Læsetid 3 min.

Den grønne vej: En smuk roman om at være del af en familie, man helst vil flygte fra

Irske Anne Enright har skrevet et stærkt familiedrama, der særligt glimrer ved sine små og adskilte skæbneportrætter
23. september 2017

Plottet er det mindst interessante ved Anne Enrights Den grønne vej, men heldigvis fylder det ikke så meget før til slut. Her samles familien Madigan til en sidste jul i barndomshjemmet, som deres aldrende mor har besluttet at sælge.

På det tidspunkt, i 2005, er hendes fire børn blevet voksne. Hanna, Dan og Emmet er alle for længst flyttet til henholdsvis Dublin, New York og Mali, mens kun Constance er blevet boende i den lille by Ardeevin ved den irske vestkyst.

Megen kontakt har de ikke længere med hinanden, og i adskilte kapitler, der skuer tre årtier bagud, får vi forklaringen på, hvorfor tingene udviklede sig, som de gjorde, og ikke helt som de fire børn engang havde drømt om.

Første kapitel udspiller sig i 1980, hvor Dan ved søndagsmiddagen meddeler familien, at han har besluttet at blive præst. Da faren forlader bordet, bliver det pludselig kompliceret. Hvordan skal Dan, som den ældste, nu skære æbletærten?

»De var seks i familien. Fem gav helt nye vinkler (…) Det var som at bryde deres indbyrdes relationer op med magt. Det hele var anderledes,« som det udtrykkes.

Oven i købet lægger moren sig op i seng, som så ofte før, når tingene går hende imod. Herefter blev stilheden »mere og mere påtrængende, som fra et lig, den blev tragisk, indtil dørgrebet ramte væggen, og moren bragede ud«.

Senere samme aften ser de alle tv og spiser toast med smeltet ost, indtil faren vågner til 21-nyhederne og straffer den artige Emmet med en lineal. 

Anne Enright: Den grønne vej.

Bedst som novelleforfatter

Den knugende atmosfære forfølger børnene gennem resten af tilværelsen. I første omgang Dan, der i andet kapitel befinder sig i New York i 1991, hvor han ikke er blevet præst, men så småt indser, at han er homoseksuel. Omkring ham raser aids-feberen.

Derefter springes der til 1997, hvor Constance skal tjekkes for brystkræft på et hospital i Limerick. I fjerde kapitel følger vi Emmet som nødhjælpsarbejder i Mali, inden vi når frem til 2005, hvor Hanna er endt som hjemmegående alkoholiseret mor med bristede teaterdrømme, og den 76-årige Rosaleen pludselig sætter huset til salg.

Julen bliver derfor den sidste, de kan fejre i børnenes barndomshjem. Spørgsmålet er blot, hvad der er at fejre.

Anne Enright (født 1962) er en af Irlands mest anerkendte forfattere. På dansk har vi tidligere fået den Booker-prisvindende Sammenkomsten, men efter min mening er det som novelleforfatter, hun er allerbedst.

Også i Den grønne vej, hvis kapitler fungerer som helstøbte historier båret af antydninger, der tvinger læseren til at udfylde hullerne og gætte på, hvad der er hændt skæbnerne i de mellemliggende år. Hvorfor blev Dan ikke præst? Hvordan endte Hanna på køkkengulvet med blod i hovedet? Hvorfor tager Constance lykkepiller, og er Emmet for alvor kommet sig over det nervesammenbrud, vi ikke får meget at vide om?

Enrights familiedrama er båret af et underspillet anslag og en enkel og glimtvis vittig sprogtone fermt fanget af oversætter Karen Fastrup. Som her, hvor Constance mindes en tur til New York:

»Det var der, man tog hen for at for at få et helt nyt liv, og det eneste, hun fik, var to Eileen Fisher-cardigans i lilla og grå. Ikke at der var noget galt i det. Det var nogle rigtig praktiske cardigans.«

Bevares, der står »for at« to gange i den passage, og andetsteds kan bogen ikke beslutte sig for, om han hedder Gregory Savannas eller Savalas. Og en corridor på et hospital kaldes vel en ’gang’ på dansk og ikke en ’korridor’?

Skidt nu med det. Helhedsindtrykket er i orden: Den grønne vej er endt som en smuk og uafrystelig roman, om hvad det indebærer at være en del af en familie, man allerhelst vil flygte fra.

Anne Enright: ’Den grønne vej’. Oversat af Karen Fastrup, Rosinante, 320 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu