Hamilton rundt i Rune David Grues præcise iscenesættelse. Han havde blod overalt på sig i en psykopatisk vanvidsrus – uden selv at kunne se, at han var blevet morder. Maria Rossings passionerede Lady Macbeth kyssede sin mand liderligt. Men da hun lod sig smitte af hans dræbertrang, tabte hun samtidig lysten til hans morderkrop.

Macbeth på bordel

Østre Gasværk i 2010

Nicolas Bros muntre grinemund blev det groteske billeder forestillingen på Østre Gasværk i 2010. Iscenesætteren Katrine Wiedemann og scenografen Maja Ravn havde sammen skabt en visuelt klar fortolkning, hvor Macbeth vendte hjem fra krigen. Men i stedet for at tage direkte hjem til Sofie Gråbøls lækre hustruskikkelse, tog han på bordel. Pointen var, at luderne her pludselig forvandlede sig til mandlige hekse, der forudså hans skæbne og hans beske død. Og at Macbeth som hersker i underbukser endte med åben angstmund som offer for sin egen illusion.

En liderlig forestilling

Dramatens gæstespil på Stærekassen i 2006

Staffan Valdemar Holm iscenesatte Macbeth som en liderlighedsforestilling, da Dramaten gæstede Stærekassen i 2006. Her var Lady Macbeth den eneste kvinde i et machosamfund styret af Reine Brynolfssons tilknappede Macbeth. Scenen var fyldt med makabre, liderlige mænd i sort, der gramsede på Lena Endres karismatiske Lady Macbeth i højspændt rød kjole af scenografen Bente Lykke Møller. Da hun i sin berømte vanvidsscene forsøgte at vaske blodet af sine hænder, prøvede hun også at skære sine bryster af. Hvorefter hun i Lena Endres skikkelse vandrede splitternøgen hen over scenen – som modelsmuk 51-årig skuespiller.

Fri fortolkning

Gladsaxe Teater i 1998

Instruktøren Ole Bornedal forholdt sig yderst frit til Shakespeare på Gladsaxe Teater i 1998. Han skrev nye tidsaktuelle replikker ind i teksten, og han lod alle gå med gråt jakkesæt med rygnavn på. Lars Bom var en sydende ond Macbeth, og Benedikte Hansen var hans rå Lady Macbeth, der fik sit største sus over at blive tilbedt som enevældig dronning. Men det var faktisk Lars Simonsens Macduff, som var mest smertefuld at betragte. Da han hørte om sin dræbte hustru, gik han i standsning. Hans ansigt stivnede. Her døde et menneske indeni.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu